Skovstrup-Folk: To Fortællinger

I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende – to og to, Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den højeste.

Hesteprangeren løftede høfligt paa Hatten og talte dem spøgende til. Han havde Ord for at være kvindekjær. Jens Skomager drev forlegen af for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange sælsomme Grimacer.

IV

Lines Bryllup stod en af de sidste Dage i Juli. Alt som Tiden nærmede sig, blev Lars Top meget optaget af Begivenheden; der var en hel Del Renderi: Tillysning hos Præsten, Indkjøb hos Slagter og Kjøbmand, Indbydelser, Anmodning om Vogne og meget andet. Det gjaldt om at kunne modtage Svigersønnen anstændigt. Han var ikke blot Søn af en udenlandsk Velhaver, han var tillige – efter Lines Beskrivelse, – en ualmindelig dygtig Arbejder, stor, stærk, alvorlig, ædruelig, havde, kort sagt, en Mængde Egenskaber, som Lars helt eller delvis manglede; derfor fyldte Billedet af Svigersønnen ham med Ærefrygt; han blev altid højtidelig stemt, naar han nævnede ham for andre. Derhos vidste han, at Forholdene i Skovstrup vare smaa i Sammenligning med de kjøbenhavnske.

Brylluppet stod saaledes af, at Brudgommen ankom Dagen forud til Skovstrup og laa hos Hestehandler Nielsens om Natten, da Lars Top naturligvis ikke havde passende Lejlighed at byde ham. Nielsens Befordring, som var den fineste i Byen, kjørte for Brudeparret til Kirken – paa Forsædet sad Kusken og Skolelæreren. Bag efter kom Jakob Mikkelsens lakerede Fjedervogn, og paa den kjørte de øvrige Bryllupsgjæster, nemlig Nielsen og hans Kone, Jakob Mikkelsen og hans Kone.

Bruden var i sort, ulden Kjole med bart Haar, Myrtekrans og langt, hvidt Slør. Brudgommen var i blaat Diagonal med Talmikjæde, sorte Handsker og Silkehat. Mellem Smedjen og Gadekjæret stod alle Skolebørnene opstillede for at se Toget drage forbi; de havde naturligvis faaet fri i Anledning af Brylluppet, da Skolelæreren ikke paa én Gang kunde synge i Kirken og holde Skole.

Klokken halv tolv om Formiddagen fandt Vielsen Sted i Herninge Kirke, Klokken halv to kom Suppen paa Bordet, fulgt af Flæske-, Ande- og Oxesteg med nye Kartofler og Agurkesalat, derefter Kransekage. Til Stegen fik Mandfolkene et Par Snapse Brændevin, til Kagen blev der drukket Medoc Nr. 1 og Gammel fransk Vin. Desuden blev der til Ære for Ditlevsen og P. Nielsen serveret med Bajerskøl.

Klokken tre holdt Jakob Mikkelsens Vogn atter for Lars Tops Laage for at kjøre Brudeparret til Stationen; de skulde rejse samme Dag med Firetoget til deres nye Hjem i Kjøbenhavn.

Jens Skomager havde just den samme Dag været i Odense for at bestille Sedler til sine Sværteæsker i et derværende Stentrykkeri; han kom hjem med Firetoget og mødte saaledes Brudeparret paa Perronen, som de stod og ventede paa det forsinkede Jyllandstog. Line gik hen til sin fordums Skolekammerat og gav ham Haanden; hun havde ligesom et let Rosenskjær af Lykke og lykkelig Forventning over sit blege, langlige Ansigt med de graa, alvorlige Øjne.

Jens blev rød i Kinderne af Undseelse. Han skød de store Øjenbryn op, bukkede forlegent og sagde smaafnisende:

»Jeg gratulerer.«

»Kommer du engang til Kjøbenhavn, Jens,« sagde Line, »maa du da ikke glemme at besøge os. Du kan altid faa vor Adresse hos mine Forældre.«

Jens takkede, saa godt han formaaede, og skjævede hen til Ditlevsen, som stod tavs, højvoxen og mut ved Siden med en Vadsæk i Haanden.

De nygifte flyttede ind i en to Værelses Lejlighed i Saxogade, tredje Sal. Foruden de to Værelser var der naturligvis et lille Køkken og et Pulterkammer. Ditlevsen havde Arbejde ved de nye Bygninger i Øhlenschlägersgade ud imod Kalveboderne, var som hidtil flittig, ædruelig og tjente gode Penge.

Line vilde ogsaa gjærne yde sit Bidrag til Underholdningen; hun sad jo ene hjemme hele den lange Dag og havde ikke ellers noget synderligt at tage sig for, men Ditlevsen forkastede alle Forslag, hun i den Anledning kom med; han vilde ikke, at hans Kone, hvis de engang blev rige Folk, skulde være kjendt som simpel Arbejderske. Det eneste, han gik ind paa, var, at hun modtog Hæklearbejde fra en stor Forretning inde i Byen. Det var en Haandgjerning, hun var ret flink til, og naar hun var flittig, kunde hun derved tjene fyrretyve Øre om Dagen; det var ogsaa værd at tage med.

Line havde Sans for det rolige, det regelbundne og sikre. Alt maatte hun have paa det rene – fast Grund under Fødderne. Hendes lille Dagligstue var som blæst. Paa Langvæggen stod en Sofa med brunt Damask-Betræk og rundt, poleret Nøddetræs-Bord foran. Desuden var der i Stuen fire polstrede Stole, ligeledes med brunt Damask, en Piedestal, en Rørstol og en Gyngestol – sort lakeret med forgyldte Snirkler paa Rygstødet. Ved det ene Vindue sad hun selv foran sit lille Sybord og hæklede Alen efter Alen af Blonder og Mellemværker, foran det andet Vindue stod Ditlevsens Skrivebord. Der var hvide, luftige Gardiner fra Loft til Gulv, et Par taalelige Lithografier paa Væggene og Plüsches Tæppe under Bordet. Ind til Sovekammeret stod Døren aaben, saa man skimtede det hvide Sengetæppe.

De holdt deres Maaltider i Køkkenet for saa meget som muligt at skaane Stuen. Ditlevsen fandt det noget besværligt at forlige sine tilkalkede Arbejdsklæder med de Hensyn, Line krævede taget til Stuen og Sovekammeret, men hans retlinede Natur fandt Fordringerne billige, og han vænnede sig til hver Aften, naar han kom fra Arbejde, ikke blot at holde Storvask paa sig selv i Køkkenet, men ogsaa at klæde sig om og expedere Arbejdstøjet ind i det lille Hummer, der som ovenfor sagt bar Navn af Pulterkammer.

Naar de havde spist til Aften, satte han sig i Gyngestolen og fortalte et eller andet nyt fra Arbejdspladsen. Tobak røg han ikke. Hun ligesaa, hvad hun i Dagens Løb havde set, hørt eller tænkt, ogsaa et og andet Træk hjemme fra, som randt hende i Hu. Men det endte snart med, at han satte sig hen til Skrivebordet, tog Papir og Blyant frem og begyndte at gjøre Udkast og Overslag til et eller andet Byggeforetagende, som han havde faaet Nys om. Naar hun saa havde lagt Hækletøjet til Side, vilde hun helst sidde hen hos ham og følge med i hans Beregninger; men det fik hun ikke Lov til. Han var lidt mut og myndig af Væsen, og det kom frem paa saadan Tid, naar han tilkjendegav, at han ikke vilde forstyrres. Han mærkede godt, at Line trak sig stødt tilbage, men det tog han intet Hensyn til. Hun skulde nok faa sin Part, naar den Tid kom, at Overslagene bar Frugt, naar de bleve rige. Det var ham, der skulde udføre alt, derfor maatte hun finde sig i, at han var lidt af en Hersker. Hans Herredom var endnu kun lidet, egentlig kun til i Tanken, men det skulde nok blive Virkelighed, og da ogsaa blive stort.

De havde fundet hinanden, dragne af de fælles Egenskaber: det solide, arbejdsomme, husholderiske, havde fundet hinanden som to jævnbyrdige Naturer, der indgaa Staldbroderskab til gjensidig Væxt og Værn; noget dybere var ikke imellem dem. Det eneste, der kunde varme dem op, var Tanken om engang at blive rige; det var deres Helligdagsfornøjelse at fantasere i Forening eller enkeltvis over dette Thema.

De havde været gift i to Aar. Det andet Foraar havde Line født en lille Datter til Verden. Barnet døde strax efter Fødselen, og Line havde skrantet den meste Sommer, først hen imod Høst begyndte hun at komme noget til Kræfter igjen. Ditlevsen havde i Følge sin Plan begyndt at arbejde for egen Regning, men ikke endnu havt synderligt Held med sig. Han var bleven mere knap, mere indesluttet end før; Line følte sig ofte trykket af hans Tavshed; det var som om han flettede sig ind i et Hylster af Beregninger og Spekulationer og blev borte, blev fremmed for hende. Og efter at hun havde holdt dette døde lille Barn i Favn, var der kommet noget svagt, noget blødt op i hendes Sind, som hun ikke tidligere havde fornummet. Maaske det var, fordi hun havde jordet et lille Legeme, der var Kjød af hendes Kjød, maaske fordi hun var legemlig syg saa lang Tid. Hun trængte til Varme, til Meddelsomhed, til at tale og at høre tale; hun begyndte at føle sig ene og at længes – hun vidste ikke efter hvad.

En Formiddag kom der Bud fra Arbejdspladsen og meldte, at Ditlevsen var falden ned fra et Stillads og kjørt til Hospitalet.

Hun skyndte sig derud. Han havde knækket to Ribben og var bleven slemt forslaaet, men Livsfare var der heldigvis ikke Tale om.

Denne Ulykke skete i Oktober. Line var daglig derude for at se til ham, det gik ogsaa efter Ønske fremad med Brud og Skrammer, men alligevel var der noget, som ikke vilde komme i Orden igjen, noget i Brystet, som førte Feber med sig og tog Kræfterne.

Vinteren nærmede sig, og endnu lod det sig ikke forudse, naar Ditlevsen vilde kunne udskrives af Hospitalet. Line forlangte at faa Rede paa deres Sager, hun trængte til lidt Skillinger. – Ja hun kunde henvende sig til hans Kompagnon og faa, hvad hun trængte til. Men Line havde ikke Lyst til at tære mere end højst nødvendigt paa dette tvivlsomme Tilgodehavende, desuden begreb hun, at den Kilde maatte snart tørre ud; det gjaldt derfor om at finde et Erhverv, der betalte sig bedre end Hækleriet.

Omsider lykkedes det hende. Hun fik Arbejde paa en Papirposefabrik, drak sin Kaffe tidligt om Morgenen hjemme, tog Mad med sig og var borte hele Dagen, et Løb hen til Hospitalet og sent hjem om Aftenen. Hvor var det tungt og trist at komme hjem til de smaa Stuer, der havde staaet tomme hele Dagen og ventet paa hende!

Ditlevsen laa paa Hospitalet den hele Vinter, det hele Foraar. Han var nu saa vidt kommen sig, at han kunde udskrives, men Kræfterne lod meget tilbage at ønske; det anbefaledes ham at drikke saa megen Mælk som muligt og at spise Æg.

Sin egen Familie havde han i al denne Tid intet hørt fra. Efter sit Bryllup havde han ganske brudt med den. Det kunde være med al Forsoning, til han blev rig engang, saa skulde de nok kjendes ved ham og Line, naar de i Pomp og Pragt holdt deres Indtog i Suserød.

Men en af de sidste Dage, han skulde tilbringe paa Hospitalet, kom hans Søster helt uventet og uanmeldt for at se til ham. Det havde rygtedes til hans Hjem, at han var falden ned og havde ligget paa Hospitalet den hele Vinter, og saa havde Moderen overtalt hende til at tage ind og forhøre, om han ikke trængte til et eller andet, om han ikke vilde med hende hjem. Hun spurgte selv Lægen, om han ikke havde godt af at komme nogle Uger paa Landet. Jo det var netop det, han trængte mest til.

»Du véd vel nok, at jeg er gift,« sagde han.

»Men din Kone har formodentlig ikke noget imod, at du bliver rask igjen saa hurtigt som muligt.«

»Jeg venter hende hvert Øjeblik, saa kan vi tale om det.«

»Ja gjør I det,« sagde Søsteren og rejste sig. »Saa skal jeg komme igjen i Morgen tidlig og høre, hvad det bliver til.«

»Vil du ikke vente lidt og hilse paa Line?«

»Det kan være det samme. I Morgen ser jeg hende vel, hvis saa er, at du bestemmer dig.«

Line og hendes Svigerinde mødtes i Porten; men de kjendte naturligvis ikke hinanden.

Ditlevsen fortalte strax om Besøget og det Forslag, hans Søster var fremkommen med. »Jeg kunde ikke rigtig besinde mig i Øjeblikket,« sagde han, »især ved det, at ogsaa Lægen raadede til, og nu fortryder jeg det; nu ser det maaske ud, som om det er dig, der ikke har villet.«

»Du synes ikke om at tage derud?«

»Nej. Jeg har ikke nødig at tigge Mælk eller trygle om frisk Luft. Kræfterne kommer nok igjen, saa snart jeg blot kommer bort herfra – saa kan man da ogsaa tænke paa at tjene lidt igjen. Dette er jo den rene Ruin.«

»Det kan dog være, at Forslaget ikke er saa ilde,« sagde Line til hendes Mands Forundring. »Det er net af din Søster, at hun kommer herind; det er dog dem, der saa gjør det første Skridt, og du havde jo alligevel bedst af at komme lidt paa Græs,« tilføjede hun med et blegt lille Smil, »lige i den varmeste Tid.«

»Der var ingen, der bad dig med. Det stødte mig.«

»Det maa du ikke tænke paa,« sagde Line behersket. »Det kommer maaske næste Gang. Saa er der ogsaa en anden Ting: Jeg véd ikke, om jeg kan tjene Opholdet til os begge, især al den Mælk og de dyre Æg. Vi sparer ikke saa lidt ved, at du tager der ud.«

Da Sagen var afgjort, blev Ditlevsen helt oprømt og fik røde Pletter paa Kinderne. »Du kan tro, Line, at jeg skal spise Æg og drikke af Bøtten som nogen Mælkekalv. Og saa skal vi se noget længere hen, saa skriver jeg dig til, og saa kommer du ud og henter mig.«

»Det gjør jeg,« sagde Line og undrede sig i sit stille Sind over, at Ditlevsen under sin lange Sygdom var bleven som et Barn i visse Henseender og mest der, hvor man sidst skulde have ventet det. Hun havde ganske vist ikke sagt ham, at hendes bedste Kjole og hendes Sommerstykke for længst var gaaet paa Laanekontoret, men han maatte da kunne begribe, at hun ikke kunde faa Penge til overs til at rejse til Sydsjælland for, og han vilde dog vist ikke, at hans Fader skulde sende hende Rejsepenge.

Hun havde heller ikke Grund til under de nuværende Forhold at vente et saadant Omslag, som Ditlevsen lod til at tænke paa, med pludseligt udbrydende Hjærtelighed og fuld Indlemmelse i Familien. Efter hvad hun havde lagt sammen af forskjellige Smaatræk, som Ditlevsen nu og da havde meddelt fra sit Hjem, forstod hun, at de tilhobe vare haarde Halse, og Ditlevsen selv havde jo noget af det samme, naar det kom over ham. Hun havde Materiale nok til at danne sig et ret godt Billede af Krofolkene i Suserød.

Det blev saa aftalt, at Ditlevsen skulde kjøre lige fra Hospitalet til Banegaarden og tage af Sted med Masnedsundtoget allerede den følgende Formiddag Klokken ni. Line gik hjem og fik travlt med at efterse hans Tøj. Nu var hun glad ved, at det var hendes Sommerstykke og Kjole, der stod paa Laanekontoret, og ikke hans Vinterfrakke, som hun havde følt sig fristet til at ofre først, hvad der ogsaa havde været det naturligste. Hun var endnu samme Aften med en fuld pakket Vadsæk paa Hospitalet og lovede at møde ved Banegaarden næste Dag, naar Toget skulde afgaa.

Det var en raakold Blæstmorgen i Slutningen af Maj, da Line med sit graa- og hvidtærnede Shawl over Hovedet ilede fra Vesterbrogade og hen til den store Banegaard. Vimplerne fra Tivoli vred sig i lange Bugtninger og sled som i Fortvivlelse for at slippe løs fra deres Stænger; Sand og Grus hvirvlede i tætte Skyer ned ad den brede Passage efter Klampenborg Station; Træerne ovre i Jærnbaneboulevarden bøjede deres Grene med det spæde, lyse Løv næsten til Jorden for de vældige Kast, der slog ned over Taganlægget paa National; Droskekuskene satte Hovederne mod Vejret og raabte Varsko i et Væk. De havde ondt ved at holde Øjnene oppe, og Fodgængerne havde saa travlt med at passe paa deres Hatte, at de glemte at se efter Vognene.

Line stod i den store, graa Forhal indsvøbt i sit Shawl, trykket op imod Karmen bag den ene af de lukkede Glasdøre. Hun iagttog nøje hver Droske, der kom og holdt op for Trappen, men det var stedse fremmede Ansigter, der stege ud. Endelig kom den rette. Hun kunde kjende den i lang Frastand paa Vadsækken, der stod hos Kusken. Først steg Søsteren ud, men Line fik kun et Glimt af Ansigtet at se, da hun strax igjen vendte sig for at hjælpe den syge. Det var, som om hun først nu kunde se, hvor skarp og gusten, han var kommen til at se ud, da hans Ansigt kom til Syne i Droskedørens Ramme. Line vidste ikke, hvorfor hun ikke løb ud til Vognen og rakte Haand til, da han steg ud – hun havde lige som en Følelse af, at hun var retløs som evneløs.

De to Svigerinder hilste køligt paa hinanden og meget flygtigt, thi Ditlevsens Søster løb strax til Billetkontoret for at løse Billet til sig og Broderen. Line blev staaende hos sin Mand; det var til højre inden for Døren.

»Nu skriver du da, saa snart du kommer derud, at jeg kan høre, hvordan Turen er staaet af,« sagde Line.

Det lovede han.

»Hvordan har du det ellers i Dag?«

»Aa jo. Det kunde være værre.«

»Har du sovet godt i Nat?«

»Nogenlunde. Naar jeg blot ikke svedte saa meget.«

»Kom saa!« sagde Søsteren, vinkede og gik foran hen imod Døren til tredje Klasses Ventesal. Der viste hun Betjenten sine to Billetter.

Ditlevsen og Line fulgte efter.

»Har De Billet?« spurgte Betjenten Line.

»Nej,« svarede Line og huskede i det samme paa, at hun heller ikke havde Penge til Perronbillet. »Far vel, Ditlevsen! Lykkelig Rejse! Gud give, du maa komme rask hjem!«

Folk trængte paa, Adgangen maatte være fri, Ditlevsen sansede ikke, hvorfor Line ikke gik med længer, sagde far vel til hende anstrængt, aandsfraværende og passede blot paa ikke at tabe Søsteren af Syne.

Det kom med ét over Line, som om de nu alligevel tog ham fra hende og skilte dem for bestandig, som at nu slettedes ud, alt hvad hun og han i Forening havde drømt om Lykke. Ja hvad Lykke havde hun og han forresten drømt om? De havde stillet op nogle Rigdomstal ligesom Børnene, naar de leger, og Drengen kundgjør sin Søster: Nu er jeg Konge og ejer ti hundrede tusende Millioner Daler. – Gud véd, om det var saa stor en Lykke at være rig? Jo det var det, men hun blev det vist aldrig.

Tomt det hele, da hun fra Banegaarden skyndte sig til sin Fabrik. Hvor grænseløs graat, forladt, glædesløst, ensomt!

Det var en Onsdag, han rejste. Om Søndagen fik hun et lille Brev fra ham. Han var lykkelig og vel kommen til sit Hjem, men han var meget træt efter Turen.

Hele den følgende Uge ventede hun forgjæves. Hun begyndte at blive alvorlig urolig for ham, om det skulde være bleven daarligere. Endnu en Uge, saa kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. En heftig Lungebetændelse havde dræbt ham. Den og den Dag skulde han begraves. Det var Søsteren, der havde skrevet.

Ikke en Hilsen, ikke et Ord fra ham. Hvad skulde han hilse? Den eneste Drøm, de havde havt fælles, var uigjenkaldelig bristet.

Hun blev kold efter dette, isnende kold. Hun kom heller ikke til at græde, thi det var ikke saa meget Sorg, der fyldte hende, som snarere en Følelse af, at han havde bedraget hende. Han havde, sikker og myndig, lovet hende en Arbejdsdag med voxende Velstand og Anseelse, han havde grebet ind, formet og ledet hendes uklare Pigetanker og Ungdomsdrømme, til Idealet havde vist sig for hende i Skikkelse af disse femten Tusende om Aaret – aldrig mer eller mindre – og overladt hende ene de lange Dage ved Hækletøjet, for at hun uforstyrret kunde tænke dem anvendt i Landsted ved Strandvejen med Ekvipage eller i Rejse paa anden Klasse til Fyn for at besøge sine Forældre eller i fine Middage, hvor en Etatsraad førte Fruen i Huset til Bords – og Fruen i Huset var hende.

Nu gjaldt det, om hun kunde blive glad ved Fabriken og de graa Papirposer og et Tagkammer.

Begravelsen. Ja hvad havde hun dér at gjøre? Man jog hende vel ikke ud, hvis hun kom, men møde alle disse Blikke, fremmede og fjendtlige, blive maalt og vejet – hun som alt længst var funden for let! Hvor skulde hun heller faa Raad til den dyre Rejse?

Hun gik til Fabriken den Dag som de andre i sine gamle Hverdagsklæder; men gjennem Drivremmens slidende Lyd og det tørre Papirs raslende, bladende Hvislen var det hende bestandig, som hun hørte Malmen af en fjærn Kirkeklokke synge, og det var som om alt, langsomt og stille, døde i hende.

Til Efteraaret flyttede hun. Hun havde lejet sig et stort og ganske net Kvistkammer i samme Gade. Det meste af Bohavet solgte hun, kjøbte sig en Sovesofa i Stedet for Tospændersengen, fik afgjort sit Mellemværende med Laanekontoret og beholdt endda 120 Kroner til overs. Hun satte dem alle i Sparekassen og var glad ved at have en Nødskilling.

Hun skulde give sex Kroner om Maaneden i Husleje, men fik det senere hen ordnet saaledes med Værten, at hun kom til at bo gratis imod at vaske Fortrappen og Køkkentrappen hele Huset igjennem. I Fabriken kunde hun Sommer og Vinter tjene fem Kroner ugentlig, saa hun slog sig vel igjennem. Hun havde da kun sig selv at sørge for.

V

I Skovstrup indtraf omtrent ved samme Tid og kun med fjorten Dages Mellemrum to Dødsfald. Det ene havde man ventet længe paa, det var gamle Niels Væver; det andet kom uformodet, det var Hestehandler Nielsens Hustru. Det paafølgende Efteraar solgte Nielsen sin Gaard, opgav Handelen og flyttede til Kjøbenhavn for at leve af sine Penge.

Hele Besætningen, Avlsredskaber, Kar, Baljer, gammelt Bohave og en Mængde Skramleri blev solgt ved Løsøreauktion – de bedste Møbler, Sengklæder og Dækketøj tog han med sig, saaledes at han læssede dermed en Jærnbanevogn og lod den afgaa Dagen, før han selv rejste. En ældre Pige, der havde tjent i Gaarden i mange Aar, tog han med som Husholderske.

Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcellæn, Beviklingen af Møblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som Overtræk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalæsningen derude og sad nu efter vel udført Arbejde paa Restavrationen tillige med de tre Flyttevognskuske for at kvæge sig efter de udstandne Strabadser. Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortæring, de havde i Forening expederet et Utal af Smørrebrødsstykker med behørige Snapse og halve Øller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem foran Perronen.

Lars Top, som i Dagens højtidelige Anledning med sine Fortænder havde slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange langs Tungen for at styrke Dækbladet, fik blandt de udstigende Øje paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede og nikkede.

Jens viste sig i Døren ind til Restavrationen.

»Vil du kjøre med hejm!« raabte Lars Top og satte Damp paa.

»Hvis det ikke varer for længe her,« svarede Jens og skød med et Smil Brynene til Vejrs.

»Vi er mejst færdige. Kom hid og sæt dig ned. La vos faa nok en Puns, Jomfru?«

»Naa saa I sidder og punser,« sagde Jens og tog Plads hos Selskabet.

»Det gjør vi. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig Vægt, der var i de Kasser, og Skatolet var nær bleven vor Mester.«

»Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs,« fniste Skomageren.

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?«

»Hvis hun kan trække og er værd at ryge.«

»Nu kan du prøve dig til. Væsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har du været ude at kjøbe Læder?«

»Nej, jeg har solgt.«

»Læder?«

»Nej mit Hus.«

»Det er Løgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skøvstrup?«

»Det er jitte bestemt paa inøv.«

»Hvad fik du for'et?«

»Penge.«

»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nøve Menneske, der kan blive kløv aa dit Krej. Du gir val Lejkjøb?«

»I trænger jutte til nøve,« mente Skomageren.

»Vi har faaet, hvad rimeligt kan være,« svarede Lars, »men en god Stykjæp skal vi aldrig sige nej til.«

»Jeg vil ikke ha mer denne Gang,« sagde den ene af Kuskene. »Nu er det bedst vi ser at faa Hestene for.«

»Vi kan jo ha Lejkjøbet til Gode til Søndag Aften,« foreslog en anden Karl. »Saa besøger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge ud.«

»Kom kun I,« sagde Jens og smaafniste. »I skal være valkomne.«

»Det er et Ord,« sagde Lars Top. »Og saa drikker vi til Bunds. Skaal, Karle! Skaal, Jens Skomager!«

Søndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med de kornblaa Vinduer. Men den grønne Dør var lukket og laaset. Lars gik ind hos Naboens for at forhøre, hvor Skomageren var henne, og der fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller ikke villet spørge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nær. Forresten havde de lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til Vederlag havde Jens foræret dem den bedste af den gamles »Klokker.«

»Naa saa han kommer itte mejr?« spurgte Lars Top paa Forbavselsens Kraterrand.

»Det kan mejst lade.«

»Og hans Værktøj og Bohave?«

»Det følger med i Kjøbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og Stub.«

»Er det en Skomager?«

»Ja, en fra Frøbjerg.«

Jens var rejst lige til Kjøbenhavn, men havde holdt alle Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Sværten, hans egen »Opfindelse.« Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis lidt af en Drømmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker ørkesløse Naturer gjærne hen i Sløvhed, medens de mere virksomme holde sig en Drømmeverden jævnsides den virkelige, hvor Tilværelsen tænkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i Opvæxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og Oplevelserne formaa ikke at beskjæftige Sanserne helt, alt omkring én ligger i stille Ligevægt, der er intet dér, som jager, optager eller hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om Landsbyen, Straatagene hænge hvilende over de lave, lyse Vægge; der er Hvile i Skyen, som sejler lydløst hen over Mark og Mose, i Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltræk, i de tunge, taktfaste Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at bygge denne Drømmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her – inde i denne Verden, som kan blive virkelig om saa og saa mange Aar!

Hvorledes Lines Drømmeland var beskaffent, have vi set – der var alt solidt og grundmuret med »Forraad for mange Aar;« Jens Skomagers var en uendelig Tunnel af Sværte og Sværteæsker. I al den Tid, han havde drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne Sværte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsøg med en ny Tilsætning, men ret egentlig tilhørte Sværten hans Drømmeverden. Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen af at give Æskerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Sværten, søge Agenter og forfatte Bekjendtgjørelser. Nielsen havde været paa Nippet til at gribe virkeliggjørende ind, da Tilfældet havde røbet ham Skomagerens Hemmelighed; hjælpsom og foretagsom havde han nær bragt Jens ud af Ligevægt, thi dette Tilbud baade om Penge og Kjøbenhavnsrejse vilde jo paa én Gang give hans Fremtidsverden Kjød og Blod. Jens blev halv angest, da han saâ, at nu kunde det blive Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for Virkeligheden end de Betænkeligheder, han ved Skovballet udkrammede for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud. Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i Afhængighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et Stød fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var død, og han var bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon.

Jens havde længe spekuleret paa et Navn til sin Sværte. Naar han læste en Avis – ny eller gammel – naar han kigede ind ad et Boghandlervindue i Odense, naar han saâ et Landkaart eller et Opslag paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det forbedret ligesom Sværten og antog Formen Veronika, og under dette Navn kom den frem. Æskerne lignede smaa Sardindaaser, men vare naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over Forsiden laa klæbet en rudeformet Seddel, zinnoberrød af Farve og med store mørkegrønne, hvidrandede Bogstaver.

Han tog Patent paa sin Sværte, lejede sig en Kjælderlejlighed i Store Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer om Æskerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor Maalestok.

Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en første Sals Lejlighed paa Gamle Kongevej i Nærheden af Søerne. Begge hans Døtre vare gifte og boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved Vask og større Rengjøring tog hun en Kone til Hjælp fra det kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel derved. Han gik lange Morgenture, røg af lange Piber og sov lange Middagssøvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede, var ellers Gjæst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig om Sommeren træffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende Forlystelses-Etablissement af højere eller lavere Rang. Hans Dagværk var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade.

En Vaskedag mødte som sædvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa ved Køkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op – traadte et Skridt tilbage og slog forbavset Hænderne sammen.

»Men er det ikke Lars Tops Line?« udbrød hun.

Foran hende stod en høj, lyshaaret Kone, fyldig og stærk af Bygning med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige Øjne.

»Det var et mærkeligt Træf det!« sagde Line og traadte ind. »Saa I bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?«

»Godt nok. Hvordan har du det?«

»Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok véd. Siden Ditlevsen døde, har jeg maattet slide for Opholdet.«

»Ja Herre Gud! Gak hen og sæt dig ned, Line. Det var da morsomt, at vi skulde træffe hinanden saadan. Nu vil vi allerførst have Kaffen.«

Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og gammelt. Saa gik det løs ved Baljen nede i Vaskekjælderen et Par Timers Tid.

»Nu er det bedst vi følges ad op og ser at faa os noget Frokost,« sagde Maren Kirstine. »For Føden skal vi da have. Det er nok ogsaa snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den paa Sengen om Morgenen.«

De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tændte Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af.

»Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen,« sagde Maren Kirstine, »han vil ordentlig gjøre Øjne, naar han ser dig.«

»Han kjender mig vist ikke,« indvendte Line.