Germanernes Lærling

– For—fordi Fe—Felterne paa Spejlet er en Fo—Fortsættelse af Fe—Felterne paa Yveret —

Godsforvalteren slap Kristines Haand, som han kærtegnede med onkel-venlige Strøg af sin buttede kattebløde Pote. Kristine begyndte at fnise.

– Hvad det be—beviser, Hr. Provst? … det be—beviser, at der er en Ko—Korelation i Væxt.

– Ja men, staar Haarvæxten paa Yveret da i Forbindelse med Malkeevnen, det er det vi skulde have at se, Hr. Kammerraad?

– Ja, det er netop det! … Kan De bevise os det?

Stemmerne vare nu ganske nær, og der var kun èn Vej til Verdens Ende; man kunde ikke komme bort.

– Gud, Hr. Godsforvalter! hviskede Kristine.

– Nej, det har De Ret i, Hr Proprietær! Det er dèr Theorien har sit Hul!

– Hvad, Ra—Ravn! er De her —?

– Og Kristine, udbrød Provsten.

– Ah, vi kom da ikke til Ulejlighed? spurgte Proprietæren.

– Paa ingen Maade! vi var netop gaaet herhen, fordi vi ventede at træffe Selskabet her. – Men nu er det vel bedst, at vi kommer tilbage til Theen.

Denne Gang var det Kammerraaden, der underholdt Kristine med sin pludrede Ordstrøm, hvis Løb hun ikke altid kunde følge, ør i Hovedet som hun var af sin tête à tête med Ravn og den pludselige Afbrydelse. Men hun opfattede dog, at han en Tid lang konverserede hende om den nye Plag, som hendes Fader havde lagt til – den grønne – Magen til den, han havde solgt til Provsten – men det kunde hun vel ikke huske? – Brillant Stykke Hest! – Ja men den ny, den saà ellers ud til – den kunde sgu ogsaa nok – med Tiden – det ved Gud den kunde. Og bagved underholdt Proprietær Kolding Godsforvalteren og Provst Storm om Dyrskuet i Slagelse … Naa, de havde ikke været der? – Ja, de skulde dog set det Kvæg, som Kammerraaden havde taget Præmie paa. Ja, det var nu efter hans Mening en ren Skandale. – Det duede? – ikke Tale om – saadan. Og saa var det fodret op, rent vanvittigt sgu. Han turde holde en Parè paa, at sex af ti, de vilde kaste … Nej, saa var der da fra Kragerupgaard, – det var sgu fine Varer … Men naar man er Kammerraad Sommer! —

Der var tændt Lys i Havestuen, og Theen blev budt rundt tilligemed skaaret Smørrebrød og Sølvbakker med Sandkage. Samtalen var døsigere, og bevægede sig mellem to og to. I Grunden begyndte man at blive ked af hinanden og vilde helst slubre Theen ned i Ro og Fred uden Forpligtelse til at være morsom. Kun Pastor Krarup var utrættelig som Vært; – med straalende Ansigt, hviskende Fortrolighed og kordiale Bevægelser gik han fra den ene til den anden og holdt endnu Selskabet i Aande.

Men næppe var Theen sunken, før den ugemytlige Herredsfoged lod spænde for sin Vogn, og dermed var Tegnet til Opbrud givet. —

Da deres Tur endelig kom, satte Hjorth og Kristine sig op i den bageste Agestol paa Per Andersens lille aabne Fjervogn. Foran Kristine sad Kusken, en lang Dreng, paa Nippet til at blive Karl, der holdt sig i en ubevægelig værdig Stivhed med en høj Hals under det snorlige afskaarne Nakkehaar. Han kørte paa den sindig godmodige Bondemaner, idet han lod Hestene løbe, omtrent som de vilde, og af og til, yderst forsigtig, berørte den Nærmers venstre Bov med den lange hvide Piskesnært.

Vognen rullede blødt ned ad den stenløse Bivej, uden Hjulrumlen, med en svag Piben af Axlerne, jævnt travende Hovslag, Prusten, og Klirren af Seletøjets Ringe. Det var kun Bevægelsen fremad, der gav den behagelige Fornemmelse i Ansigtet af en fin Modvind gennem den linde Luft. Hegn, Bondehaver og Skove smeltede sammen rundtom i en ensformig og ligesom søvntung Dunkelhed, hvori kun de nærmeste Stubbemarker satte blege lyse Pletter. De nærmeste Buske og Træer kom dem imøde, løsende sig ud fra Mørket, og drog forbi dem og forbi Gaarde og Hegn længer borte, der kom langsommere samme Vej, frem imod Vognen og bort bag ved den, medens langt borte et sort bølgende Bakkedrag syntes at følge langsomt frem med de Kørende, Men over Cirkelfladen af Jordens bløde og ligesom lodne Dunkelhed hvælvede sig Himmelkuplen med et metallisk glat Mørke, der blev blankt mod Horisonten, fuldt af stenagtig Tindren og Blinken af de talløse Stjærner, mellem hvilke nu og da et af Augustsværmens Stjærneskud trak sin lange gyldne Buelinje.

Kristine havde i Begyndelsen været overgiven lystig, drævet efter Professoren, pludret efter Kammerraaden, mjavet efter Godsforvalteren, medens hun af og til brød af med Latteranfald, der bøjede hende frem over Forlæderet eller kastede hende helt tilbage i Hjørnet af Sædet, saa at man kunde frygte for, at hun skulde falde baglængs ud. Og naar Hjorth ikke kunde holde ud at le saa længe som hun, udbrød hun: »Du er da ogsaa en Tværdriver i Aften, Niels, er du søvnig?« – Men han forsikrede, at han var slet ikke søvnig. Saa var hun bleven roligere og tilsidst ganske tavs; hun lænede sig tilbage og saà op paa Himlen.

– Nej, hvor de dog flimrer deroppe! … Det er ligesom der blæste en Storm; man kunde blive bange for, at de skulde gaa ud med det samme … Aa! saà du det Stjærneskud? … Mon det nu skulde være en Engel, der flyver … Ja, det er slet ikke noget at le af … Det sagde en af Lærerne paa Højskolen, at Folk havde tròt … Han sagde ogsaa, at der var andre, der tròde, det var noget andet, men det kunde jeg ikke forstaa … Tror du ikke paa Engle, Niels?

– Nej.

– Ja men, skulde du egentlig ikke det?

– Skulde?

– Ja, jeg mener – naar du bliver Præst, skal du saa ikke præke om Engle.

– Aa, der er saa meget andet, som man kan præke om.

– Ja, det er der jo nok … Men det meste er saa fælt kedeligt at høre paa … Nej, det er sandt, det gaar nok ikke an, jeg siger det, da jeg skal være Præstekone. Hør, Niels! – det bliver ellers morsomt, naar vi engang kan gøre saadan et stort Selskab for Præster og Provster og Herredsfogder og Godsforvaltere.

– Hvad vilde du nu sige, hvis jeg aldrig blev Præst?

– Fy, sikken et Indfald! … Hvordan skulde det gaa til? … Nej, naar man er ung og stærk, saadan som du, saa gaar man da ikke hen og dør … … Nej lad os ikke tale om saadan noget fælt noget.

Hun svøbte Shawlet tæt om sig med en nervøs Kuldegysning over Skuldrene, og sad igen tavs.

Hendes Kinder vare blevne blege, men det klædte Ansigtet godt i det matte Stjærnelys, der fik de yderste krusede Haar til at gnistre ligesom elektriske oppe under Straahatten. Det fyldige Bryst bølgede stærkt, og ved Struben kom der smaa Trækninger, ligesom naar Graad er i Færd med at bryde frem. Den bløde Skumplen i Vognsædet satte hendes Legeme i svajende poppelslank Bevægelse. —

– Fryser du? – jeg synes det er lunt i Aften, sagde han, da hendes Skuldre atter trak sig sammen med en nervøs Gysen.

Hun rystede paa Hovedet. Og da hun saà ham stirre paa hende, bøjede hun sig pludselig frem, slyngede sin Arm om hans Nakke, og kyssede ham atter og atter, medens hun klyngede sig fast til ham med en voldsom Sitren gennem det smidige Legeme.

De kørte gennem en lille Bondeby. Der var lukket og slukket rundt om. Paa den bredere Vej, hvor Hjulsporene løb imellem hinanden og gravede sig ned imellem spredte Sten, bumlede Vognen frem, synkende i til den ene Side, kastende dem over mod hinanden med en Voldsomhed, der gjorde Kyssene til Næsestyvere og opløste Ømheden i Latter.

Pludselig rejste hun sig halvt op og bøjede sig utaalmodig frem. Hvorfor kørte de dog saa langsomt, som om de fulgte Lig. »Jens, hvordan er det, du sidder og tjatter med den Pisk? – Slaa dog ordenlig til, at vi kan komme afsted i en Fart. Jeg elsker at køre hurtig, flyvende hurtig.« – Men Jens gav kun den Nærmer en lille Ende af Snoren og svarede tilbage uden at dreje sin lige afklippede Nakke: »Naa, vi kommer jo sagt' tidsnok hjem, det haar jo da ingen Jav heller.« —

Endelig stod de af i Gaarden. Der var intet Lys at se. Længerne lukkede sig i en dunkel Firkant med et mat Kalkskær forneden, afbrudt af et vældigt Rughæs, hvis Flade fyldte den halve Gaard, og som hævede sin gullige uregelmæssige Kuppel højt over de sorte Tage mod det flimrende Stjærnelys.

Kristine trykkede paa Klinken, og de traadte ind i Fremmerset. Hun famlede paa Bordet efter Svovlstikker, fik tændt et Spiddelys og gik foran ham. Lyset, som hun holdt frem for sig, gjorde hendes Øre gennemsigtigt i et Krus af gyldent Haar og tegnede skarpt Skuldrenes mørke, kraftige Buelinje, der paany havde Trækninger som af nervøs Kulde. Men foran kastede det Skyggen af hendes venstre Haand, der skærmede for Flammen; den dirrede paa Væggen, uhyre og sort, ligesom Haanden af en Dæmon, der vinkede.

Hun satte Stagen fra sig paa Bordet og gik hen til det aabne Vindue; ude fra Haven strøg en stærk, krydret Duft ind af Levkøjer og Nelliker. Hun lukkede Vinduet, trak Gardinerne sammen og fæstnede dem med en Naal, som hun tog ud af Kjolen. Saa gik hun langsomt, ligesom raadvild hen til Sengen, slog Tæpperne tilbage, puslede et Øjeblik med Lagenerne, og satte sig paa Stolen, træt, med glippende Øjenlaag mod Lyset, medens hun glattede Folderne paa Kjoleskødet. – Hjorth gik frem og tilbage i Kamret, standsede, saà paa sit Uhr og gav sig til at trække det op.

– Rejser du saa virkelig imorgen?

– Ja jeg gør – det gaar virkelig ikke an, at jeg bliver … Jeg maa tage med Morgentoget, saa vi skal tidlig op … Klokken er allerede mange … God Nat, Kristine.

Men i Stedet for at sige Godnat, slyngede hun Armene om ham, trak ham ned til sig og hviskede ham nogle Ord ind i Øret, medens hendes blege Ansigt blev blussende rødt.

– Nej, nej, Kristine, svarede Hjorth hurtig, idet han rejste sig, – det er Synd! … Nej, – og – det er kun et Øjebliks – det vil gaa over hos os begge … Og – desuden, – du vilde komme til at angre det.

– Og du da? – —

Et Par Minutter efter trippede Kristine om i sit Kammer, rivende og flængende Klæderne af, som blev spredte over Gulvet. Hun slukkede Lyset og krøb i Seng, hvor hun kastede sig frem og tilbage under den store blaadigtens Dyne, der trykkede hende ned som en Mare og rugede en sveddrivende utaalelig Hede ud af hendes opildnede Legeme. Hun rullede sig sammen, trykkede Ansigtet ned i Puden og brast i en krampagtig Hulken. Og midt under Graaden stønnede hun atter og atter med en Stemme, der i Lidenskaben genfandt sin usminkede Bondedialekt: —

– Hvo'for vilde han itt', naar jæ' vilde? —

XXIV.

Over Skranken af strittende sorte Grankviste, under Guirlander af Bøgegrene, hvis nederste Blade vare grønt gennemildnede, var det aabne Bræddeskur fuldt af et rødt Lys. Det faldt ned fra Lamperne foroven og luede paa de blanke Messinginstrumenter, som gabede med sorte Mundinger ud mod »Salônen«, det blev dobbelt rødt paa de oppustede fordrukne Ansigter, der blæste og spyttede i Trompeterne, og paa de klodsede Hænder, som førte Buerne, men det forsøgte forgæves at spejle sig i Violinerne, hvis Træ var for mat til at reflektere.

Men Lyset naàde kun svagt ud paa Dansegulvets aabne Cirkel, hvor Parrene drejede sig i en kluntet, langbenet Polka med svingende, stive Frakkeskøder hvirvlende korte Skørter, vimplende Baand under store besynderlige Papirsbaloner, der drejede sig med deres flagrende Strimler og smaa Flag paa Reb, der vare trukne tvers over Salongulvet fra en Cylinderkreds af granviklede Stænger.

Bagved Dansepladsen, inde under Træskyggen, hævede sig en graa Trekant, utydelig, med udflydte Vinkler og Kanter; midt i den, omtrent i Diagonalernes Skæringspunkt, brændte en lille tilsløret og udvisket Flamme – som en Lygtemand dybt inde i Taagen. Saa kom Skoven, rejsende de mørke ubevægelige Toppe mod en bleg Himmel, ludende med de tætte Løvmasser, der endnu havde et grønt Skær rundt om sorte Skygger ned imod den spejlhvide Sø. Dens anden Bred var en langstrakt Bakkelinje; over den havde Luften endnu et blegt Orangelys, og op imod det stod Skovvangs Ladebygninger med de kolossale knækkede Spaantage, som dog overragedes af Stakkehavens mægtige Rughæs.

Møller Kristensen, der havde staaet og betragtet alt dette, begyndte at blive ked af at se paa Dansen, der ikke længer var for hans Alder, og følte Trang til en Hjærtestyrkning. Han gik hen imod den trekantede Taage med Lygtemanden i, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være Sejldugsgavlen af et langt Beværtningstelt, midt i hvilket der brændte en enlig Lampe. De fleste Bænke vare optagne og henne fra Enden lød bestandig Bestillingsraabene: – en Kaffepuns, – to Sodavand – en Toddy – to Bajere!

Mølleren bestemte sig for Kaffepuns, og fandt sig en Plads ved Siden af Ole Rasmussen fra Vindrup Overdrev og Sønnen Hans.

– Naa, er I ogsaa kommen her i Aften?

– Ja, vi skulde jo se paa Stadsen.

– Ja, det skulde vi jo da li'egodt.

– Skaal, Ole! … Skaal, Hans! … Kan det ogsaa gaa, at en af de Unge sidder her og er Bænkeslider?

– Ja, Hans haar jo ogsaa været ovre aa danse.

– Ja, det haar jeg jo da li'egodt – men – at, jeg syn's dog – —

»En Arraks, en Gang rundt!« raabte Henrik Larsen ved Bordet bagved dem. – —

– Det er svært, saa Henrik er højtmælet i Aften, sagde Mølleren. – Skaal, Ole!

– Skaal igen, Møller! … Ja, han haar nu ogsaa en urimelig høj Snaps paa.

– Saa? … ja saa bliver det sgu'tte første Gang. —

»Du haar jo danset med hender hele Tiden, Henrik.«

»Ja hun er ogsaa den eneste, der er værd at danse med. De andre kan sgu gaa hjem og lægge sig; de er jo ligesom Dragkister i Jordskælv.«

»Ja, det var sgu Synd og Skam, at Hjorth skulde gaa hen og snappe hender, – for hun er li'egodt itte den, hun haar vaaren.«

– Det maa ellers være en underlig Fornøjelse, at ligge og rende efter andres Kærester, bemærkede Mølleren til Ole, temmelig højt, – for han ærgrede sig paa sin Ven Per Andersens Vegne over al den Snak om Kristine.

»Sagde du »ligge og rende etter«, Kristensen? … Da vil jeg ellers betro dig, at Henrik Larsen og jeg, vi behøver itte at »ligge og rende« etter nogen, – og jeg har heller itte gjort det med hender, – andet end hun kan sgu gøre for mig, hvad hun vil … Men jeg skal, Fa'en ta'e mig, vise jer, at hun vil danse med mig og inte med nogen anden … Men for Resten angaaendes den Kæreste, saa er det jo noget Vrævl, – det bli'er jo inte til noget – han kerer sig jo inte om hender, ellers kunde han da fulgt hender herud i Aften.... Men han haar sgu sine Tøser inde i Byen, den er jo klar!«

Dermed brød Henrik Larsen op og forlod Teltet med sit støjende Tilhæng.

Der var bleven lysere paa Dansepladsen. De kulørte Lamper vare tændte og hang under Løvet som store straalende Vidunderfrugter, fra hvilke der faldt et broget Skær over de Dansende. Der var ude paa Gulvet en tæt hvirvlende Vrimmel, hvis Par busede paa hinanden og trampede, saa Salônen rystede, medens Trompeterne skrattede, som om de vilde blæse deres sidste Vejr bort. En tung Atmosfære af harsk Pomade, Bræddelugt, Sved og Granduft med en tæt Tilsætning af Støv svævede over det Hele i den ubevægelige Luft.

Men det var forgæves, at Henrik Larsen undersøgte baade Siddepladserne langs Dansecirklen og Hvirvlen derude, som bestandig udstødte Par og optog nye – Kristine var der ikke.

– Jeg synes ikke, du danser, sagde Mølleren ondskabsfuld. Han var fulgt bag efter med Ole og Hans.

– Jeg kan sgu'tte finde hender … Hun er nok taget hjem, svarede Henrik slukøret.

– Ja – ha – hun har nok kedet sig, bemærkede Ole.

– He! – ja det er med saadan et Par Kærestefolk, – de har dog ikke andet end hinanden i Ho'edet … Det er kunstigt aa tænke paa, sagde Mølleren.

– Ja, det er li'egodt vis. —

Men Kristine var dog ikke gaaet hjem.

Hun stod bagved Beværtningsteltet sammen med Ravn. De betragtede det zigeuneragtige Køkken i fri Luft, – en stor Kedel, der hang i en Tværgren over et Par Gaffelgrene, og som var slikket sodsort af de spillende Luer, der af og til blussede fyrig op, med store Strejflys op imellem Bøgeløvet, og med en uhyre Slagskygge hen paa Teltgavlen af en svær Kones Bagdel, medens hun stod paa Hovedet i Kaffekassen. De lo, saa de maatte holde sig ved hinanden, da hun efter at have slaaet en Øse Vand i Kedlen var lige ved at sætte sig med sin umaadelige Skørtemasse i et lille skævt Lys, som i en Flaske stod paa en stor Bøtte.

Saa spadserede de videre ad en lille Sti nede ved Søen, hvor Larmen fjærnede sig mere og mere, og hvor der var en sikrere Ensomhed nu end nogensinde. Han havde slynget Armen om hendes Liv og hviskede til hende med sin mjavende Fistelstemme. Det var en underlig tør, varm Luft; Græsset var dugfrit. De vare komne ind, hvor der ingen Sti var længer, og satte sig i den dybe Skygge af nogle store Bøge.

– Det er saa varmt, saa trykkende – jeg kan næppe faa Vejret.

– Saa løs en Smule op, min søde Pige, her er jo Ingen at genere sig for.

– Nej, nej, sagde hun leende og slog ham over Fingrene, der famlede paa hendes Bryst. – Jeg kan nok hjælpe mig selv.

Hun knappede et Par Knapper op, trak Kjolen lidt til Side, lænede sig tilbage, og aandede dybt.

Himlen over Trækronerne havde kun et Par matte glimtende Stjærner i sit blege Mælkeblaa, der hvidnede sig nedad mod Synskredsen; paa denne hvide Grund ligefor stod nogle tuschsorte hældende Elmetræer ligesom klistret op, flade, silhouetagtige. Men til Siden havde Løvet endnu Form og et Stænk af brungrøn Farve. Græsset skraanede grønt, med et Skær som af en selvlysende Flade, der blændede og skar i Øjnene, ned imod Søen, der strakte sig taageløs, blank-hvid som Glas. Af og til kom langt borte fra nogle skrattende, falske Trompettoner. Men rundt om kaldte usynlige Græshoppe-Hanner paa Hunnerne, idet de med deres Vingevioliner frembragte den svirrende, æggende Musik, der paa en Gang er saa sylfin, som spilledes den af Græsstraa paa »den flyvende Sommers« sølvskinnende Spindelvævs-Strænge, og saa spæd larmende, saa gennemtrængende metallisk som en bitte lille Janitschar-Musik; – den syntes at faa en uendelig Forstærkning af Musikanter, som vilde den fylde hele Rummet, den blev voldsommere med hvert Sekund, idet Tankerne overdøvedes af den meningsløse Larm, Blodet opildnedes af de flimrende smaa Lydflammer, Sanserne sporedes af de skarpe Toner, indtil alt syntes at forgaa i den voxende, dirrende Jubelmusik af en brutal Elskov.

XXV.

– Vi hævde altsaa Syndefaldet som en enkelt, virkelig forefalden Begivenhed, – og afvise hermed de moderne Bortforklarings-Forsøg, som efter Kants Exempel vil forflygtige det til en Mythe, – for ikke at tale om det moderne Hedenskabs Forvrængninger, der minder om visse gnostiske Sekter, som stillede hele Biblen paa Hovedet og gjorde det onde til godt og det gode til ondt … Saaledes kalder Hegel Paradiset for en Dyrehave, hvor kun Dyr og ikke Fornuftvæsener kunde trives, og Schiller forstaar Guds Forbud som Instinktets Røst og Syndefaldet som Fornuftens første Vovestykke og Begyndelsen til moralsk Tilværelse, som uden Modsigelse er den største og lykkeligste Begivenhed i Menneskehistorien; Mennesket var derefter for ædelt til Paradiset. – De vil finde disse skrækkelige Ord anførte i Deres Kompendium, lad mig se – Side —

Medens Professor Petersen gav denne Udvikling, havde Hjorth paa en af Tilhørerbænkene en kildrende Gysen ved pludselig at høre Schillers Navn paa dette uventede Sted, ved ligesom at se Dioskuren staa midt i det theologiske Auditorium, en Gysen som den, en ung Mand føler, naar han i et Selskab af ligegyldige Fremmede, midt i et Væv af Trivialiteter, med et hører En udtale hans Elskedes Navn. Han saà op paa Professoren, der, med sit aller enfoldigste Udtryk præget paa det brede Bondeansigt, rystede bekymret paa Hovedet ad de menneskelige Geniers Forvildelser, medens han bladede i Bogen, – og paa Studenterne rundt om, der dyppede deres Penne og skrev i deres Kollegier: »Skrækkeligt Ord af Schiller, Komp. § 29.« Aldrig havde han før saa klart følt, at han ikke hørte hjemme iblandt dem, aldrig havde han været saa stolt af at vide sig i Pagt med en anden Aand. Og medens han omfattede dem alle med et Blik af usigelig Foragt, var det som om denne skrækkelige Schiller, hvem den dumme Professor rystede paa Hovedet af, og hvem de taabelige, smaa Studenter skrev deres uvidende Notits om, stod statuehøj ved Siden af ham, rakte ham sin Marmorhaand og førte ham bort fra et Sted, der var uværdigt for dem begge.

XXVI.

Han var naàt til et foreløbigt, ustadigt Hvilepunkt.

Han var kommen til Ende med første Del af sin indre Nedrivelsesproces, Undergravningen, – den, der var begyndt ved hans første Bekendtskab med tysk Poesi. Følelsesgrundlaget for hans Kristentro var skyllet fuldstændig bort, der var end ikke Gran og Sandskorn tilbage deraf; – den religiøse Følelse hos ham havde haft sit sidste opblussende Liv ved Moderens Grav; – denne Grav var bleven dens egen. Hvad der endnu var tilbage af hans Kristendom var kun selve Troen paa det faktiske, tør og kold, denne fides historica, som endnu kan frelse en Katholik, – og som maaske i Virkeligheden er den, der frelser, om ikke Protestanter, saa dog Protestantismen. Der er næppe noget saa urimeligt, saa blottet for al Sandsynlighed, ja saa selvmodsigende, at det ikke ved at indprentes fra Barnsben af og aldrig blive modsagt kan faa Præget af at være selvindlysende. Disse Trossætninger vare blevne hærsede ind i ham som Barn og under hans Opvæxt, han havde selv som Voxen hærset dem ind i andre Børn, saa det var ham umuligt nu at tænke igennem dem eller udenom dem. Uforstaaede holdt de hans Aand fast som en magisk Trylleformel. Han havde ikke længer nogen Kærlighed til dem, han kunde fortvivle over at skulle tro paa dem og rejse sig imod dem med Foragt og Had, – men han kunde ikke blive af med dem.

Det slog ham en Dag, da han læste Jakobis berømte Udsagn, at han var en Hedning med Hovedet, men en Kristen med Hjærtet, at ham selv var det gaaet ganske modsat: – han var en Kristen med Hovedet, men en Hedning med Hjærtet.

Den ejendommelige Udviklingsgang, som var lagt tilrette for ham af Omstændighederne, havde ført ham ad en usædvanlig og lang Vej, men ad den radikaleste. Som oftest begynder Tanken Arbejdet med Tvivl, med Modsigelser, med Beviser; men det hændes undertiden, at naar den har fuldendt sit Værk og fældet og ryddet, ja naar den har begyndt sit nye Værk og bygger andet op, – saa er dog den gamle Følelsesgrund, der i sit dybe Muld bevarer Sæden fra den oprindelige Plantning, den er bleven næsten urørt tilbage, og det nye bliver bygget paa den; men en skøn Dag kommer der Grøde i den, det spirer af Sæden, det skyder op fra de gamle Rødder, det voxer uimodstaaelig, omstyrtende alt det nye, det kroner og grener sig med den gamle Plantnings Form og Højde – lige op til Keruber og Serafer. Men hvor Begyndelsen var den, at Jordsmonnet blev gennemgravet, løsnet fra Rødderne og skiftet om, saa der lagde sig fed Muldjord om Sandets barske Træer, og de tørre Egnes Buske kom til at staa og soppe i Mosevand, – dèr ser det vel ud, som holdt den gamle Plantning sig længer, men den visner og raadner redningsløst og uigenkaldeligt, og det ny skyder op af sin egen Grund og har ingen Omvæltning at frygte. Og denne Bortvisnen og Henraadnen, som nu tog sin Begyndelse, foregik ikke fredelig, uden Fremskynding; efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit; – med sin Brusen af dogmatiske Synodekampe kastede den sig over den stakkels hellige Lunds bladfattige Kroner, knækkende store Grene, som faldt ned og mættede Muldet med ny Fedme; – med sine Hvirvler af Rabies Theologorum splintrede den frønnede Stammer; – med sine Skypomper af utallige Kætterier rev den tilsidst hele Træer op med allerede løsnede Rødder.

Ogsaa under denne anden og egentlige Del af Nedrivningsprocessen sad han ved Germanernes Fødder, – naturligvis, Theologien taler jo kun Tysk. Han hørte næsten ingen anden Professor end Petersen, og han var kun en dansk Kompendie-Udgave af tysk Theologi – hvad de andre Professorer for den Sags Skyld ogsaa var. Ellers havde han kun at gøre med Bøger, og det var tyske Kommentarer til det nye Testamente og tyske Kommentarer til det gamle Testamente, tyske Dogmatiker, tyske Kirkehistorier, tyske Isagogiker og intet andet end Tysk. Til de store Navne og til Kætterne var han endnu kun naàt paa anden Haand; det var mest Lærebøger, som selvfølgelig vare orthodoxe. Der var kun Meyers Kommentarer til Evangelierne, hvilke Professoren havde fraraadet ham som »daarlige, meget uorthodoxe, meget rationalistiske«; dem studerede han med stor Iver, og de begyndte Værket ved at bortkritisere Jomfrufødslen og Nadverdogmet, medens de rokkede stærkt ved Skriftavtoriteten ved ubarmhjærtig at blotte Evangelisternes indbyrdes Strid og deres historiske og geografiske Bommerter. Men iøvrig vare de orthodoxe Lærebøger allerede farlige, blot ved deres Kendsgerninger og ved deres Systematisering, der gør det ene saa truende afhængigt af det andet, saa at der synes at fordres alt eller intet, og alt igen synes at være saa grumme meget; det fordunklede noget Dogmernes selvindlysende Glorie, at han lærte deres besværlige Fødsel at kende paa Røversynoder, hvor der sloges med Knipler, og midt i Kejserhoffets og magtsyge Biskoppers Intriger; og denne Glorie pudsedes ikke just synderlig klarere derved, at han lærte de under disse velsignede Omstændigheder affødte Formler ordret udenad paa Græsk, skønt han ganske vist deri kun fandt halvt saa mange Modsigelser som Ord – nemlig èn for hvert Par —, men der er ogsaa mange Par. Ja han sugede endog denne ætsende Gift af den legitimeste af dem alle, selve Bøgernes Bog, om hvilken Luther i et hidsigt Øjeblik sagde, at »den var en rigtig Kætterbog«.

Fra først af var det dog kun de mindre væsentlige Dogmer, der begyndte at rokkes og lidt efter lidt faldt bort. Hans historiske Tro skallede af, men Kærnen syntes at være uberørt. Endnu bestandig fremhallucinerede hans Blik Treenigheden, rigtignok langt, langt borte i det aller blaaeste Himmelblaa, saa højt oppe, at den i Grunden hverken gjorde ham Gavn eller Skade, – men han saà den dog. Rigtignok – der kom Usikkerhed i Synet, som det sker med Hallucinationer, naar Patienten faar Mistanke om, at der intet virkeligt er. Ved den endeløse Strid om de to Naturer i Kristus syntes den hellige Trinitet ham paa Nippet til at blive Kvaternitet; – en Fare, der paa den anden Side formindskedes derved, at den hellige Aand begyndte at blive ham en fordægtig Personlighed, der mer og mer flød ud i det Blaa … Det saà dog ud til Allehaande.

Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og løber bort som Vand under sin egen Brohvælving. Overfladen ligger der vel og ser endnu ganske fast ud. Men man skal dog ikke trøste sig til at træde paa den, for at komme over Grøften.