Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862

Forord

Naar man henvender sig med følgende Beretning til Publikum, da er det nærmest for at imødekomme den Interesse for Marinen, der lever i Nationen og har et gyldigt Krav paa at blive tilfredsstillet.

Det er nu 16 Aar siden, at Korvetten Galathea vendte tilbage fra sin Jordomseiling; ingen dansk Orlogsmand har senere foretaget et lignende Togt, ihvorvel der i nævnte Tidsrum har været nogle enkelte, for vore Forhold, lange Expeditioner.

Om disse har der imidlertid Intet været forelagt Offentligheden. Denne har ikke kunnet danne sig et klart Begreb om Nytten af at vise Flaget – Tegnet paa Nationens Selvstændighed; den har ikke kunnet indsee det Gavnlige i, at en Orlogsbesætning i længere Tid holdes under Kommando.

De Rapporter, der fra Tid til anden indrykkes i Pressen, minde forbigaaende om et saadant udsendt Skibs Tilværelse; men de forlades med Døgnet, der har skabt dem. Den snevrere Kreds, der ved Bekjendtskab er knyttet til Skibsbesætningen, tilfredsstilles, naar et beroligende "Alt vel" er føiet til Slutningen af Rapporten.

For dem, der ønske nærmere Oplysninger, vil maaskee et samlet Billede af et saadant Togt være velkomment, da det vil afgive en Maalestok for de Forventninger og Fordringer, der knyttes til en udsendt Orlogsmand.

Idet Forfatteren saaledes, fra et vist Synspunkt, føler sig berettiget til at byde Publikum en Beskrivelse af Korvetten Heimdals Togt, maa han anmærke, at han har søgt at give denne en saa sammentrængt og letfattelig Form som mulig. Kjendsgjerninger, Begivenheder og Indtryk gaae Side om Side; de første bære det officielle Stempel, og han haaber, at de sidste, for Heelhedens Skyld, maa møde Velvillie hos Læseren.

Foruden den særlige Skildring af Heimdals Togt, har Forfatteren følt sig kaldet til at give en Fremstilling af et almindeligt Orlogstogt. I Supplementet "Ombord" har han søgt at give en Skizze af det Liv, der nutildags rører sig i en dansk Orlogsmand.

Kjøbenhavn, i December 1862.

Forfatteren.

Udreise og Ankomst til Øerne

Under Kommando af Orlogskaptain Grove afgik Korvetten fra Kjøbenhavns Red d. 30te Juni, anløb efter Ordre Plymouth for at fylde Kul og afgik den 10de Juli herfra direkte til Vestindien. Overreisen var begunstiget af særdeles godt Veir, men Passaten var noget flau, hvorfor Korvetten, skjøndt en god Seiler, kun opnaaede en Middelreise, d. e. 4 Uger fra Kanalen. Vel er Heimdal en Dampkorvet; men det Høieste, den kan rumme, er Kul for 7 Gange 24 Timer, og Kulkjælderen er derfor en Sparebøsse, som man ikke tyer til, førend det er høist nødvendigt. Paa en Reise som denne behøvedes det heller ikke, og Damp blev saa lidt som muligt benyttet. Passaten, som man træffer omtrent på Madeiras Brede, blæser jo bestandig mod Vest, og man har kun at gjøre sig saa bred som mulig med Seil, naar man har opnaaet at fange den.

Efter de forskjellige Aarstider træffer man Passaten snart paa nordligere, snart på sydligere Breder, men næsten altid der, hvor den verdensberømte Amerikaner, Lieutenant Maury, har sat dens Grændse. Denne af sin Virksomhed for den transatlantiske Fart saa høit fortjente Mand har med utrættelig Flid udarbeidet Reiserouter over Atlanterhavet, som den Søfarende i næsten alle Tilfælde staaer sig ved at følge. Ved at benytte nogle og tyve Tusinde Skibsjournaler har han opnaaet det smukke Resultat, til enhver Tid paa Aaret at kunne angive de fremherskende Vind- og Veirforhold paa forskjellige Steder, hvorefter han har udarbeidet Router for de korteste Reiser. Endogsaa Skibsførere, der have udbedt sig hans Raad, har han forudsagt den Vei, de under visse Eventualiteter burde tage, og da hans Spaadomme altid ere gaaede i Opfyldelse, har han beseiret mangfoldige Fordomme og givet Navigationen en videnskabelig Karakteer, der mere og mere lægges til Grund for Seiladsen i den nyere Tid. I de senere Aar har ethvert dansk Orlogsskib, der gaaer over Atlanterhavet, ført en meteorologisk Journal, som er bleven tilstillet Lieutenant Maury, og en saadan blev ogsaa paa dette Togt ført af en af Korvettens Officerer.

Angaaende Overreisen er der ikke videre at bemærke. En Søreise, der er eensformig i sig selv, vilde blive det endnu mere for Læseren, og Beskrivelsen af en tiltagende Hede vilde maaskee fra dennes Side møde en tiltagende Kulde, hvilket vi for enhver Priis ville undgaae. Imidlertid er Heden i Troperne ingen Spøg for de dertil uvante Europæere, og i en Orlogsmand, hvor saamange Mennesker ere sammenpakkede i et indskrænket Rum, forvandler en Sygdom sig let til en Epidemi. Vort Skib, der havde Fredsbesætning (156 Mand; Krigsbesætningen er omtrent 20 Mand mere), var iøvrigt særdeles vel apteret og hjemmefra godt forsynet med Midler til Sundhedspleien. Men ogsaa ombord blev der gjort Alt for at fremme Hygieinen, og der kan gjøres meget, naar Skibschefen stadigt har sit Øie henvendt paa dette vigtige Punkt.

Den 8de August fik vi Øen St. Bartelemy i Sigte, og Dagen efter vare vi udenfor Christianssted, der ligger paa Nordsiden af St. Croix og hvor Gouverneuren boer. Da vi ikke kunde løbe ind i Havnen, sendte Chefen sine Depecher iland til Gouvernementet, Fortet saluteredes, og vi gik strax til Frederikssted, hvor vi ankom samme Eftermiddag. Herfra tog Chefen over Land til Christianssted for at melde sig hos Gouverneur Birch, hvem han var underlagt med Hensyn til Tjenesten ved de danske Øer. En glimrende Diner, som Gouverneuren nogle Dage senere gav i Gouvernementshuset for Korvettens Officerer, indviede vor Ankomst til det danske Vestindien.

Dagen efter, den 12te August, kom Korvetten for første Gang til Ankers i St. Thomas' Havn, hvor Chefen satte sig i Forbindelse med Vicegouverneur Berg og de øvrige Autoriteter. I Havnen var der ingen fremmede Orlogsmænd eller Kapere, hvorimod der var indløben Efterretning om, at en Snees Skibe vare tagne i Søen af Sydstaternes Kapere og brændte af disse, da det ikke tillodes dem at sælge deres Priser i nogen Havn. Da Forholdene i St. Thomas vare rolige, gjorde Korvetten d. 19de August et lille Kryds til St. Jan, og i Slutningen af samme Maaned nogle Krydstoure mellem Øerne.

Den 5te September gik de nordlige Staters Krigsdampskib Powhattan til Ankers i St. Thomas' Havn for at forsyne sig med Kul. Det var et af de Skibe, som vare udsendte for at erobre Sydstaternes armerede Dampskib Sumter, der, som man veed, heldig undslap sine overlegne Fjender og endelig sluttede sin Rolle i Vestindien ved at undgaae det ved Martinique stationerede "Iraquois" Forfølgelse. Sumter var de nordlige Staters flyvende Hollænder og imod den nærede de en Forbittrelse, som jo ikke blev formindsket ved den ofte gjentagne, men altid frugtesløse Jagt efter den. Vi fik ikke Sumter at see, da den vel vogtede sig for at komme til St. Thomas, hvor dens Fjender bestandig laae paa Luur.

Med Gouverneuren og Vicegouverneuren gik vi den 6te September til St. Jan, ved hvilken Leilighed det undersøgtes, hvorvidt en lille Ø (Loango), der ligger tæt ved St. Jan, hører til den engelske Ø Tortola (hvad dennes Bestyrelse havde paastaaet) eller under den danske Regjering. Efter hvad vi senere have erfaret, oplystes det, at Øen Loango hører os til, og den danske Krone har saaledes i 1861 havt en Tilvæxt – men den er rigtignok ikke meget betydelig, da hele Øens Befolkning kun bestaaer af nogle faa Negerfamilier.

Forholdene ved St. Thomas vare bestandig rolige, derimod var der fra en anden Kant indløbet Efterretninger om Kaperier af Sydstaternes Skibe, idet nemlig den danske Generalkonsul Stürup i Caracas havde indberettet, at Sumter blandt andet havde taget 2 Skibe, der vare bestemte til Porto Cabellos Havn. Da Generalkonsulen i samme Skrivelse udtalte, at det vilde være meget gavnligt for de danske Interesser der i Landet, om et dansk Krigsskib for en kort Tid kunde anløbe Republiken Venezuelas Havne, og da dette stemmede med den Tjeneste, der ogsaa hjemmefra eventuelt var forbeholdt Korvetten, besluttedes det, at denne skulde gjøre en kort Udflugt til de omtalte Steder.

Togt til La Guayra og Porto Cabello

Besøg i Caracas.

(9de September – 29de September.)

Den 9de September afgik Korvetten fra vore Øer og satte Kurs efter La Guayras Red. Veiret var ikke lovende og adskillige Omstændigheder, navnlig en tung og trykkende Atmosfære, lode endogsaa formode, at en Orkan var i Anmarsch. Det var anden Gang paa Togtet, at en saadan, gjennem sine Profeter Atmosfæren og Barometret, havde meldt sig. Den første Allarm i Leiren skete ved vor Ankomst til St. Thomas den 12te August; den tredie og sidste ved vor Tilbagekomst til denne Havn efter det her nævnte Togt. Heldigviis blev det ved Symptomerne; dog fik vi at vide, at der hvergang vi havde iagttaget disse, havde været Orkan længere nordpaa. For dem af vore Læsere, der maatte ønske at gjøre nærmere Bekjendtskab med disse det tropiske Klimas Fredsforstyrrere, kunne vi henvise til de engelske Forfattere Reid og Piddington, der have bragt dem i System og indeholde fuldstændige Beskrivelser saavel af Tegnene paa deres Komme, som af de Maader, hvorpaa man skal søge at undgaae dem. Et nyt Kjendetegn paa Orkaners Komme er desuden opdaget af en Mand, der i en Menneskealder har iagttaget Klimatforholdene i St. Thomas, og da det skal være et ufeilbarligt Tegn paa en ankommende Orkan, ville vi ikke undlade at omtale det her. Det forklares saaledes:

Orkanen gaaer i Hvirvler fra Atlanterhavet over Antillerne til Florida Golfen. Disse Hvirvler indeholde igjen utallige smaa Hvirvler, der række langt udenfor den egentlige Orkans Kredsløb og have den Virkning paa Vandoverfladen, at Draaber af denne løsrives og hoppe ret op af Søen. Dette Fænomen, der kan vise sig mange Timer før Vinden, skal afgive den paalideligste Bebudelse af Orkanen. Som almindelig Hovedregel gjælder det i vore vestindiske Farvande at søge sydefter; thi jo mere man nærmer sig Sydamerikas Nordkyst, der saa at sige aldrig hjemsøges af Orkaner, desto sjældnere vil man overraskes af disse. Bermudas Øerne ligge i deres værste Strøg, og Udtrykket "Bermudas Punsch", der er et Ordsprog mellem Søfolk, indeholder en Hentydning hertil. Af vore Øer er St. Thomas den, der har været meest hjemsøgt. Den sidste Orkan fandt Sted den 2den August 1837 og var over al Beskrivelse voldsom. Nogle og tredive Skibe forliste totalt i den ellers sikkre Havn, der var saa opfyldt med Vrag og sunkne Skibe, at det engelske Postdampskib, som ankom faa Dage efter, havde ondt ved at finde et Sted, hvor det kunde kaste Anker. De Skibe, der ikke kappede Masterne, kæntrede paa deres Ankerplads, et Fort ved Havnen blæste ned i kortere Tid, end det kunde skydes ned med Kanoner, og flere hundrede Huse ødelagdes i Byen, hvor desuden adskillige Folk ihjelsloges; i Havnen druknede hundrede Mennesker.

Efter 5 Dages Seilads kom vi den 14de September tilankers ved La Guayra, hvorfra Chefen, med nogle af Officererne, næste Dag tog op til Caracas for at sætte sig i Forbindelse med den derboende danske Generalkonsul, Legationsraad Stürup.

Caracas, Hovedstaden i Republiken Venezuela, ligger kun nogle faa Mile fra La Guayra; men Veien gaaer over de høie Bjerge, der hæve sig langs med Kysten, og ved hvis Fod Byen La Guayra ligger. I de senere Aar er der anlagt en Kjørevei, hvilken vi, da vi vare Flere, besluttede os til at benytte. Fulde af Forhaabning om den Nydelse, vi gik imøde, stege vi ind i den noget skrøbelige careta og rullede ud af Byen. Efter c. 10 Minuters Forløb begyndte allerede Opkjørselen ad Bjergveien, og vi vare snart enige om, at hvad vi følte og saae, overgik vore dristigste Forventninger. Medens vi gradeviis viklede os ud af den tropiske Atmosfære, udfoldede dens glimrende Rigdom og Farvepragt sig under os. Den smalle Slette, der med sine Sukkermarker, Kaffeplantager, Huse og Haver paa den nordlige Side begrændsedes af de mægtige skovbegroede Bjergskrænter, og paa den sydlige af den hvide Skumfryndse, som det caraïbiske Havs Brænding dannede om dens Fod, var et høist tiltalende Syn, som Veien i sine lunefulde Snoninger snart aabnede, snart lukkede for vort Blik. Men netop Veien selv, hen ad hvilken vi fore med den Fart, som tre Heste, opmuntrede af spanske Eder og Pidskeslag, kunde give os, havde vi paa Grund af disse henrivende Udsigter ikke skjænket nogen synderlig Opmærksomhed, før der indtraf et lille Tilfælde, der i et Nu gjorde vore Sandser sobre. Den ene Hest blev indviklet i Seletøiet og faldt; men Kudsken stoppede behændig: som et Lyn var han nede af Bukken, og vi kom naturligviis i en Fart ud af Vognen. Det hændte sig, at et Kjøretøi, hvori der var to spanske Herrer, kom bagefter, og deres Kudsk kom til. Under utallige Eder, blandede med Paakaldelser af Madonna, blev Hesten reist og da Chefens Ordonnants, en Topsgast fra Fore Mers, fik Øie paa et Stykke Toug, begyndte han dermed at knobe det iturevne Seletøi sammen, saa at vi efter nogle Minuters Forløb kunde stige ind og igjen rulle afsted.

Under dette korte Ophold, der fortrinligt egnede sig til Eftertanke, kom vi under Veir med, at man ingen Illusioner kan gjøre sig om sin Skjæbne, hvis man er saa uheldig at vælte paa denne Vei. Den er saa at sige skrællet af Bjergsiden, som man har tilvenstre, naar man kjører op, og da den er saa smal, at to Vogne ikke uden Forsigtighed kunne passere hinanden, har man hele Tiden tæt tilhøire de gabende Afgrunde, der vel ere smukke og bevoxede med Skov, men hvis Bund Øiet ikke kan udspeide. Vi hørte ogsaa senere, at forholdsviis Faa benytte Vogne, der have afstedkommet flere Ulykker, og vi ville anbefale Enhver, som gjør denne Reise, at bruge Muler, hvilket er ulige sikkrere og ligesaa behageligt. Forresten ville vi varmt anprise selve Veien, der er fuld af Skjønheder og maa foretrækkes til Nedstigningen. Den gamle, betydeligt steilere, Ridevei kan da benyttes til Opgangen.

Noget efter at det omtalte lille Uheld var skeet, kom vi til en posada eller et Værtshuus, hvis hele Udseende rigtignok langtfra svarede til den Forestilling, det velklingende fremmede Navn maatte opvække. Alt var forfaldent og svinsk. Vi fik imidlertid Begreb om spansk Høflighed (ikke den proverbielle) ved den Artighed, de to spanske Herrer, vi reiste i Følge med, udviste imod os. De bøde os det Bedste, Huset formaaede, og vare utrættelige i at vise os Opmærksomhed. Senere gjorde vi dem et Besøg i Caracas, hvor de opholdt sig paa en Gjennemreise til Valencia.

Den anden posada, som vi bedede ved, ligger paa en saa yndig Plet, at dens Navn meget passende kan være Eldorado; saavidt vi erindre, hedder den ogsaa saaledes. Det er i Sandhed en paradisisk Have. Foran Huset, hvis Ryg ligger op imod Klippen og hvis Indgang vender mod Havet (eller rettere Luften), ligger en lille Flade, omtrent saa stor som det Halve af Kongens Nytorv, og paa dette lille Rum er der en Rigdom af forskjelligartet Vegetation, som man vistnok længe skal lede om Magen til. Ved Siden af Pilen, Poplen og det hjemlige Hyldetræ blomstrede Orangetræet, Kochenilleplanten, Gummi-, Guayava- og Mangotræet. Paa Klippen bagved paraderede kæmpemæssige Kaktus, og de for Troperne karakteristiske Bananer udfoldede deres brede Blade midt imellem en Væxt af Tobaks-, Kaffe- og Bomuldsplanter. Som en Ramme om det Hele stode de mægtige Bjerge med deres mørke Afgrunde, dybe Kløfter og afvexlende belyste og beskyggede Toppe. Vi føle destoværre, at Beskrivelsen kun er mat imod det Indtryk, som Beskuelsen af denne Naturskjønhed efterlod hos os, og at Pennetegningen er høist ufuldstændig. Men selv om vi havde Penselen og de friskeste Farver til vor Raadighed, kunde vi dog ikke male Solen, den lette Bjergluft, den elastiske Stemning til at nyde, den dybe Ro til at samle – Sligt maa sees og føles.

Fra dette Sted kjørte vi endnu et à totusind Fod opad, lig Guder i Skyerne og saa begyndte Nedkjørselen til Caracas, der ligger i en yndig Dal omtrent 3000 Fod over Havet.

Det var alligevel ikke uden en sørgmodig Følelse, at vi bevægede os gjennem disse Naturens Skjønheder, thi i skjærende Modsætning til dem stode Landets indvortes Uroligheder og høist uheldige Regjeringsforfatning. Faa Dage før vi vare ankomne, var der indtraadt en dobbelt Forvikling i denne, idet nemlig et Parti, støttet navnlig af Militairet, havde indkaldt den gamle General Paëz, der høist uvillig og modstræbende overtog Pladsen som Republikens Diktator og derved atter kastedes ind i sit Fædrelands ulykkelige Borgerkrige. Med Undtagelse af La Guayra og Hovedstaden Caracas var det øvrige Land endnu i den forrige Regjerings Hænder, og General Paëz's Forposter stode ikke mere end en Miils Vei søndenfor Caracas. Det andet Parti betegnedes ved alle de Lovløsheder, der følge af irregulair Krigsførelse; Røverier og Brandskatninger hørte til Dagens Orden, og Regjeringen i Caracas hindredes ved Pengemangel fra at skabe en disciplineret Armee og gaae angrebsviis tilværks. Til Hovedstaden vare flere Flygtninge fra Landet ankomne, udplyndrede og berøvede Alt hvad de eiede; al Handel og Plantagedrift var saagodtsom standset, kort: Tilstanden var høist sørgelig.

Det Pas, som var os medgivet fra Kommandanten i La Guayra, blev viseret ved Forposterne søndenfor Byen, og efterhaanden som vi nu nærmede os Caracas, saae vi Spor af Krigen og Tegn paa Indbyggernes Dovenskab og urolige Karakteer. Udyrkede Jorder og halvt eller heelt sammenstyrtede Huse glede forbi os. Paa nogle faldefærdige Mure læstes: Eviva Paëz, abayo Tovar! smurt op med plumpe Bogstaver, og denne Inskription, der oftere gjentoges, hyppigt anbragt paa de kurieuseste Steder, godtgjorde da idetmindste, at intet nyt Parti var kommet til Magten, medens vi foretoge Reisen fra La Guayra. Disse Ryttere i fantastiske Uniformer, hvoraf vi saae nogle sprænge os forbi, var altsaa Paëz's Officerer og disse Fodgængere af alle Slags, der nu bleve hyppigere, hans midlertidige Undersaatter. Byen, som anmeldte sig ved en yderst slet Brolægning, var altsaa Caracas. Vi rullede ind i den i Mørkningen efter c. 6 Timers Kjørsel.

Generalkonsul Stürup, der af den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr. Roosen, ved Telegraf var underrettet om vor Ankomst, modtog os med stor Hjertelighed. Chefen tog efter Indbydelse Bolig i hans eget Huus, og til Officererne havde han sørget for Værelser i det bedste Hotel i Byen. En Timestid efter vare vi Alle forsamlede ved Middagsbordet hos vor ædle Vært og hans elskværdige Familie.

Det vilde være aldeles umuligt at omtale vort Ophold i Caracas uden tillige at nævne Hr. Stürups Huus, der paa en saadan Maade aabnede sig for os, at vi aldrig traadte over dets Dørtærskel uden at føle os hjemme. Hver Dag var det Udgangspunktet for en eller anden Udflugt i Omegnen, hver Aften havde vi der Leilighed til at være sammen med Familiens elskværdige Omgangsvenner og til at nyde godt af den ikke uinteressante Blanding af dansk Gjæstfrihed og spansk Høflighed, som saaledes bødes os.

Den bevægelse og det Røre, der var i Byen paa Grund af de forstyrrede Forhold, var meget tiltalende for os, som jo vare i den særegne Stilling, at vi med Interesse kunde følge Bølgebevægelsen paa Overfladen, uden at behøve at analysere de uhyggelige Kræfter i Dybet, hvorfra den udgik. For os var det en reen Nydelse at spadsere igjennem den temmelig anseelige By og betragte dens lave Huse, tilgittrede Vinduer, Boutiker, Bygninger og Torve. Paa alle Pladser exercerede Rekruter; Officerer og Ordonnantser gallopperede igjennem Gaderne, hvor Drivere, Muler og Karrer krydsede hverandre. Saa kunde man komme til en Gade, hvor ligesom alt Liv syntes uddød; men Solen skinnede dog mildt over den, og dens drømmende Udsigt til de fjerne Bjerge talede meer end nogetsomhelst Andet til Fantasien.

Medens vi benyttede Leiligheden til at forherlige vort private Liv, blev den officielle Side af Besøget naturligviis ikke forsømt. Ledsaget af Generalkonsulen aflagde Chefen med Adjutant Visiter hos de fremmede accrediterede Gesandter, hos Udenrigsministeren og endelig hos Diktatoren selv.

Bland Andet, der paahvilede Korvetten paa nærværende Togt, skulde den nemlig minde den venezuelanske Regjering om nogle Espera Fordringer, som Kjøbmændene i St. Thomas fra tidligere Tider havde paa denne. Afdragene paa dette Laan, der skulde dækkes ved Toldindtæger, vare imidlertid paa Grund af den forstyrrede Regjering udeblevne; men Øieblikket var ikke heldigt til at faae dem betalte. Udenrigsministeren anerkjendte vel Fordringerne, men saae sig ikke istand til at opfylde dem, da Krigen, der havde varet i 3 Aar, aldeles havde udtømt Landets Hjælpekilder. Han lovede imidlertid at gjøre Fordringerne Fyldest, saasnart det var ham muligt, og dette Løfte har han ogsaa senere indfriet.

Dagen efter besøgte vi General Paëz. Vi ledsagedes paa dette Besøg af Hr. Stürup og en dansk Læge Dr. Frydensberg, som kjender Generalen og endog har havt Leilighed til at vise ham ikke uvæsentlige Tjenester. Han fortalte os, at da Paëz ved den forrige Revolution var styrtet og fængslet, frygtede man endogsaa for, at Modpartiet vilde lade ham skyde, og dette bevægede da nogle af hans Tilhængere, med Dr. Frydensberg i Spidsen, til at aabne en Subskription for at skaffe Generalen Midler til at fragte et Skib, der kunde tage ham ombord. Planen saavelsom Flugten lykkedes, og en Time efter at Paëz var afseilet, kom der Ordre til at lukke La Guayras Havn. Siden den Tid er vor danske Læge gode Venner med den gamle General, og denne kunde hverken have faaet en bedre Ven eller Læge. Hvor hans joviale Ansigt viser sig, bliver der snart Solskin, og naar han paa sin adstadige Mule rider gjennem Gaderne i Caracas, krydse mange venlige Øiekast hans Vei, og han hilser muntert til Høire og Venstre. Den brave Doktor maa ofte tage sine Patienters gode Villie i Gjerningens Sted og nøies med Venlighed istedetfor Betaling, hvad han gjør med megen Gratie. Da han desuden ved Krigens Udbrud, under en rasende Gadekamp i Caracas, med stor Ro gik omkring og forbandt baade Venner og Fjender, er det intet Under, at han er afholdt af Venezuelanerne, medens de Danske, der see ham derovre, glædes over hans trofaste Ihukommelse af sit Moderland, hvis kraftige Humor og gamle Sange klinge dobbelt liflige, naar de høres saalangt fra Hjemmet.

Generalens Bolig (ɔ: Hovedqvarteret – thi Generalen eier hverken Huus eller Penge) laa i en Udkant af Byen. Alt var her paa Krigsfod; Skildvagter vare stillede ud; Ordonnantser kom og gik, og et Par Kompagnier laae i Gaarden og sov med Geværet ved Siden. Vi modtoges af en Adjutant, der førte os ind i et stærkt oplyst Værelse, hvor en livlig Konversationsmumlen mellem en Mængde Herrer og Damer hilsede vor Indtrædelse. Vi befandt os ved et improviseret Hof, som kun var nogle faa Dage gammelt, og det var ikke uinteressant at lade Øinene løbe hen over de forskjellige Grupper, som vi, staaende midt i Salen, betragtede.

Pludselig blev der stille og Alle reiste sig, da General Paëz traadte ind. Vi bleve forestillede og meget høfligt modtagne, og da vi efter Indbydelse havde taget Plads og Komplimenterne udvexledes mellem Chefen og Præsidenten, begyndte igjen den dæmpede og livlige Konversation mellem Salens brogede Klynger. Saameget syntes at være vist, at det neppe var Politik, der afhandledes mellem de unge Officerer og de pyntelige Damer, hvis Vifter, Læber og Øine vare i en uophørlig Bevægelse, som paa det Bestemteste modsagde enhver Forestilling om Alvor eller Kjedsomhed.

General Paëz dannede en betydelig Modsætning til sine unge Omgivelser. Han er høit oppe i de Halvfjerds og saae den Aften meget anstrængt ud. Han var yderst tarveligt paaklædt; men man bemærkede det neppe paa Grund af den Værdighed og Anstand, der var udbredt over hans Væsen og det ædle Ansigt, der oplivedes af Samtalen. De mange forskjellige Skjæbner, denne Mand havde fristet, det stormfulde Liv, han havde gjennemgaaet – og den Storm, han endnu i sit Livs Aften var kaldet til at gaae imøde – Alt dette gjorde ham til en interessant Personlighed, som man ikke uden Ærbødighed kunde betragte. For hans Uegennyttighed er hans Fattigdom det bedste Beviis. Naar Tanken falder paa den berygtede mexikanske General Santa Anna, der fortiden lever i St. Thomas – hvortil han har trukket sig tilbage med Millioner af sit Lands Penge – bliver Modsætningen klar, og man beundrer den Mand, der alene ledet af Fædrelandskjærlighed trodser Savn og Farer som i sine unge Dage.

For 27 Aar siden havde vor Chef været ombord i en dansk Orlogsbrig, der førte den daværende, af Paëz indsatte Præsident Vargas fra St. Thomas til Venezuela. Denne Omstændighed, dette Minde fra tidligere Tider, oplivede den gamle General og han udtalte sig meget erkjendtligt om de Tjenester, den danske Regjering dengang havde ydet Republiken.

Efterat Audiensen havde varet et Kvarteers Tid, toge vi Afsked med Præsidenten, der venlig rakte os Haanden, og vi bleve af hans Adjutanter førte omkring i den smukke Have, som vi rigtignok kun ved Maanens Skin kunde betragte; imidlertid undgik et i Buxbom anbragt kæmpemæssigt Eviva Paëz ikke vor Opmærksomhed, og den uvisse drømmende Belysning bidrog sit til at forhøie det romantiske Indtryk, som vi modtoge af dette Besøg. Interessen for En af Adjutanterne forhøiedes derved, at vi erfarede, at han var en Søn af Paëz og i længere Tid havde deelt Faderens Landflygtighed i Nordamerika.

Den sidste Dag vi vare i Caracas, havde Generalkonsulen foranstaltet en diplomatisk Diner i sit Huus, hvortil den venezuelanske Udenrigs- og Indenrigsminister samt de fremmede Generalkonsuler vare indbudne. Denne Fest sluttede paa en værdig Maade vort officielle Besøg i Caracas, og det var os en stor Tilfredsstillelse her at finde Bekræftelse paa vor tidligere Overbeviisning, at den danske Regjerings Repræsentant nyder dyb Agtelse saavel hos Republiken Venezuela som hos de europæiske Gesandter.

Imedens vi vare i Caracas, havde den hollandske Vicekonsul i Barcelona anmodet om, at Korvetten maatte komme dertil, da de derværende Europæeres Stilling var meget trykket paa Grund af de vexlende Partiers Magtsprog. Da imidlertid vor Generalkonsul ønskede Korvettens Nærværelse ved Porto Cabello, og dette tillige stemmede med Chefens Instruxioner, besluttede han sig til at anløbe den nævnte Havn (et Valg som senere vist sig at være meget heldigt), og den hollandske Vicekonsuls Begjæring toges derfor ikke tilfølge, saameget mere som den hollandske Generalkonsul i Caracas ikke havde understøttet Vicekonsulens Anmodning.

Den 19de September om Morgenen sagde vi – ikke uden en dyb Taknemmelighedsfølelse for det Skjønne, vi havde seet, og det Gode, vi havde nydt – Farvel til Caracas, over hvis yndige Dale de tætte Morgenskyer barmhjertig sænkede deres Slør, forat vi ikke formeget skulde føle Skilsmissens Smerte. Hr. Stürup og en Herre af hans Familie ledsagede os tilhest, medens vi paa Muler tilbagelagde Reisen over Bjergene.

Var Opstigningen himmelsk, kunde man nok kalde Nedfarten til La Guayra, hvor vi gradeviis gik Sol, Hede og Støv imøde, for diabolisk; men vi vare rige i Erindringen om de uforglemmelige Dage, vi havde tilbragt i Caracas, og det Psychiske havde Raad til at honorere den lille Vexel, der blev trukken paa det Fysiske. Paa denne Vei, der forresten var smuk paa sin Maade, og hvor vi blandt Andet passerede adskillige Steendynger, hvis Kors betegnede, at et Mord her var forefaldet, vare vi inde i en posada, der er beskreven af den berømte Reisende Humboldt – men den var Intet imod vort føromtalte Eldorado paa Kjøreveien.

Vi kom til La Guayra samme Dags Eftermiddag, og efter at have saluteret Generalkonsul Stürup med 9 Skud og hjertelig takket ham for hans mageløse Gjæstfrihed, lettede vi og stode om Natten ned imod Porto Cabello.

Det glædede os at erfare, at den danske Vicekonsul i La Guayra, Hr. Roosen, under vor Fraværelse havde viist sig yderst gjæstfri mod vore Kammerater. De havde havt eventyrlige Ridetoure i Bjergene og havde endogsaa skimtet det forjættede Land, hvorfra vi vendte tilbage.

Den 20de September gik Korvetten til Ankers ved Porto Cabello, der ligger en Snees Miil vestenfor La Guayra og har en god, om end ikke stor, Havn. Karakteristisk for alle de af Spanierne anlagte Byer ere de store Forter, som beherske dem. De ere vel anlagte saaledes, at de beskytte Byen imod Søsiden og bestryge Havneindløbet, der næsten altid gaaer tæt forbi deres Mure; men paa samme Tid ere de saaledes beliggende, at deres Kanoner med Lethed kunne bringes til at spille paa ethvert Punkt i Byen. Spanierne ere ikke bekjendte for deres blide Maade at regjere paa, og man begriber let, hvorledes Indbyggerne maae have følt det dobbelte Tryk af Præsteregjeringen i Byen, og af Fortet udenfor denne, og at de have afkastet Aaget, saasnart de følte sig stærke nok dertil.

Den samme Vigtighed som disse Fæstningsværker havde for Spanierne, beholdt de naturligviis, da de bestode i uforandret Form under de efterfølgende Partikampe; og Fortet Libertador (44 Kanoner), der taus og truende kneiser ligeoverfor den aabne By Porto Cabello, med hvilken det kun ved en udskydende lille Landstrimmel er forbundet, seer udtrykkelig ud som en isoleret Magt, som en Stat i Staten. Vi havde ogsaa under Indseilingen bemærket, at de fleste af Skydeskaarene ud imod Søen vare tomme, og da vi, ved at komme længere ind i Havnen, saae den ene Kanon efter den anden strække sin sorte Hals ind imod Byen, formodede vi nok, at Alt ikke var saa ganske rigtigt. Om Sammenhængen hermed bleve vi snart oplyste af Konsul Stürup (en Broder til Generalkonsulen i Caracas), der kom ombord, saasnart vi vare tilankers.

Kommandanten paa Fortet Libertador, som beklædte denne Post under den forrige Regjering, havde nemlig nægtet at anerkjende Paëz og truede med at skyde Byen ned, naar den ikke inden en af ham bestemt Frist opfyldte visse Fordringer. Imod et Bombardement var Byen aldeles værgeløs, og da den ogsaa, for at forsvare sig til Landsiden imod Marodeurer, havde maattet opkaste Barrikader i Enden af Gaderne, var dens Stilling yderst piinlig.

Allerede den 15de havde de forenede Konsuler havt et Møde for at overveie, hvad der kunde foretages for at sikkre de mange i Staden værende Fremmedes Liv og Eiendom, og man havde henvendt sig til forskjellige fremmede Autoriteter for at faae en Orlogsmand til Stedet, men ingen havde til Dato indfundet sig. Vor Ankomst var derfor yderst heldig og opvakte levende Glæde. Selv i Tilfælde af et Bombardement var nu de fredelige Borgeres Liv og for endeel deres Eiendele sikkrede, idet de kunde søge og vilde have fundet Beskyttelse ombord i Korvetten. Ved at flygte ind i Landet vilde de kun være faldne i Hænderne paa de Røverbander, af hvilke de endog kunde vente et Angreb i selve Byen – at søge ombord i et Orlogsskib var derfor deres eneste Udvei.