Mit Liv og Levned

En ganske modsat Mand var Overlæreren Johannes Hage. Jeg saae ham i en ulykkelig Periode, da han sønderknust ved Tabet af en høitelsket og efter Sigende yndig Hustru ikke var sig selv mere. Som et Kummerens Billede saae vi den rødhaarede, magre Mand i den tarvelige graa Dragt hverdag liste hen paa Kirkegaarden og staae og vride sine Hænder ved hendes Grav. Og paa Skolen kom han, sent nok, slentrende som det fæleste Billede paa Vranteri, jeg nogensinde har seet; skjældte os ud for snavsede og ækle Drenge, vi var, hug os Stilebøgerne i Hovedet, og satte sig med Haanden under Kinden, stønnende at han ikke kunde udholde at tale til saadanne Lømler.

Men naar han tilstrækkelig havde faaet os indskjærpet den for os ganske morsomme Sandhed, at han vilde være fri for at høre os, hvad vi havde at sige, var Vaas, saa tog han dog sig selv til at tale. I Begyndelsen søvnig og snærrende, men alt som han glemte os over sit Æmne, steg Foredraget til saa glimrende Skildringer, at jeg ingen Lærer har lyttet til med mere Velbehag eller lært mere af. Han var en ny Tids Mand, og enhver Ting han berørte, faldt alt gammel Skoleskimmel af.

Domkirken – ak ja! Forhaabentlig gjemme dens Hvælvinger ikke blot Mindet om døde Konger, men ogsaa om levende Christendom, men det sidste var den Tid rigtignok kun et Minde, og snart lige saa dødt som Kongerne. Dens to Præster var ligesom Præsten ved Fruekirke af den sørgelige Race, som unegtelig gjorde sig fortjent til at affærdiges med det fæle Udtryk: Døden paa Prædkestolen. Det eneste, jeg veed at sige til deres Undskyldning, er, at saaledes og ikke anderledes var Præster dengang. Mynster roser sine første Prædkener, dog er jeg bange for, at den Tid han læste dem op, er det ikke lykkedes hans Tilhørere at opdage deres Værd.

I Roskilde blev der harpet Fjerdingprædkener af, og snøvlende sunget vandede Psalmer som andre Steder, medens en enkelt agtbar Smaamand eller gammel døv Kone saaes i Krogen af de tomme Stole. Kun den øverste Stol var fuld af en af Skolens Klasser, som morede sig med at skjære deres Navne i Pultbrættet, eller tankeløst at gloe paa de sære Epitafier og Prædkestolens malede Uglebilleder.

Jeg maa kunne forskaffe en Attest paa, at jeg i April 1835 – for at følge min Broder, altsaa atter for tidlig – har paa Kirkens kolde Gulv givet min Haand paa den gamle Trosbekjendelse, men huske det kan jeg ikke. Det eneste jeg mindes af alt hvad der angik min Confirmation, er foruden at min Tante forærede mig en Brystnaal i Form af en Nøgle, at der bag Domprovstens Sofa hjemme i hans Stue, hvor han særskilt læste med os latinske Drenge, hang et Europas Kort med en mørk fidtet Stribe henover Middelhavet, frembragt af hans Nakke; og at han til den høitidelige Dag forud havde sagt os, hvad Stykke vi skulde høres i paa Kirkegulvet, og den Lectie blev upaaklagelig læst.

Hvad Kirken angaaer, saa var det først Architekturen der slog mig. Den gjorde et stærkt Indtryk, skjønt jeg allerede dengang undrede mig over, hvor skjæve og uregelmæssige Hvælvingerne ere. Dernæst var det Musiken. Ikke Menighedssangen, den var der intet af, men Choret og Orgelet.

Det første blev ledet af, eller rettere var skabt af Cantor Hartmann, en egen gammel Bjørn, hvis Elefanttrin dundrede i alle Hvælvinger og som indgjød Angst blot man saae ham; men han forstod, hvad kun faae gjør, at faae det skrigende bort af Drengestemmer, og bringe de klare Soprantoner frem med den uskyldige Klang, som gjør et saadant Chor saa henrivende. Skade, at den Slags Chorsang er bleven afskaffet i Kjøbenhavns Kirker, den hørtes dog endnu, da jeg var Præst der.

Og Orgelet, det fik at føle, hvem der slog det, det mærkeligste af alle Mennesker, Mathison Hansen. Han var dengang ung, og Kjendere mente, at ikke al hans Musik var god; men vidunderligt var det dog for os at høre, naar han hele Timer igjennem fortabte sig i Fantasier, mangen Gang vilde, endog burleske nok, men dog igjen saa usigelig henrykte, og saa majestætiske, at det lød som gav selve Kirkens Sjæl sig Luft i dem. Noget af den havde han i sig, dog ikke meget, men som Kunstner en Divination af hvad den maa være. Han kom en Del hjem til os, baade for Selskabs Skyld, og fordi han skulde lære min Søster og mig Musik. Hun lærte adskilligt, men med mig gik det som i Kolding. Musiken slap mig altid af Hænde som en Aand, jeg dog helst af alt vilde fange.

Weyse kom i den Tid meget til Roskilde, han havde en Ven i Hertz, Præsten for Frue Kirke af Bjerget, som var musikalsk begavet, havde en rummelig Præstegaard ved Domkirkepladsen, stor skyggefuld Have, god Velstand og et godt Bord, Ting Kunstnere ikke pleie at forsmaa. Det var en Fest at sidde i en Krog af Kirken og lytte til den store Kunstners Orgeltoner, naar han paa Sommer-Eftermiddage havde ensomt trukket sig tilbage til Kirken. Det var for mig, hvad Musik altid har været, den fuldkommen rene ophøiede aandelige Skjønhed, som hensætter mig i en anden Verden. Om den i ethvert Tilfælde virkelig er det, kan jeg ikke bedømme, der gives jo ogsaa ringere Musik, men er dens Indhold kun af ideal Natur, er den altid for mig et himmelsk Trylleri. Jeg forstaaer det som Orpheu's Tilhørere, Træerne og Stenene.

Jeg havde Domkirkepladsen og den store Udsigt mod Nordvest daglig for Øie. Vi var fra Hjørnet af Graabrødrestræde flyttet til det gamle Bindingsværkshus som støttet til den lille gothiske Bygning, der dengang var Gymnastikhus, nu er Bibliothek, gaaer hen mod Provstegaarden. Der beboede vi først den ene, siden den anden af Leilighederne ovenpaa, venlige smaa Værelser med de herligste Solnedgange.

Der foregik meget der, baade indre og ydre Liv, og endnu mere af hvad jeg kommer til i næste Afsnit. Saa tarveligt end Moders Hus var, blev det dog ikke saa lidt søgt, baade af Ældre og Yngre. I en lille By, hvor man mere frit kan følge sin egen Lyst, er i Almindelighed Mennesker mindre skaaren over een Kam end i Hovedstæder, og om Roskilde end deri maatte staae tilbage for det gamle Kolding, var der dog nok af mærkelige Skikkelser, som mine Tanker møde, naar de søge tilbage til det gamle Hjem, men de har havt for lidt Indflydelse paa mit Liv til at det kan lønne sig at omtale dem.

Aarene gik, og om jeg end ikke blev ordentligere i Skolen, blev jeg dog mere arbeidsom hjemme. I Mangel af bedre Oplysninger er jeg nødt til at betragte det som et Vidnesbyrd om at Skolelærdommen og dens Frugt ikke havde interesseret mig saameget som den burde, at jeg ikke er istand til at huske noget af hvad der vedrører Afgangen fra Skolen og Adgangsexamen ved Universitetet. Havde jeg ikke havt endnu opbevaret det selvfølgelig i den skjønneste Latin affattede Testimonium, som Bloch medgav mig, og af dettes Datum, 27. September 1837, kunnet see, naar Skolelivet fik Ende, og af Datidens Skik kunnet slutte, at jeg maa have taget Examen artium i de første Dage af October; og endelig af den Charakterliste, som heldigvis ogsaa findes, kunnet overbevise mig om, at jeg dog udmærkede mig i adskillige Fag, endog i Latin, og kun i latinsk Stil stod tilbage, vilde jeg ikke engang have kunnet gjøre saameget Regnskab for denne Overgang i mit Liv.

Medens altsaa de lærde Præstationer for største Delen er slupne bort gjennem et Hul i min Hukommelse, mindes jeg bedre Kjørslen til Kjøbenhavn i Selskab med de fire Commilitones, thi vi »optimæ spei adolescentes« var kun fem i Flok. Afskeden fra Hjemmet var let, vi kunde jo saa snart vende tilbage; Veien gik naturligvis saa lystig som muligt, den visiterende Toldbetjent ved Vesterport blev hilst med et »omnia mea mecum porto«, og et Latterchor; vi gjorde det bekjendte snevre Sving gjennem Gaasegaden, og holdt udenfor den anselige Gaard paa Vandkunstens Solside, hvor Tante Christine Møller med sin sædvanlige moderlige Forsorg havde det Kvistværelse istand til os, som blev min Broders og min første Bolig i Kjøbenhavn.

ANDEN BOG
UNGDOM

FØRSTE KAPITEL
THEOLOGI OG ÆSTHETIK

En ny Periode er i Almindelighed ikke strax en ny Periode. Mennesket forandrer sig ikke saa let som Tid og Sted. Om man er Student eller Skoledreng seer jo vel ikke blot i de unge Pigers Øine, men ogsaa i Ens egne ud som var det en mægtig Forskjellighed, dog maa man tage sig iagt for begge Slags Øine. De er meget ungdommelige. Jeg troer virkelig, at jeg gjorde det saameget som man med Billighed kan forlange af en ung Fyr, der havde staaet sig godt til sin Examen.

Heller ikke var jeg endnu færdig med det Præliminære, paa Dansk, Videnskabens Forgaard. Der skulde den Gang i det første Aar endnu tages to Examiner, en filologisk om Vinteren, hvortil ogsaa hørte Historie, Hebraisk og noget høiere Mathematik, og en filosofisk næste Sommer, hvortil hørte noget Fysik og Astronomi. Kunde man til Filologien saa byde en Tilgift af noget, man havde studeret paa egen Haand, kunde det føre til Udmærkelse.

Jeg tænkte intet andet derved, end at dette var en fornyet Skolegang, som man ikke turde forsømme, at da det var morsomt at komme sammen med saamange nye Ansigter fra alle Landets Egne, passede jeg mine Timer paa Universitetet meget ordentligt, og da Lærdommen dog havde faaet af et friere Studium, behagede den mig mere. I Filologien fulgte jeg min Faders Spor, og studerede i Stilhed Persius's Satirer og Antigone. Og da Filosofiens Tid kom, fordybede jeg mig i Sibberns ligesaa grundige som mangengang pudsige Bøger, og lyttede med Begeistring til Martensens livfulde Foredrag – en aldeles overjordisk Visdom, som rigtignok tiltrods for de bugnende Anelser trykkede mig flad. Endogsaa bogstavelig, da Auditoriet blev saa overfyldt baade af ældre Studenter og ikke Studenter, at vi, som var de mindste, blev presset ind mod Væggen eller maatte krybe op i Vinduerne. Alt dette tiltalte, og jeg kom fra begge Examinerne med Udmærkelse i alle Hovedfagene og meget-godt i de mathematiske Fag.

Det sidste Efterslæt af Skolelærdommen var altsaa bragt i Lade, og jeg stod overfor Livets store Spørgsmaal: Hvad skal du blive til?

Nu maatte min Sjæls indre Trang engang komme til Orde. Det skulde vise sig, om der var nogen Sandhed i den Røst, der altid havde hvisket: Hvad er vel det Arbeide, der saadan foreskrives, du vil dog noget selv! Hvad vilde jeg da?

Ungdomsdrømme er Anelser om et høit Maal, men hvilken Skikkelse Maalet har, hvilke Veie der føre til det, og hvor Foden skal sættes Skridt for Skridt, forstaaes først naar Maalet forlængst er valgt. Det hedder for en ung Student, hvilket Studium vil du vælge? Hvor ligge dine Evner? Hvad vil du være og blive til?

Hvad mig angaaer, kan jeg ikke sige andet derom, end at jeg selv vidste ingen Ting. Mine Idealer havde været Drømme, der nu svandt for Dagslyset. Kun Gud vidste det, og han vilde det, jeg skulde blive Kirkens Mand.

Men hvorledes bliver en saadan afgjørende Sag kundbar for et famlende Menneske? Jeg tænker, ligesom andre Livets store Sager. De komme som spæde Spirer frem af ubegribelig Jordbund. Der kan i Familier ligesom i Folket komme noget til Orde uden at man seer Grunden dertil, dog kan det have vidtrækkende Følger. Nu fortalte min Moder, at Fader, da han saae den Dreng, hun havde født ham, udbrød: Han har et Par gode Næver, de seer ud som de skulde bruges til at slaae i en Prædikestol. Tilfældige Ord faae ingen Magt, uden der i Sjælen er Sangbund for dem. Dette maa der have været hos mig, thi skjønt jeg ikke kan indestaae for, at dette Ord just var Grunden til, at jeg fik den Forestilling, at jeg skulde være Præst, saa var den dog, tiltrods for Mangel paa Christendom, allerede fæstnet hos mig i min Skoletid.

Min Moder havde ogsaa den Tanke, og kan have yttret den eller forudsat den i sine Yttringer, naar Leilighed var, men egentlig paavirket mig har hun ikke. Det er mig selv, der har gaaet i Styrelsens Ledebaand uden at fatte det, og uden endnu at vide andet derom end at, da Tiden kom, ansaae jeg den Sag for afgjort. Ja, endnu mere underligt, uden at jeg den Dag idag er istand til at sige, om dette var det rette Kald for mig; kun at jeg er usigelig taknemlig for at jeg, tiltrods for at det i saa mange Maader ikke er for mig, dog har faaet det.

Ligefuldt kom der Betænkeligheder, da Afgjørelsen skulde træffes. Man har kun eet Liv, og i den Alder troer man sig fri i Valget og har Sky for Skjebnen, siden bliver man fortrolig med den. Betænkelighederne bestod ikke just i Ængstelse for det hellige Kald, det forstod jeg mig altfor lidt paa, snarere i, at der dog kunde være saa meget andet, jeg havde Lyst til. Det var i November (1838), skummelt Veir ude og ikke mindre i mit Sind. Yderst nedtrykt sad jeg og læste i min hebraiske Bibel, den Side af Theologien kjendte jeg idetmindste, men jeg vidste ikke, om jeg turde gaae videre, vilde gjerne have Raad.

Da skete det, som mest af alt viste, hvor jeg famlede i det. Den jeg søgte Raad hos, var en Jøde uden Religion, og en Mand, som andre mindst vilde have søgt til. Men han havde vundet mit Hjærte, jeg troede paa ham.

Der var i Studenterverdenen en i flere Slægtled velkjendt Litterat, Israel Levin, en lille sværtbygget, langarmet, platfodet Person med et stort Hoved og intelligente Træk, en Typus paa sin forkuede Race. Som bestandige Studenter ofte gjør, søgte han gjerne de Yngstes Selskab, og var med sin utrættelige Veltalenhed og sin kun altfor ofte ikke just fine, til Tider endog cyniske Livserfaring, underholdende nok. Han havde udkaaret mig til sin særdeles Ven og pleiede at gjøre lange Vandringer med mig til sent ud paa Aftenen, og den Samtale, han gav et sokratisk Sving, var virkelig belærende.

Da jeg saa ved hans Undersøgelse af mit Væsen let kom til at yttre, hvad der trykkede mig, gik han strax ind derpaa med stor Grundighed, talte med dyb Alvor og meget rigtig om, hvad en Præst maa være, hvad Trosliv, Prædikant og Sjælesørger vil sige. Endelig kom Raadet. Jeg kunde gaae en af flere Veie. Enten kunde jeg skrive en Novelle, hvori saadan Sjælekamp blev gjennemført, det vilde klare mine Tanker, og som hos Goethe lette Byrden. Jeg sagde det ikke, men jeg følte strax, at dette var et udenoms Sving. Meningen var kun at lade mig vide, at denne aandrige Udvei laa ham selv nærmest. Saa fulgte da ogsaa det andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til. Hvem kunde det være? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersøgelser forstod han.

Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter et langt Brev til Sibbern, som jeg tænkte selv at bringe ham. Men da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelæsningstimer. Heller ikke fik jeg Grund til at fortryde det. Jeg var kun i en tvivlsom Grad en Christen, men det forlangtes ikke heller. For det første var jeg kun Theolog, og Theologien var netop dengang anseet for en ligesaa hæderlig som naadig Frue at tjene, nok istand til at blænde. Jeg kom da ogsaa snart høit op i fuld Flugt paa hendes fantastiske Vinger, farlige nok.

Det laa saa i Tiden. Man maa have levet i den Tid for at kunne gjøre sig en Forestilling om dens underlige Væsen, ja, for blot at kunne troe paa Muligheden deraf. Under den tyske Filosofis Enevælde ivrede alle Tanker for at bygge paa Fantasteriets Babelstaarn; hvad vi hørte omkring os var intet mindre, end at enhver Stortaler satte sin nærmeste Livsopgave i at bygge et endnu høiere. Universet med alle dets store og smaa Lønkamre var afsøgt og klaret i Begrebet, alle Gaader var løste, Hegel og hans berlinske Discipelskare havde fuldbragt Værket. Men derved var ogsaa Kunstgrebet afsløret, og Kampprisen fremlagt. Det maatte kunne eftergjøres og bringes endnu videre, man skulde kun bygge sit eget System og gaae ud over Hegel, og selv blive Stormand. Vi indaandede snart ingen anden Luft, det eneste vi ved Universitetet hørte, der klang som en Fremtidsrøst, var Martensens glimrende Tale, og der var ikke saa lidt i den af luftige Stene til den Slags Bygning.

Theologien er nu den Gudinde, der byder Evighedens Forstaaelse frem som den Ærens Krands, enhver af dens Adepter skal kunne vikle om sin Pande, Panden være nu høi eller lav, blot han er den himmelske Frues tro Svend, og hun havde dengang sin Glands-Periode. Alle Aander svor til Theologien, den var Aandrighedens Helligaand, og havde vundet sig en ny Skikkelse. Var hverken Skriftlærdom eller Kirkens Troslære eller en Præsteskole, sligt var aflagte Stadier, den var speculativ. Dette mystiske Ord, der optraadte med det »Absolutes« Klang, glimted gjennem enhver af vor Mesters Kraftsætninger som Solens Blink i et Vandspring. Hvorfra det kom vidste vi ikke, det foer forbi som et Trylleri. Men da det kom til nogen bedre Forstaaelse, viste det sig at være den Kunst med et eklektisk Aggregat af tydske Systemer at kunne bringe Christendommens Mysterier ind under Begrebets Dagslys, saa sikkert som havde man en Engel sat i Spiritus stillet frem til Analysering.

Credo, ut intelligam, var Formlen, hvorefter den skulde analyseres. Troen »poneres«, Englen sættes frem. Derefter begynder Intelligensen at lade sine Straaler falde gjennem alle dens Hjærteslag, Nerver og Muskler. Alt blev gjort fuldkommen klart, paa speculativ Maade; kun var det ikke ganske klart, hvorledes det vilde gaae, hvis den bly Genius, ubehageligt berørt af Intelligensens kolde Instrumenter, skulde give sig til at forsvinde.

Credo, ut intelligam – vi kom meget let hen over Credo, Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi høittalende Vaabensvende forsømte ikke at lade den blinke vidt henover den aandløse Verden – aandløs var den jo allerede dømt at være fra Æsthetikens Dage af. Vi var en ny Tids Børn, og Folk som Sibbern og Mynster, Clausen og Grundtvig maatte see at dække sig, hvis Blinket skar dem i Øinene. Ak ja, Forfængeligheders Forfængelighed! Heldigvis groede der dog ogsaa mere ægte Vin omkring mig. Men der skulde gaae adskillige Aar inden jeg modnedes til at faae Smag paa den, og den var der saameget at fylde i, at jeg maa tage mig et længere Afsnit til at fortælle derom, inden jeg kan igjen vende tilbage til Christendommen.

Fra October 1839 boede jeg paa Regentsen. For at faae Plads der, maa jeg have gjort min Opvartning hos de lærde Foresatte, men derom har jeg aldeles ingen Erindring. Kun at jeg den første Vinter beboede et trist Rum nederst i sjette Gang ud til Kannikestræde, men om Foraaret flyttede over i et solbeskinnet til Gaarden paa første Gang Nr. 4, under alle Regentianernes Ven, den gode grønne Lind.

Min Moder var ikke istand til at understøtte sine Sønner med andet end at tage imod os paa vore hyppige Besøg i Roskilde. Det var paa Tide, at jeg selv skulde fortjene noget at leve af, men dette har altid været min svage Side. Jeg var saa fattig som vel muligt, og havde mere Lyst til at undvære end til at anstrenge mig.

Jeg var saa heldig at kunne faae min Middagsmad hos den kjære Tante Christine Møllers altid aabne Bord, men forresten hjalp jeg mig med mit knappe Communitetsstipendium. Min Føde hjemme bestod af Rugbrød med Smør paa til 1 Pundet, og en Kop Kjøbenhavnsk Melk eller »Regentsthe« til. Stipendiet var 5 Rdl. om Maaneden, og hvorvel jeg ikke brugte stort mere end det halve deraf til Mad, og bekymret lagde det øvrige hen til Klæder, var det dog ikke muligt at komme igjennem dermed. Dog gik det, ubegribeligt nok. Jeg kunde ganske vist have bedet en og anden af mine Slægtninge om at hjælpe mig med en Skræder- eller Skomagerregning, og det var ikke blevet mig afslaaet. Men jeg har aldrig gjort det, saalidt som jeg nogensinde har laant af Kammerader. Hellere var jeg tarvelig til det yderste. Min Moders Aand var i mig. I den værste Nød kom der saa en og anden Hjælp af slet betalte Undervisningstimer.

Endnu følgende mine Drengevaner gik jeg meget i Naturen, men ogsaa naar jeg forlængede mine Vandringer til Dyrehaven og de andre Kjøbenhavnske Skovegne, vovede jeg mig dog ikke ind paa Beværtningssteder, men havde hellere mit Smørrebrød med i min Botaniserkasse.

Paa disse Vandringer vænte jeg mig til at læse gaaende. Dosseringerne ere bekvemme dertil, og Veiret agtede jeg lidet paa, blot det ikke regnede. Jeg har paa de Veie læst mange Ting, ikke just lettere, helst det strenge og vidtløftige, som Hegels Forelæsninger, Æsthetiken, Religionsfilosofien, Historiens Filosofi, og Goethes Skrifter, Romanerne, hans Levned og hans videnskabelige Sager, hvoraf især Farvelæren beskjæftigede mig meget. I en senere Tid har jeg ogsaa indtaget en stor Del af Søren Kierkegaards Skrifter paa gaaende Fod. Det har altid syntes mig at forhøie Indtrykket, naar jeg læser ude. Omgivelserne danne en skjøn Ramme, og de Drømme der under Betragtning af Naturen komme af sig selv, faae et eget Liv, naar de gjennemtrækkes af de store Forfatteres Tanker, man ved Læsningen er opfyldt af.

Goethe gjorde jeg altsaa nu et grundigt Bekjendtskab med. Den første der laante mig nogle Bind af ham, var Israel Levin, men jeg vilde selv eie hans samlede Skrifter. For at opnaae dette tog jeg Mod til mig og bad Reitzel om at maatte afbetale dem efterhaanden. Den godmodige Mand tilstod mig det smilende, i Erindring om min Fader. Han kunde ogsaa være ganske rolig, til ikke at betale en Gjæld havde jeg altfor lidt Erfaring.

Men min kjære Moder kunde ikke være saa ganske rolig. Saameget hun end havde læst med os, havde hun altid holdt Goethe udenfor Huset. Hun lagde ham hen til samme Side som den hende ligesaa lidt tiltalende franske Litteratur. Imidlertid var hendes og alle Moralisters Frygt dog ikke saa begrundet, som den med Bøgerne paa Bordet lettelig kan bevises at være.

Vi var hidsige, og vi forfegtede til sidste Ord en Digters Ret til at give sit Billede helt, og vi væbnede os med filosofiske Fraser. Men Moder kunde ligefuldt med fuld Føie svare: I mener det ikke. Hun tænkte paa Digterens Frivolitet, hvorom vi ganske rigtig intet mente; men vi kunde ikke blive enig med hende, fordi hun havde sin gode Grund til ikke at ville høre noget om Kunstens Herlighed. Imidlertid var Moders Ord ikke uden Magt over mig, det har de aldrig været.

Shakespeare dukkede paa samme Tid eller vel lidt senere op over min hjemlige Horizont, thi for Moder havde ogsaa han været for stærk. Men jeg havde min Ven Lunddahl at dele min Fryd med, og hos ham gik jeg ikke feil. Han kunde Replikerne af Foersoms Oversættelse udenad, og var istand til at give Falstaff paa staaende Fod. Ikke mindre at tage til sin klangfulde Bas i Stumper af , Othello og Kong Lear, heller ikke mindre i det mindste i Aanden at sætte sit Liv til for Desdemona og Imogen.

Med vore hjemlige Digtere gik det mig ikke særdeles godt. Oehlenschlæger har aldrig ret været min Mand. Jeg savnede hos ham, hvad der er en Digters rette Rustkammer, Charakterens Styrke og Lidenskabernes Kogekjedel.

Af vore Lyrikere satte jeg ubetinget Poul Møller høist, saa lidt han end har skrevet. Det var atter Charakteren, der tiltalte. Med Christian Winther, som var Datidens udkaarne, næsten eneherskende Sanger, gik det mig omtrent som med Goethe. Samme Tankegang, som jeg anvendte paa de største Digtere, fulgte jeg i det Hele ved alt, hvad jeg læste af skjøn Litteratur, og i den Tid læste jeg overmaade meget i den Retning. Siden har jeg læst meget lidt udenfor mine videnskabelige Studier; kun til Tider igjen vovet mig ud paa Kunstens bevægelige Hav, men ellers mest maattet tære paa Indtrykkene fra Ungdommens Dage. Selv at forsøge mig som Digter, var der i den Tid af mit Liv ingen Tanke om, ikke engang en Forudfølelse af, at det nogensinde kunde skee.

Universitetsstudiet blev derved en Del splittet og forsinket. Imidlertid kom det mig tilgode, at jeg, siden jeg fik den forunderlige drømmende Lediggang, som jeg led saameget af i min Skoletid, aflagt, har været overordentlig flittig i al boglig Kunst. Trods alt hvad jeg fik Tid til, holdt jeg mig dog ligesaa stadig til mine theologiske Lectier som nogen anden flittig Student. Jeg saae mig ogsaa i dette Fag ganske vist videre om, end hvad der forlangtes i Collegiehefterne og i den Anvisning til at gjøre sig færdig paa tre Aar, som Professor overrakte os. Jeg sled i den hegelske Filosofi, saa mit Hoved knagede, men jeg forsømte heller ikke de skjønne speculative Værker, hvori hans Disciple af christelig Retning søgte med hans Tryllestav at tugte gammel Theologi til at flyde i klarede Strømme gjennem Nutidens Hjærner. Stort troede jeg ikke paa nogen af Delene, men jeg havde endnu intet andet at holde mig til, og jeg gjorde min Pligt med at lære Kunststykket. I Følelsen af, at det var, hvad det idetmindste for mig ogsaa i Virkeligheden var en Skolelectie, indrettede jeg mig ogsaa ganske ordentlig derefter, i Haab om dog om muligt at kunne gjøre Clausens Anvisning Fyldest. Et ganske forgjæves Haab, Gud vilde det anderledes.