Et Ægteskabs Historie

XVI

Flotte Schmidt havde i sin Tid været en yndet Skuespiller i Provinserne.

Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og især havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder Ebbesen i »Elverhøj«, Peter i »Capriciosa«, Jokum i »En Søndag paa Amager« o. s. v.

Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra den Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori ivrige Kunstvenner tolkede ham deres Beundring.

Han havde rigtignok allerede den Gang været godt oppe i fyrrerne, men hans Figur var rank og smækker, Haaret fyldigt og skinnende sort, Øjnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde kjendt til den ødelæggende Theatersminke. Eller muligvis var det kun Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre Skjønhedsmidler baade ved Scenens kunstige og ved Dagens naturlige Lys.

Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været saa fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa en Provinsscenes Brædder.

Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da hans Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører, Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod den feterede Første-Elsker.

Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været paa Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i Grunden aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han upaatvivlelig endnu have kunnet hævde sin Rang som en første Klasses Skuespiller blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ældre, og maaske ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke til den omtalte Smule Læspen – den, som de unge Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet allerkæreste blød og indsmigrende. —

Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder.

Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været død halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes Hus.

Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave – men med omhyggelig friseret Paryk – til den følsomme Enke.

Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende smerteligt Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel Verden af haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam Henriksens gode Hjærte kunde modstaa.

Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med at gifte sig med ham.

Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. —

Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen, havde han ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to af Hr. Schmidts Yndlingsudtryk.

Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en ædel og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere dyrebar end alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen.

Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste Betydning, thi han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele Bedriften og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige Følelse, at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i Morgen.

Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte at længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da det gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperækkens flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer.

Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag. Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og han mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende Mesterskab) længere formaaede at vække hans indslumrede Livsaander.

Madam Henriksen – eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes – blev alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden – med Undtagelse af det eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt – var en fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var.

Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser kunde ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding.

Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig – thi trods sin Kones Svaghed overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende – og betroede hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet paa.

Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere Stilling – som Direktør i egen Person.

Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke – naar det gjorde Lykke – fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet i et helt Aar.

Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende, at han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser. Han kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte en elsket Hustru for Skinsygens Lidelser.

Nej – han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende Præstationer, vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun, hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik for det praktiske, kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han sørgede for Publikums aandelige Bespisning. —

Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal, naar blot det kjære Barn vilde føje ham.

Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenværende Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen, hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun var taabelig nok til at gaa ind paa det.

Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning.

Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke, ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven forvandlet til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens Modstand; Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektør. —

Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter den anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab.

Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held.

Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin Tid, var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods sin højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og – hvad der var det værste – efter et Par Sæsoners Forløb havde flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge.

Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige Aar for Madam Schmidt og hendes Datter – Frugten af hendes andet Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen Livsarving.

Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-Elsker efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør, maatte atter søge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv kunde opholde Livet ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede sig og deres Barn ved at koge for Herskaber.

I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans Særheder og hørte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som hun til sin egen Skade fra først af havde vist den uimodstaaelige.

Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som han altid trængte til.

Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin Datter, men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det rene med, hvorledes Sagerne stod.

Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes Moder havde lært i Modgangens Skole.

Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis Tilfredsstillelse de ikke nænnede at nægte ham.

Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr. Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige jævnaldrende unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter for at faa Raad til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa smukt i al dens Tarvelighed.

Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev syg og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura, der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen Mand kunde have misundt hende.

Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders mange Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt.

Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør, havde den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid efter ikke bragte den Sag paa Bane.

Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten – de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke give hende store Tanker om den – og hun kunde ikke tænke sig noget skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske.

Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om, at hun virkelig havde Talent.

Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit møjsommelige Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode dramatiske Forfattere, og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt hende at aflægge Prøve for det kgl. Theaters Styrelse.

Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid Forskjel paa.

Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale om, at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa egen Haand uddanne sig i Sang og Musik.

Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde – Timer i en Skole, Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens Modemagasiner – og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til Theatret.

Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom; den fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa Grund af de knappe Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde meldt sig en fjærn Slægtning af den gode Dame som Konkurrent til Pladsen.

Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse Omstændigheder skulde gribe Sagen an.

Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt.

Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved, thi det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke lykkedes hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med, at hun gjorde det for sin Moders Skyld.

Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa hendes Rygte.

Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen, græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra Theatret. Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt Mod til at gjøre Forsøget.

Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal; alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse denne Opgave – skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end hun havde tænkt sig den – og hun spillede saa frejdig, som om hun havde befundet sig ganske i sit rette Element.

Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der som oftest var et Anstrøg af Frivolitet.

Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse, det kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. —

Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad og saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet af hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende ganske paa samme Maade.

Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. —

Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at komme ind paa Scenen.

Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges henimod ham mod hendes Vilje.

Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, næsten ærbødige Blik, og det var

det

, der blev hende helt utaaleligt.

Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes end det øvrige Publikums.

Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over Komedien.

I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes Bevæggrund var. —

Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med en Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer vilde blive borte.

Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske og klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse Dumheder.

Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før hun skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for første Gang traf den ubekjendte.

Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev paafaldende. —

Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han anmodede hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere, skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den Opmærksomhed at udføre dette Arbejde.

Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind, at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa ét, hvem der malede Portrætet.

Saa gik hun derud.

XVII

Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det lille Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde Porte, og Personalet – hele Flokken med Undtagelse af den fejrede Primadonna – var atter paa Vandring.

Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt, at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa Sommertheatret.

Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel for at være mindre overensstemmende med »det kongeliges« Værdighed at aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra en Scene af saa tvivlsom Rang.

Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om at debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende sig til rette Vedkommende.

Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa synderlig glimrende Vilkaar.

Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne strænge Aar.

Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt det øvrige. – Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren.

I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens private Bolig.

Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig selv gaaet ind derpaa.

Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.

Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.

Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham.

Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.

Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde synes paatrængende.

Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse.

Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. – Og han kunde vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. —

Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet mellem dem fuldstændig.

Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans Selvbebrejdelser.

De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham borte, netop naar han allermest længtes til hende. —

Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind.

Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af Efteraaret.

Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret, at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.

Han var – uden nogen bestemt Grund – i en friskere Stemning, end han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning, at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.

Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig Bekymringer, som han godt kunde spare sig.

Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det – det var da ingen Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.

Og desuden – Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.

Men hvad den unge Pige angik? – han havde jo ingen Forpligtelse til at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller ulykkelig gift – noget, som det maaske slet ikke interesserede hende at faa at vide. – —

Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og Hygge.

Det var hen ad Middag, da Henning gik derud – paa den Tid, hun plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde lidt paa Billedet saa længe.

Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.

Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle Plads.

Hr. Schmidt saa forundret paa ham.

»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem? Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«

»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det bort?«

»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet, saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«

Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke op. – Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?

Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade, traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden de sidst havde talt sammen.

»Har De sendt Deres Portræt hjem til m