Germanernes Lærling

XLVI.

– Sam, kom skal du se, lille Sam!

Da Johanna raabte disse Ord, kom hun dansende ud i Gaarden, med et Papir i Haanden.

Sam sad paa Hundehusets Kugle, i sin Yndlingsstilling, den søjlehelgenlige. Eftermiddagssolen tegnede Ryggens Profil med en Glorielinje af gennemstraalede Haar, og punkterede Halen nedefter med nogle spredte Ildhaar. Den drejede Hovedet, æntrede ned paa Ryggen af Trofast, som den kneb i Forbigaaende, og fòr hen til Johanna; og da Trofast begyndte at føle Svien, kom til Bevidsthed, rystede sig og saà sig om, sad dens tropiske Husfælle allerede oppe paa den venstre Skulder af Johannas mørkeblaa Kjole, gnidende sig i Hænderne, – og Skinsygens Kvaler forenede sig hos Trofast med den legemlige Smerte, afpressende den en lang Hylen.

Sam greb ivrig med de lange Arme efter Papiret, som Johanna holdt hen foran den; Papiret blev trukket hurtig bort, og den faldt ned. Men Trofast havde næppe faaet Tid til at glæde sig, før Sam allerede var deroppe igen.

– Nok se, men ikke røre! sagde Johanna og truede med Fingren, før hun igen holdt Papiret op foran den.

Paa dette Papir stod der foruden Adressen med store blaa Streger: »Valgt. Deres N. C. Hjorth.«

Da Sam havde stirret saa længe derpaa, at dens livlige Fantasi maatte have fattet hele Rækkevidden af disse Streger paa dette Sted, klappede den med sin lille Vidskelæders-Haandflade paa hendes bløde, dunhaarede Kind.