Et Ægteskabs Historie

»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De baade Dem selv og mig? – Der vil komme en Dag, hvor De vil angre det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker jeg under, da er Skylden Deres.«

»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er da kun deres egen Svaghed, – og en saadan Svaghed er foragtelig.«

»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed. »Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt, men De vil ikke.«

»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den, De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere Erkjendelse – det er mit bedste Ønske for Dem.«

»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han.

»Ja – alt.«

»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.«

Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked. Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige, at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde, dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg, saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. —

Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte Tilværelsen for ham?

Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod hans Hustru.

Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at opdrage paa?

Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre Mænd – at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? – Men nu skulde det have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere. Sandheden skulde hun høre af ham. —

Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet, jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem. Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning, hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød.

Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig, hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.

Minna sad ved Vinduet og syede.

Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget usædvanligt i hans Adfærd.

Saa tav de en Tidlang begge to.

»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider.

»Naa – det var jo rart.«

Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning dertil.

»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.«

»Herregud – kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.«

»Men du skal. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« —

Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til en voxende Bitterhed. – »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt, selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.«

Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt var blegt, da hun spurgte:

»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd har gjort dig?«

»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har gravet mellem os. Fordi ....«

»Aa – du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. – »Jeg ved det hele. Det er hende – din dydige Veninde, der er traadt imellem os. – Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her over. – Men gjør kun, hvad du vil« – Minna skreg Ordene frem – »Jeg hader dig og hende og jer allesammen …«

»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde. »For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig. Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa – nu er det sagt, og Enden faar blive, hvad den vil …«

Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse, hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.

»Aa Gud – aa Gud – saa slet kan jeg dog ikke have været!« – —

Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet.

»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod – du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.«

»Men du – hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. – »Hvem siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig – fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....«

Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen, idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. —

Hun havde en Gang før – i Begyndelsen af deres Ægteskab – rettet en lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen Sandhed deri. – Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende saa haardt til?

»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav Stemme. »Ja – jeg vilde ønske, at det ikke var sket.«

»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil leve under Tag med dig.«

»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.«

Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor, gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde han maaske ikke være gaaet.

Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. Det syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu, da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast og pligtopfyldende Hustru.

Nej – saa vidt burde han ikke have ladet det komme. – Men var det alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens hans Hjærte var opfyldt af en anden – hende, som han vidste aldrig kunde blive hans? —

Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord, som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste Ting – for Husfredens Skyld.

Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel, medens hendes Mand rejste til Udlandet – i Forretningsanliggender hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland.

XIII

Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt Vintervejr det Aar.

Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej mellem Langelinie og »Tre Kroner«.

Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store Bunker.

»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende.

Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det gaa strygende løs med Baller og Middage.

Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger, der kom ind.

Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.

Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit udleverede Fjerdingspund Svinefedt, syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. —

Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til »bedre« Folk – hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod – mindre gavmild af sig – med en meget ringe Løn. Han er ikke en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret, og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige Klædningsstykke lige saa godt som hin.

Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere, Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det egentlige store Proletariat.

De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være bedre, end den er i Virkeligheden.

Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige.

Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i Størstedelen af sin Levetid.

Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se Sønnen vinde frem i Verden.

At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største Forventninger om sin Søns Talent.

Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige Kunstudstilling – dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind – var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. —

Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle, stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham.

Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet bestilt!« – hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk Blik – allermindst for Sønnens Arbejde.

Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget rigtigt og sige – »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for hele Kunstakademiet. —

Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig mærke dermed.

Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive lykkelig ogsaa i det Kapitel.

Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete af Minna.

»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv, halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv vidste af.

Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige lukt ud i Stranden.«

Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke ham ved. —

Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget, der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten.

Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle, under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng.

I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre kjærtegnede Barnet – kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter, dannede en Undtagelse fra denne Regel – og hun havde mere end en Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang.

Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust bort. —

Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke, selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem – det var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende – og han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa ham.

Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa, hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han tog sig det. —

Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle Mand.

Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde, som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne.

Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri, de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde Skipperne ikke Tid til at vente paa.

Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det ikke lykkes ham at blive færdig med. —

Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det, eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn.

Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst.

Saa var det Dagen før Nytaarsaften.

Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat paany.

Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i dem for at berøve dem deres Vinterpynt.

Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster paa Ruden.

Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen.

Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede at divertere Nabolagets kjønne Tjenestepiger, syntes de at fryse fast undervejs og blive hængende som bedrøvelige Istapper ved hans smilende Læber.

Og udenfor vedblev Blæsten at ruske i Grenene, medens Sneen frøs fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten.

Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og haard – thi det var jo en Livssag for den at yde den størst mulige Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtræde for at opløse den til lutter Vand og Søle.

Men foreløbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til, saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det, der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Værelser med en muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at slaa op om Ørene, hvis de færdes ude.

Og selv de, der havde slige Hjælpemidler til at trodse Kulden, foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Nødsfald. Følgelig var der mere end sædvanlig øde ude paa Vejene mellem de smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens Haandhæver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporløst. —

Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne fra et forstemt Klaver banede sig spædt og klynkende Vej gjennem omhyggelig stængede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder.

Oppe fra den frostklare, mørkeblaa Luft blinkede en ensom Stjærne ligesom et fjærnt Øje ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen Hund, der havde været letsindig nok til at strejfe omkring i et saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dør, der lige var bleven lukket. – Ellers var der tomt og stille overalt.

I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde særlig Mærke til det, fordi der ellers var mørkt og slukket rundt omkring. Klokken var lidt over ti.

I dette Hus og i det samme Kvistværelse, hvorfra Lyset skinnede, boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen i Etagen neden under.

Det var forøvrigt et ganske pænt og rummeligt Værelse med en lille Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved Vinduet.

Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der ikke havde manglet én Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedeværelse derfor var tilstrækkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et trist og uvenligt Præg.

Der var ingen Ild i Kakkelovnen. —

Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svøbt sig ind i sin Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, blød Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen.

»Jeg maa dog være oppe, hvis han skulde komme,« havde han sagt til sig selv. Og saa havde han Time for Time tøvet med at gaa til Ro, skjønt en varm Seng, selv om den ikke hører til de allerbedst opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen.

Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men først efter en hel Del Betænkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen anden Udvej tilovers.

Naa – Herregud – en gammel Mand kunde vel være bekjendt at bede sin Søn om Hjælp i en snæver Vending. Han vidste, at Henning gjærne hjalp ham, naar han bare kunde, men han vilde nødig falde ham til Byrde.

Baade for sin egen og Sønnens Skyld havde han dog ikke villet skrive ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hænde, at andre fik Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af følgende Indhold:

»Min kjære Søn!

Er det dig muligt, da se ud til mig i Løbet af Dagen. Jeg vilde gjærne tale med dig, men har ondt ved at komme til Byen i det slemme Vejr.

Din kjærlig hengivne Fader P. Bentsen.«

Han ventede længselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni – ti – den gik stærkt til elleve.

Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen være syg derinde. Det faldt ham et Øjeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu – som han alligevel haabede – intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa – det kunde jo for den Sags Skyld være lige meget; det var jo hans Børn. Men Huset var nu en Gang blevet fremmed for ham, og det var saa længe siden, han havde været der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til den næste Dag.

Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af Kulden. Men ingen kom. Saa tørnede han omsider i Seng, men saa forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og Aftensmaden over. —

Tidlig den næste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke været en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blændrammer og Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjøre Tjeneste som Brændsel.

Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa den gamle Mand, der havde Møje med at skjule, at Tænderne klaprede i Munden paa ham.

»For Guds Skyld, Fader,« sagde han i en bekymret Tone, »hvorfor har du ikke før ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det først i Morges.«

»Aa – bryd dig aldrig om det,« mumlede den gamle. »Moneterne er slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig værd at tage sig det saa nær for en Gangs Skyld,« tilføjede han med et bedrøveligt Forsøg paa at synes oprømt.

»Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader,« sagde Henning. »Det er dog for galt. – Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du trænger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.«

»Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,« svarede den gamle lidt forlegen. »Den forbandede Gigt har sat sig i mit venstre Ben. Jeg vilde gjøre en daarlig Figur hos dig, hvis du skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.«

»Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forældre. Følg nu blot hjem med; saa kan din Værtinde gjøre i Stand her oppe imidlertid og faa Værelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.«

»Nej, nej, lille Henning,« svarede den gamle; »jeg bliver hellere her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.«

»Naa, som du vil, Fader,« sagde Henning. »Men lad os saa sørge for, at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.«

Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at forsyne den gamle med, hvad han behøvede.

»Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,« sagde Henning endnu en Gang, idet han nærmede sig Døren.

»Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang – til næste Aar, om Gud vil, at jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at være bedre oppe,« tilføjede den gamle med et melankolsk Smil.

»Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mørkt.«

Henning gik, men han kunde ikke lade være at tænke paa det uhyggelig kolde Værelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud.

Han følte Samvittighedsnag over, at han ikke havde sørget bedre for den gamle Mand, men det pinte ham næsten endnu mere at tænke paa, at han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte frygte for stygge og ubehagelige Scener. —

Tusmørket havde allerede lagt sig over de snedækkede Gader og Veje og syntes at svøbe sig i tætte Folder om Lygtepælene. Vognene rullede med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under Fødderne paa de Fodgængere, som endnu var ude for at gjøre nogle Extraindkjøb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften.

Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre Handlende holdt aabent endnu.

De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske enkeltvis med et svagt, forskræmt Knald, ligesom de var sig bevidste, at der endnu var længe til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at blive mere højrøstede, alt som Aftenen skred frem. Der hørtes endog, som Ihukommelse af den ærværdige Skik at slaa Potter paa Dørene, nu og da et solidt Drøn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at blegne af Misundelse. —

Og selv de sidste Fodgængere forsvandt, for enten i Familielivets hyggelige Skjød eller henne paa Kaféen, sammen med andre enlige Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen.

Selv for Urtekræmmersvenden paa Hjørnet slog endelig Befrielsens Time, og med en Stemme, der skælvede – hvad enten det var af Kulden eller af længselsfuld Forventning om de Glæder, han ventede sig af Aarets sidste Aften – bød han Karlen at sætte Skodderne for.