Читать книгу: «Absalons Brønd», страница 4

"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret.

"Om jeg gjør! Jeg elsker den – der er ikke Mage til By i hele Verden!"

"Vaas!" snærrede Duborg.

"Nei, det er slet ikke Vaas! Jeg kjender da i alt Fald ikke saa en smuk By – og Du heller ikke – nei, Du gjør ikke! – Ja, jeg veed meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin: Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de deilige Former, Vorherre har givet dem – hertillands aner man jo slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med – og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft – det er sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!"

"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet.

"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender Kjøbenhavn!"

"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten."

"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det har De Ret i! – Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi, eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen."

"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade."

"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning! Nei, Folk er utrolige – jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil – paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger – har De været der?"

"Nei, jeg har aldrig været udenlands."

"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed De, hvad saa jeg skulde være?"

"Nei!"

"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! – Første Dag begyndte vi med 'Strøget' – naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse, lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane det Blegrøde igjennem – den Farvecombination er slet ikke til at gjengive! – Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne, Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren – ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen – i alt Fald theoretisk – og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade Asphalt – bleggult, dirrende Lys – charmant! Men lad os nu alligevel holde os til Middagstiden! – Tænk blot, hvad der er at se paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket – det kan ogsaa være det Samme! – men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt, fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt – det er storartet! – Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes, Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa Vognene – det er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt, der baade er Vegetarianer og Fredsven – jeg er nu kun Fredsven! – han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er Ambulancesoldaterne – men det kan jeg nu ikke være med til – jeg har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om det stockholmske Blodbad – som jeg forresten heller ikke har seet – men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud – de ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede – pragtfuldt, siger jeg!"

"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg.

"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! – Tænk saa blot paa Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset – se paa Trappegavlene der! Der er ikke noget andet Land i Verden end Danmark – og Skaane, naturligvis – hvor Kirkebygninger har Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten – hvadbehager! – Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra Rundetaarn – der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner."

"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset.

"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen bygger en Kasse op der, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis saa kjøn som Ruinerne. – Det var ogsaa stor Synd, de kuplede Marmorkirken færdig – den var ti Gange mere malerisk som Ruin!"

"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til at bygge den op. – Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa Kirkepladsen: Papaver Rhoeas og mange andre sjeldne Planter midt inde i Byen, – ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum i Rom."

"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner – og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!"

"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet.

"Nei – jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!"

"De er maaske saadan radical?"

"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke have, jeg skal være conservativ? – Nei, duer en Kunsner noget, maa han altid være i Opposition – beredt til at holde den hellige Ild vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller et Afgudsbillede i Løbet."

"Talemaader!" indskjød Duborg.

"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed – Gud fri os for den. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele, saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver maa der til! Derfor holder jeg ogsaa – skjøndt jeg er Republikaner af Princip – naturligvis – det er vi vel forresten Allesammen – "

"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. – Naa, det er nu ikke for det: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede – ja, undskyld, at jeg siger det saa ligefrem – men de troer, at Kjøbenhavn er hele Landet!"

"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret.

"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg.

"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig umotiveret, "og Berner er da ogsaa – "

"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner – naturligvis – saa holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og Vagtparade – malerisk, forstaaer sig – det liver nemlig op i Landskabet og giver Kulører."

Berner smilte. – "Det var jo ogsaa et Forsvar for Kongedømmet!" sagde han.

"Ja, kan De levere et bedre?" spurgte Holst.

"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok – jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden."

"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op. "Kan man virkelig være det!"

"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten navnlig altid har beundret ved Enevælden – baade herhjemme og andensteds – er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod – jeg vil slet ikke tale om et socialistisk Fremtidssamfund – den bliver ganske naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden."

"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i al Almindelighed er nok til – "

Berner rystede paa Hovedet.

"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!"

"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa Enden," bemærkede Terndrup.

"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!"

"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti – og hvor vi slet ikke skal hen."

"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' – hvor skal vi ikke hen?"

"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved Maalet, men altid har krydset sig frem?"

"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst.

"Og det, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er, fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! – De husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost."

"Ja, hvad saa?"

"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei."

"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst.

"Men hvilken er det?" spurgte Berner med et lunt Smil. "Er det, forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der drager En mod Syd – man kan jo paastaa begge Dele!"

Holst betænkte sig, lo saa og svarede:

"Det er den, der trækker i ret Sydost – naturligvis – jeg forstaaer mig ikke paa at krydse! – Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg vilde have sagt – det gjør jeg nu forresten altid! – Det var Farverne, troer jeg, jeg slap ved – jeg elsker Farver!"

"Ja, Du er jo farvegal!" sagde Duborg.

"Det skulde Du nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent Farvedelirium! – Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned imod Kjøbmagergade – det var et storartet Syn! Gaden var som klippet ud af en Holbergsk Komedie – spidse Tage og glade Kviste, naar man saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner – jeg troer da, det er Lindekroner – ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium – jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!"

"Og for Parentheser!" knurrede Duborg.

"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner, "og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms Fremtid, planter Lind – Parvenuer nøies med Elm – den groer hurtigere!"

"Det er meget muligt – men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken – jeg beder Dem blot erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer – der er ikke saa pragtfuld en Uniform i hele Armeen! – Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige det, et storartet Billede!"

"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup.

"Det var der sgu Ingen, der kjøbte – naturligvis – det hænger hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!"

– Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad – alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden – og sig selv – at fortsætte.

KAPITEL X

Hver Fredag Eftermiddag, naar Marie kom fra Theatret, stillede hun hos Jomfru Buxbom – det blev en fast Regel. Saa kunde hun jo nemlig meddele Repertoiret for den kommende Uge, hvilket Jomfruen, skjøndt hun næsten aldrig mere kom paa Komedie, dog havde den største Interesse af at vide Besked om to, tre Timer førend almindelige Dødelige kunde læse sig det til i Aftenaviserne. Repertoiret refereredes, og Repertoiret kritiseredes, og saa fortalte Marie Løst og Fast derovrefra – Jomfru Buxbom gjorde ligefrem Kaffegilde paa hende, og selv Madam Asters udbad sig speciel Invitation til et saadant.

Det var jo endnu kun Smaatræk af det daglige Liv og den daglige Undervisning paa Theatret, som Marie kunde fortælle, men ogsaa det var jo høist interessant; i alt Fald var hun selv uhyre optagen deraf og syntes, at alle Andre ogsaa maatte være det.

Øverst oppe i Theatret, paa "femte Sal", laa "Dansebørnene"s Værelse med Ovenlys, Skabe med struttende hvide Skjørter langs den ene Væg, og langs den anden Toiletbordene med de bevægelige Speile og Skuffer til Sminke og Pudder.

Med bankende Hjerte traadte hun hver Morgen præcis Klokken Halvni ind i Dansesalen. Gulvet her skraanede som Scenens Gulv, der var Barrer af forskjellig Høide langs med Siderne og store Speile – man kunde næsten blive bange for sig selv, syntes hun.

Paa den høie Stol med Lædersædet placerede Repetiteuren sig med sin Violin, saa kom Børnenes Lærer, i sort Fløils Frakke og bred, hvid Krave, Pigerne neiede og Drengene bukkede, og saa begyndte Undervisningen.

Naar den efter en god Times Forløb var endt, kom man igjen op paa Værelset, fik Dansetøiet af og "Gadetøiet" paa, blev stundom sendt et Ærinde i Byen for en af de Voxne, spiste Frokost og begyndte saa paa "Læseskolen" Klokken Halvtolv.

Den var ikke fuldt saa morsom som Danseskolen, men hyppig – alt for hyppig, mente Lærerne og Lærerinden – blev Undervisningen afbrudt af Prøver. Man var iforveien sagt til af Ballettens Bud og sad i spændt Forventning – Tankerne var langt fra Geographien eller Naturhistorien – endelig ringede det, og man skyndte sig ned paa Scenen.

Det var helt underligt ved de forberedende Prøver at se Herrerne i almindeligt Dansetøi med Sværd ved Siden og de Underofficerer, der blev brugt som Statister, kjæmpe i Uniform paa Grathe Hede uden rigtige Decorationer, og det var forfærdeligt irriterende hvert Øieblik at høre Capelmesteren slaa to skarpe Slag med Tactstokken i Nodepulten, standse Orchestret og bede det tage saa og saa mange Tacter om.

Generalprøven, det var rigtignok noget Andet: det var som en complet Forestilling. Tilskuerpladsen var oplyst, Chef og Embedsmænd sad paa Kongesiden paa en af de første Rækker, og Alle, der hørte Theatret til, Costumerede og Ikke-Costumerede, fyldte Parkettet. Der blev kritiseret – og kritiseret skarpt – Theatermaleren saae første Gang sine nye Decorationer med den rette Staffage, og Theaterskrædderen beundrede sine egne Dragter.

Men selv om der ikke var Prøver, var der dog nok at se, nok at drøfte.

Hver Formiddag blev de Dragter, som Børnene skulde bruge om Aftenen, bragt op paa deres Værelser, og broget kunde der da se ud derinde, naar Englevinger, Troldemasker, Spyd og Skjolde hang paa Knagerne mellem de pailletterede Skjørter.

Til daglig Brug var der interessantest paa Forbindelsesgangen over Heibergsgade. Her laa nemlig Rekvisiterne, som skulde bruges om Aftenen: gyldne Bægre, Frugter, Fjerkræ, Skinker og Kransekager – Alt kunstfærdigt fremstillet af Pap – og stod en Ballet som "Napoli" eller en Opera som "Aladdin" paa Repertoiret, var der en hel Opdækning af Muslingeskaller og Kurve fyldte med Juveler, som repræsenterede mindst to Keiserdømmers Skatkamre.

Smaa Udflugter paa forbudent Territorium havde Marie ogsaa gjort. Inde paa Maskinloftet over Sidekulisserne havde hun været med en ældre Kamerat – de listede sig derind fra Dansesalen forat høre paa en ny Tenor, der gjorde Prøve for Capelmesteren og Directionen. Her gjaldt det om ikke at snuble i Mørket, thi Tove, stramme og "slikkede", krydsede vildsomt hinanden, som Takkelagen paa en gammel Orlogsmand, og der var hundrede Blokke og Tailler at falde over. Bøiede man sig ud over Rækværket og saae ned paa Scenen, var der saa dybt som i en Afgrund, men saae man opad, op mellem Soffiter og Herter, syntes Afstanden endnu større: Løbebroerne hang som gyngende Fjeldstier oppe mellem Bagtæpperne, og allerøverst oppe, hvor Øiet slet ikke kunde naa hen, der var Snoreloftet.

Det var et stort Øieblik for hende, da hun første Gang nede i Regisseurens Værelse hentede sine Skopenge for den forløbne Maaned; stort var Beløbet ikke, men det var selverhvervet Formue. Regisseuren var lidt nerveus: han havde just faaet to Sygemeldinger, saa der maatte spilles paa rød Placat, men et Par venlige Ord havde han dog til hende, og hun var ikke lidt stolt, da hun med sine Penge i Haanden ganske langsomt gik forbi Skuespillernes Foyer, hvor Døren stod aaben, og kastede et Blik ind i den fornemt hyggelige Sal, med Portraiterne af de henfarne Koryphæer paa Væggene.

Om Alt det og om meget, meget Andet kunde Marie fortælle. Jomfru Buxbom var lutter Øre og lutter Beundring – og denne Beundring var medvirkende til, at Jomfruen igjen skiftede Præst.

Pastor Knastrup havde nemlig en Søndag, da han prædikede til Aftensang, talt mod Theatret og tilladt sig at kalde dette for "Satans Tempel", og det var dog Jomfru Buxbom for meget. – "Theatret, som min salig Fader har virket ved syvogtyve Aar," sagde hun til Terndrup, "Theatret, hvor jeg selv har havt mine skjønneste og uskyldigste Glæder, og hvor Mie, den lille Guds Engel, danser rundt med hvide Vinger paa – det kalder han for Satans Tempel! Nei, jeg vil ikke høre den Person tiere!"

Og efter dette mente Terndrup, at Pastor Jespersens Actier i Lænestolen igjen maatte siges at staa al pari.