Min gamle Kammerat

– Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg mødes og trykke hinanden krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet Blik. —

Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han:

– Ja – den stakkes Elisabeth.

– Hvorfor – hvad er hun nu – hun er er vel gift?

– Nej – hun hævede sin Forlovelse – den Vinter – den Vinter – den sidste Vinter hævede hun den pludselig —

– Hvem var han? Var det ikke Thorsen?

– Jo – véd du, hun handlede ret – han havde forlovet sig med den rige Pige —

– Men – naa ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham.

– Og han tog imod det – uden videre – lod hende gaa?

– Min Ven, hvad skulde han gjøre? Han havde atten hundrede Kroner om Aaret, og Elisabeth havde brugt det tredobbelte til sine Kjoler. – Han var meget bedrøvet, tror jeg … – Nu i Foraaret blev han gift —

– Saa stor var Bedrøvelsen … Aa ja … Min Ven tog sig ned over Øjnene.

– Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme. Hjertesorg og Hjertesorg er to Ting – og den er ikke ens for alle —

– Og hvordan gik det saa ellers —

– Fa'er holdt det gaaende til det sidste, – Aa – den sidste Tid – du, da jeg vidste alting. Hverdan det hele hang i en Traad, da de støvede rundt efter Penge til vore Vexler – og det drejede sig om timer. Bankerne, forstaar du, var begyndt at blive forsigtige, de holdt sig tilbage og vægrede sig og gjorde Ophævelser … og akcepterede ikke mer….

– Jeg husker en Gang – der var blevet præsenteret en Vexel i Banken, saa kom der Bud tilbage, at Direktøren ønskede gjerne at tale med Fa'er personlig —

Jeg var i Kontoret hos Fa'er, da Buddet kom. —

Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt.

– Og Vexlen? sagde han.

– Ja – den blev ikke akcepteret. – Direktøren sagde en Formfejl.

– Godt. – Vil De ringe – der skal spændes for —

– Før gik Fa'er altid. Men i den sidste Tid holdt han mest af at kjøre. – Jeg tror, det var for at skjule sig, forstaar du, være alene den Tid ialfald – og saa vel ogsaa for at vise Vognen —

Fa'er var bleg som et Lig, da han skulde afsted.

Han stod lidt foran Spejlet.

– Ser jeg meget daarlig ud, spurgte han.

– Aa nej – som du plejer.

– Hvad vil det sige med Vexlen? spurgte jeg sagte.

– Hvad det vil sige? Og Fa'er sænkede Stemmen: Hvad det vil sige. De har ingen Tillid mere. —

– Aa du, aldrig skal jeg glemme Tonen i de Ord.

– Saa kjørte han.

Kassereren og jeg ventede i Dødens Angst – det havde været Ruinen, om det ikke var gaaet i Orden, ser du, Ruinen strax – og redningsløst.

– Der gik en halv Time, før Fa'er kom tilbage.

Kassereren turde ikke spørge, da han kom ind i Kontoret.

Men Fa'er havde sin gamle fornemme Haandbevægelse fra de gode Dage, da han sagde:

– Det var naturligvis en Misforstaaelse, gode Carlsen. Direktøren bad mig undskylde….

Men det var ikke forbi med den Dag, og værre Dage kom.

Du kjender den ikke, den Vexelpine, som grubler og regner og fortvivler og haaber og atter fortvivler.

Nu var det Spil – bare fortvivlet Spil.

Inden Klokken tolv skulde Pengene skaffes – tusinder, du, titusinder tit – og Klokken ti naar han kom paa Kontoret, vidste Fader ikke mer, hvor han skulde ta'e disse titusinder end du og jeg….

For der var ingen Beregning mer, intet Haab mer – desværre – Bare at hale det ud, at haane det, som maatte komme, narre Ruinen og Elendigheden for en Dag….

Saa kom disse to Timer fra 10 til 12 med Grubien og Regnen og Hitten paa Udveje og Prøven paa Laan og Breve skrevet med rystende Pen og … og med Livet i Hænderne ventedes vore Bude fra Bankerne, og vi omlagde Beløb og vi prolongerede Vexler – Blot at faa Renterne, blot at faa dem.

Alt Liv, hele Tilværelsen opsugedes af disse to Timer. Dette græsselige Mareridt af Venten og Plattenslageri – ja, du for det blev det – og af Angst.

Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv. Jeg kunde ikke blive i Fa'ers Kontor – det vilde vække Opsigt. Og han havde jo desuden Besøg – ; han maatte sidde der, Kvarter efter Kvarter; og maatte tale om ligegyldige Ting og høre paa Middagsreferater fra tykmavede Etatsraader – mens han sad i Dødsskræk for hele Existensen —

Nej – derinde kunde jeg ikke være.

Ofte gik jeg oppe i Spisestuen rundt om Bordet – lange Tider. Det var som det dulmede.

Mo'er kom ind.

– Hvad er der dog, Kristian? sagde hun. Du piler rundt. Har du Tandpine?

– Hvad er der dog i Veien….

– Ingenting – jeg tænkte bare paa noget.

Og jeg gik, for ikke at gjøre hende urolig.

Hjemme kunde jeg ikke være, og ude heller ikke.

Jeg kunde gaa paa Gaden, tvinge mig til at læse paa Plakater, se ind ad Butiksruder – og lige med et fo'r det i mig: Det er sket – det er kommet.

Og angst løb jeg hjem, og nærmede jeg mig Torvet, turde jeg alligevel ikke gaa hjem.

– Tænk, om det var sket….

En Dag havde Fader givet Ordre til, at at han ikke vilde forstyrres. Ingen maatte gaa ind til ham. – Jeg vidste, hvad det betød, at det var det yderste.

Jeg gik ind i Kontoret. Fader sad ved Skrivebordet. Panden havde han lagt ned mod Bordkanten; hele Figuren var som sammenfalden. Jeg stod lidt og ventede. Saa løftede Fader Hovedet og sukkede og tog hastig fat paa et Brev.

Jeg gik et Par Skridt, og han hørte mig og fo'r sammen.

– Er det dig, sagde han barsk, hvad vil du?

Jeg saa paa hans Ansigt, og jeg kjendte ham næppe igjen. Saa angstfuldt og sløvt et Blik paa samme Tid.

– Men Fa'er, sagde jeg, Fa'er er der da … intet Haab?

Men et Nu efter – ved jeg hvordan – laa vi med Hovedet ind til hinanden, og Fa'er, han – græd med Hovedet mod min Skulder.

– Naa – saa til Arbejdet, sagde han, saa længe der er Liv, er der Haab.

Og aldrig glemte han at sige: Intet til Moer – ikke et Ord til Mo'er… Hun maa ikke ane det, hun vilde ikke overleve det.

Hun overlevede det.

Og naar saa Pengene var skaffet, og Budene kom hjem fra Bankerne og Vexlerne var i Orden – saa var det, som en ubændig Trang til at leve, til at nyde, kom over Fader.