Skovstrup-Folk: To Fortællinger

V

Annette kom paa Højskolen, og Hanne Mørkens gik hver Dag ud i Marken og malkede Anders Jepsens Kør. Skulde der bages, brygges eller vaskes, var hun i Anders Jepsens Gaard hele Dagen.

Naar hun kom fra Marken om Morgenen og havde faaet siet Mælken, tog hun og Maren sig en Spølkum Kaffe med Finbrød til i Køkkenet. Hanne satte sig paa den nedre Ende af Vinduesbænken, Maren paa en Stol ved Komfuret.

»Du kommer til at blive her i Dag, Hanne,« sagde Anders Jepsens Kone en saadan Morgen; det var i Begyndelsen af Juni, en Maaneds Tid efter Annettes Bortrejse.

»Skal der gaa nøve for sig?« spurgte Hanne.

»Jeg fik Brev fra min Søster i Pilegaardene igaar, at hun er bleven saa møje dejt vov. Jeg har tænkt at gaa ud og se til hende i Dag. Det er godt Vejr.«

»Hvad fejler hun?«

»Det stod der ikke noget om. Det var et af Børnene, der havde skrevet.«

»Ja du kan lempe dig, naar du vil. Jeg skal nok blive. Kommer du igjen til Aften?«

»Det venter jeg. Nu er Dagene jo lange.«

»Hvis det bliver sent, kan jeg gaa ud og møde dig. Det er ligodt mørkt i Skoven. Gaar du forbi Per Skrædders?«

»Det bliver vel den nærmeste Vej, men det er datte værd, du gaar naare Steder. Er hun dejt vov, bliver jeg der kanske i Nat, hvis ikke gaar jeg derfra i god Tid.«

Bag Skovstrup Skove bredte sig en milevid Strækning af Mose, Skov og lyngbevoxede Sandbanker, fordelt mellem fire Sogne, som her stødte sammen i en Spids. Hist og her laa en lille Gruppe af Gaarde og Huse, aldrig saa mange dog, at de vare komne til at danne nogen By. Til nærmeste Kirke var en Mil eller halvanden; fra de mere alfare Veje førte en Mængde Stier dertil gjennem Skove og langs Moser, men regulære Kjøreveje skortede det desto mere paa; man maatte hjælpe sig som man kunde.

I dette Terrain laa Pilegaardene, hvor Marens Søster boede; der kunde vel være en lille Mil dertil.

»Du kan gaa lidt nemt over det med Middagsmaden,« sagde Maren, »for Lindenberg kommer ikke her i Dag. Børnene skal ikke i Skole, og han sagde igaar, at han vilde saa tage til Odense.«

Paa Landet har Børnene fri fra Skolen hver Onsdag i Juni og Juli Maaneder.

»Naa da,« sagde Hanne, og der gik et spottende Smil hen over hendes store Ansigt. »Saa vil der nok snart spørges nyt.«

»Hvordan mener du?«

»Jo Per Skrædders Sidsel tog til Odense igaar og kommer først hjem i Aften.«

»Hvad kommer Per Skrædders Sidsel Lindenberg ved?« spurgte Maren heftigt; men samtidig gik der et Stik igjennem hende, saa hun nær havde tabt Kaffekoppen af Hænderne.

»Hun kommer ham ved, som hun er kommen saa mange andre ved,« svarede Hanne lige saa bistert.

»Du vil vel ikke sige, at Lindenberg og Sidsel Skrædders har sat hinanden Stævne i Odense?«

»Nej, for det vej jitte nøve om,« svarede Hanne. »Men helt fremmed for hinanden er de ikke, og naar det saa sker, at han tager til Odense, mens hun er derude, saa er det det, jeg mejn, at vi snart vil spørge nyt.«

Maren var bleven helt bleg. Hun frygtede for, at Hanne allerede havde læst mere, end hun skulde, men for ikke at gjøre Overgangen for brat, vedblev hun i en mere almen harmfuld Tone:

»Jeg antager dog, at Lindenberg holder sig for god til at have noget med den Tøjte at gjøre.«

»Jeg kan kun fortælle, hvad jeg sjèl har sejt, men forresten ikke har nævnet til naare før. Det er nøve, som ikke kommer mig ved, og desuden gider jeg ikke tænke mere end højst nødvendigt paa Sidsel. Jeg har græmmet mig nok for hendes Skyld.«

»Tror du virkelig, at de er forlovede?« spurgte Maren og havde Møje med at holde Stemmen fra at ryste.

»Jeg saâ lidt af Begyndelsen. Det var oppe hos Jakob Mikkelsens til Brylluppet. Jeg var der jo i de Dage og hjalp til i Køkkenet; saa ud paa Natten, da vi var færdige med at vaske op, gik jeg et lille Smut om til Havevinduerne for at se paa Dansen; jeg var naturligvis ikke klædt paa til at komme ind i Stuerne. Der kom jeg til at se ind i Havestuen, og der saâ jeg to sidde og næbbes i Sofaen. Der var for mørkt til, at jeg kunde kjende dem; men i det samme kom en tredje ind. Det var Annette. De andre to fløj op, og saa fulgtes de alle tre op i Salen, og da de kom i Døren, kunde jeg se, det var Sidsel og Skolæreren.«

Maren tav bom stille. Hun turde ikke røre sig fra Stolen; den første Bevægelse vilde blive en Forræder mod hende, og denne Stilling var det ikke mindre. Hun var pinlig stædt.

»Det havde jeg ikke ventet af Lindenberg,« sagde hun omsider og rejste sig. I det samme laa Kaffekoppen i Skaar paa Gulvet. Hun havde allerede længst sluppet den af Hænderne i Skjødet, og da hun nu rejste sig, havde hun Tankerne helt andre Steder. Dette sidste slog Hovedet paa Sømmet. Hun saâ af Hannes stjaalne Blik, at denne forstod det hele, og i Harme over, at hendes smukke Plan saa uformodet var tilintetgjort, en Plan der havde kostet baade Hovedbrud og Skillinger, og at hun var gjennemskuet af sin egen Huskone, brast hun i en forbitret Graad og løb ind i sit Sovekammer.

Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Køkkenet, var hun paaklædt til at gaa til Søsteren. Øjnene vare endnu en Smule rødkantede, ellers var der intet at mærke. Hanne Mørkens havde lige sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt Gærdebrænde. Hun lod som ingen Ting.

»Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig,« sagde Maren paa sin sædvanlige sødlige Maade; »men jeg kan gjærne sige dig det.« Hun standsede forlegent og gjorde sig et Ærende hen til Tinrækken.

»Det kan du lige som du vil,« brummede Hanne. »Det er nøve, der ikke kommer mig ved.«

»Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes. Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine Øjne at se – men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg, tykkes mig.«

»Det kan jo ogsaa være, at jeg tager fejl,« mumlede Hanne. »Tiden vil vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjærne ser Annette godt forsørget. Jeg skal nok holde Mund.«

Maren havde faaet en Del at tænke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde være Skolelærerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Kløgt og havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det høre hele sin Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrække én som Per Skrædders Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mørkens skulde blive hendes fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse, som Kvinder af hendes Art, disse sødlige Kvinder, aldrig glemme.

Søsteren var saa daarlig, at Maren bestemte sig til at vaage hos hende om Natten. Men om Eftermiddagen kom Doktoren; han mente, det værste var forbi, og at Maren kunde tage rolig hjem. Alligevel kom hun noget senere af Sted, end hun havde tænkt; Svogeren fulgte hende Halvvejen.

Da hun kom til Skovleddet ved Per Skrædders Hus, var det næsten mørkt. Hun mødte Per Skrædders Kone, som kom inde fra Skoven med sin Bindehose i Haanden.

»Ja du er vel ikke ræd for at gaa igjennem Skoven,« sagde hun, »for ellers kan jeg da følge dig.«

Maren vilde ikke, var hun end nok saa ræd, tage mod Følgeskab af Sidsels Moder, men Tilbuddet var en Venlighed, som fortjente i det mindste et venligt Afslag.

»Du har vel været ovre i Pilegaardene for at se til din Søster!«

Saa maatte Maren fortælle lidt om Søsterens Sygdom.

»Jeg var henne ved Stenkisten for at se, om de kan kjøre over den uden at komme galt af Sted. Rasmus er med Favnebrænde ved Stationen i Dag og skulde ha Sidsel med hejm fra Unse. Det er en ræle Vej, vi har her gjennem Skoven. Ellers gaar det da an ved Sommertiden, men nu er Stenkisten snart falden helt sammen. Og det er inde paa det aller mørkeste Sted.«

»Hvorfor faar I datte gjort nøve ved Vejen?«

»Pejer siger jo, at det tilkommer ikke ham. Det er ikke hans Stykke. Og de andre, som skulde gjøre det, kommer der kun sjalent med Vøvn, saa de kerer dem lidt om det.«

»Jeg vilde heller, naar jeg var i jert Sted fylde noget i Hullerne, end jeg vilde riskere at brække Halsen engang.«

»Ja, aa Gud! Der sidder en Sten i den ene Side af Broen lige i Sporet. Glider den ned, saa sker der en Ulykke. Jeg snakker saamænd nok om den Vej, men jeg kan jutte gjøre nøve.«

Maren bød far vel og gik ind i Skoven. Der gik et Kjørespor igjennem den; det var al den Vej, der var til Per Skrædders Sted. Den løb Bakke op og Bakke ned, snoede sig ud og ind mellem de tykke Bøgestammer, der skinnede som drejede graa Marmorsøjler i Skumringslyset. Hun kom snart til den omtalte Stenkiste. Det var paa et sidt Sted, hvor igjennem der løb et rindende Vand. Der stod Ellekrat paa Siderne, saa der var mørkt og skummelt. Vejen var ogsaa sølet dèr, trods den tørre Aarstid. Maren fik Lyst til at se Stenkisten nøjere. Hun maatte ogsaa for sin egen Skyld se sig godt for, at hun ikke skulde komme galt af Sted. Saa vidt hun kunde se, var der Bund Hul i det ene Spor, og dèr sad den flade Sten, Per Skrædders Kone havde talt om. Den var tør og saas hel grandt i det sorte Morads. Maren satte sin Træsko paa den for at prøve, om den laa fast. Ikke fastere, end at den kunde rokkes. Ja gik den ned, var en Ulykke uundgaaelig, især i dette Mørke. Men hun vilde da haabe, at Rasmus var saa fornuftig at staa af og støtte ved Vognen, til de kom over. Det kunde han ikke; der var akkurat Plads til Vognen og ikke mere; at kjøre til Siden kunde der heller ikke være Tale om.

Saa nu kom Sidsel hjem fra Odense! Og Lindenberg havde været i Odense! De havde maaske været ude at bestille Ringe. Mon hun nogen Sinde skulde komme til at sige Madame til Per Skrædders Sidsel? Aldrig. Før skulde hun – hun satte paa ny Træskoen mod den lyse Sten. Den rokkede igjen. Hun kunde gjøre det. Hun kunde lade den forhadte Tøs knække Halsen, hun kunde endnu redde sin kjære, smukke, store Plan, og var det nogen Synd! Fortjente Sidsel bedre Skæbne? Havde hun ikke allerede gjort mere end én ulykkelig, og hvad ventede der Lindenberg med hende?

Blot et dygtigt Spark, saa ligger den. Hun løftede Foden, hendes Hjærte stod stille, Blodet susede hende for Ørene. Hun trak Vejret stakaandet og saâ sig sky til Siderne. Ingen hverken at høre eller se, aldrig kunde noget Menneske faa det at vide – hun vilde ikke engang selv blive vis paa, om det var hendes Skyld, om det ikke, hvis »Ulykken« skete, vilde være sket alligevel.

Men hun sparkede ikke til Stenen; hun gik derfra, medens Tænderne klaprede i hendes Mund, og Sveden brast hende ud af alle Porer ved Tanken om, hvad hun kunde have gjort.

Gives der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift, vulkanske Lidenskaber – ?

Det er ikke i Skovstrup. I Skovstrup sker ingen Ting, selv naar der kunde have sket noget, selv naar det kun er en Sten, der skal sparkes til Side. Ikke i Skovstrup.

VI

Lindenberg og Sidsel havde ikke set hinanden siden Brylluppet; de havde ikke sat hinanden Stævne i Odense. Den ene vidste ikke, at den anden var der.

Lindenberg skulde hjem med sidste Tog. Han kom i yderste Øjeblik. Der var Lys i Ventesalene, paa Perronen, i Kontorerne. Assistenter og Betjente løb ind og ud, Stationsinspektøren havde Haanden paa Klokkestrængen. Ved de aabne Waggondøre stod Folk og bød far vel.

Konduktøren gik langs Toget og lukkede Dørene med stærke Smæld.

»Værsgod,« sagde han og skubbede Lindenberg ind. Et nyt Smæld. Klokken ringede.

Dampfløjten svarede. Lokomotivet udstødte sine første dybe Puf, Vognene begyndte at glide frem langs Perronen.

Lindenberg kastede et flygtigt Blik paa sit Rejseselskab.

Der var et Par Bønderkarle, som røg Tobak, talte højt og spyttede i et væk, en Landhøker, der bredte sig i et Hjørne med et Utal af Pakker og Pakkenilliker over og under sig, et Par tavse, sortklædte Koner med store Tørklæder over Hovederne og længst borte endnu et Par Kvindeskikkelser.

Den ene af dem var Sidsel. Deres Øjne mødtes. Lindenberg blev først saa overrasket, dernæst saa forlegen, at han strax igjen tog sine Øjne og glemte at hilse.

Han sad og saâ ud af det modsatte Vindue og ærgrede sig i sit stille Sind over sin Kejtethed. Nu kunde han ikke.

Det var et Godstog, der ikke havde noget som helst Hastværk.

Tungt pustende drog det sig fremad, raslende, rystende, hamrende. Ruderne klirrede, Lampen under Loftet dirrede og spejlede sin røde, osende Flamme i de sorte Vinduer og i Vognens egemalede Vægge.

Endelig fløjtede Lokomotivet, Farten sagtnede; det var en lille Mellemstation.

»Holme – Holme – Holme – !«

Dørene bleve slaaede op, Konduktørens Raab tabte sig langs Vognrækken. Den lille Holdeplads laa trist og øde; et Par Lygter stirrede usikkert ned paa den tomme Perron, hvor Stationsforvalteren vankede ene frem og tilbage med Hænderne i Lommen. Bønderkarlene, som sad i Kupé med Lindenberg, steg ud, Konerne med de store Tørklæder ligeledes – Landhøkeren, Skolelæreren og Sidsel bleve ene tilbage.

Landhøkeren trak Hatten ned over Øjnene og forsøgte at sove.

Lindenbergs Øjne mødte Sidsels igjen. Han løftede paa Hatten, rejste sig og tog Plads i Hjørnet lige over for hende.

»Saa De har ogsaa været i Odense?« sagde han.

»Ja hele to Dage. Jeg havde saa mange Ærender og har mange Bekjendte.«

»De skal vel ikke gaâ til Skovstrup i Aften saa sent.«

»Nej heldigvis. Min Broder er der med Vogn. – Har De Befordring?«

»Apostlenes.«

»Saa kan De da kjøre den meste Vej med os, hvis jeg tør byde Dem an paa en simpel Fjællevogn. For andet er det nok ikke. Rasmus skulde til Stationen med Brænde.«

»Den er mer end god nok til mig. Jeg siger Tak.«

»Bøj Dem frem! Der gaar en gammel Stabejs og snuser til alle Dørene for at komme ind et Sted.«

Dette sagde hun lavere og rykkede sig frem paa Bænken. Lindenberg gjorde det samme, saa de fyldte Døraabningen.

»Er der Plads?« spurgte den gamle og forsøgte at kige ind.

»Ikke her,« sagde Sidsel, tog i Remmen og trak Døren til.

Lindenberg lo. »De er ikke videre gjæstfri, opdager jeg.«

»Ikke naar jeg kjører paa Jærnbane. Dem, der er udenfor, betragter jeg som mine Fjender. Hvad skulde vi med den gamle Fyr i vor Kupé?«

»Kom der nogen ind her?« spurgte Konduktøren.

»Nej.«

Lindenberg og Sidsel trak sig lidt tilbage. Døren smældede i.

»Det er forfærdeligt, hvor de slaar med de Døre,« sagde Sidsel. »Man skulde tro, de var fornærmede over, at vi er med.«

»Man kan heller aldrig vide. Folk kan blive fornærmede over det, som er mindre.«

Toget satte sig paa ny i Gang. Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet og sad og saâ ud i den stille, lune Aften med de sorte Hegn, der et efter andet fôr forbi de tunge, vaade Kornagre og dugmættede Græsmarker, hvor Køerne som mørke Smaahobe laa i Række, tabende sig under Krat og Skove.

»Hør Nattergalen!«

Lindenberg bøjede sig ligeledes frem og saâ ud.

»Kan De høre?«

I det samme skingrede Damppiben.

»Er det den?« spurgte han og lo med Ansigtet mod hende.

»Skam Dem noget!« svarede hun og mødte hans Blik. »De kjender dog Nattergalen!«

»Daarligt nok. Det er i al Fald ikke længe siden, at jeg hørte den for første Gang. I Jylland har vi ingen Nattergale.«

»Har De ikke!« udbrød hun med oprigtig Forbavselse. »Aa det er saa dejligt! Jeg kan ligge i min Seng hver Aften og høre den slaa ude i Skoven, i Hasselkrattet.«

»Virkelig?«

»Og altid tier alle andre Fugle imens. Det er saa højtideligt.«

Samtalen gik snart efter i staa. De sad og saâ ud af samme Vindue, ud i den bløde, disede Nat, som blev mørkere og mørkere. Saâ uden at se. Deres Aande duggede samme Rude.

Og Ruderne klirrede, Toget raslede, rystede og hamrede; – Fligen af hendes Overstykke gled hen paa hans Knæ, strejfede hans Haandled.

Det røde, sitrende Lys i Kupeen, den jævne, taktmaalte Larm af Hjulene, Skinnerne, Kjæderne, den tavse Skumring udenfor, hver ufrivillig Berørelse øvede en dragende, dyssende Virkning, der ligesom bandt dem begge i denne mod hinanden bøjede Stilling. Naar Toget passerede mørke Gjennemskæringer, hvor Jordskrænten langs Sporet lukkede for Udsigten, spejlede deres Ansigter sig i Ruden, og han saâ hendes fine Oval, hendes glansbrune Pandelok og Straahatten i det fælles Spejl.

Hun havde trukket sine Handsker af og lod dem glide gjennem Hænderne i sit Skjød. Bevægelsen fik ham til at se stjaalent ned engang. Maaske hun mærkede det, thi hun slap Handskerne og blev stille med sine Hænder.

Gjennem Mørket lyste disse smalle, ørkesløse Hænder – og de vare hans saa nær.

Begge vedblev de at stirre ud gjennem Vinduet, tavse, bundne. Lindenberg følte Blodets stigende Hede, følte Attraaen kæmpe med sin Blyhed – han, der aldrig havde vovet noget overfor Kvinder.

Der var en stærk Kurve paa Banen. Toget hældede. Han gav halvt ubevidst efter og lod sig tynge over imod hende. Bagen af hendes Haand kom til at røre hans.

Han havde én Gang før taget denne Haand i hendes Skjød, og længe efter følt det som en vidunderlig stor Oplevelse, der ikke var af hans Tanker Dag eller Nat. Men da havde han danset og drukket Punsch.

Hun flyttede ikke sin Haand. Hans Blod blev som Ild. Stjælende varsomt greb han den; hans Hjærte bankede, som det skulde sprænges, over denne Dristighed.

Hun vedblev at sidde stille og se ud af Vinduet. Han maatte næsten tro, at hun ikke vidste, hvad han havde gjort.

Han samlede sine Fingre lidt fastere om hendes Haand og trykkede den let. Hun gjengjældte Trykket.

Saa vovede han at drage den lidt nærmere til sig, at se ned.

Hun vendte Ansigtet fra Ruden; Øjnene mødte hans; de vare fulde af Higen og Hengivelse.

Han løftede hendes Haand op, Lysskjæret faldt blændende paa den stramme Hud; han førte den end lidt højere og trykkede sine Læber mod den.

»Sid over hos mig!« hviskede hun.

I det samme hvinede Dampfløjten, Landhøkeren strakte sig gabende.

»Hvor langt er vi nu? – Ogsaa Satan til Tid!« brummede han og rejste sig.

Just som Lindenberg slap Sidsels Haand for at komme over til hende, skinnede Lygterne ind ad deres Rude. Landhøkeren kilede sit brede Korpus ind imellem dem for at se ud.

Toget holdt. Paa Perronen stod Sidsels Broder.

Lindenberg hilste paa ham og spurgte, om han havde Plads til en overkomplet.

Jo, naar han vilde tage til Takke med Lejligheden. Der var nemlig en Kone et eller andet Sted fra, som han ogsaa havde lovet Plads.

Lindenberg fulgte med Rasmus over i Kjøbmandsgaarden, hvor Vognen holdt forspændt. Konen, der skulde kjøre med, var mødt. Et Øjeblik efter kom Sidsel.

Lindenberg maatte tage til Takke med Siddefjælen ved Siden af Rasmus. Da han stod af i Skovstrup uden for Skolen og bød hver enkelt Haanden til Farvel, fik han et fast lille Haandtryk hos Sidsel, men der blev ikke Lejlighed til at aftale noget.

»Lige meget,« jublede det i den unge Skolelærer, da han var kommen ind i sin ensomme, tobaksrøgede Stue. »Hun er min! I Morgen skal vi sige hinanden desto mere.«

Han gik i Seng, men blev længe holdt vaagen af den Fryd, der sang i hans Indre. Han omfavnede Hovedpuden, knugede sin Kind mod den og tilhviskede den alle de glødende Ord, der vare bestemte for Sidsel, al sin Elskov, al sin Besidderstolthed, al sin Attraa.

VII

Det havde været lys Dag flere Timer, da han vaagnede. Udenfor Sovekammervinduet mødte ham Frugthavens tætte Bladfylde, dyppet i Nattedug og oversmeltet med Junisolens sølvrøde Morgenlys. Han saâ Graaspurvene hoppe om paa krogede Æblegrene og hørte Stærene fløjte kjælent oppe fra Lademønningen. Hvad var det han havde drømt? – Fløjte kjælent – aa, det var jo ingen Drøm, det var den aldeles mageløse Virkelighed. Han var bleven forlovet.

For det første vilde han ikke op. Ikke før Skoletid. Han vilde ligge stille og se ud i det grønne, diamanttindrende Solskin, drømme Sommernatten om igjen og tænke frem alt det, der skulde komme.

Det var kjedeligt nok, at Familien ikke havde bedre Rygte, og Broderen saâ temmelig ordinær ud; men man giftede sig jo ikke med Familien. Hun var naturligvis ogsaa Dus med hele Byen, men de behøvede ikke at blive i Skovstrup al deres Levetid. Kunde der blive noget engang i Aarhusegnen – der var Bakkerne saa store, Aaerne saa brede, Engene saa bløde – han havde altid elsket Aarhusegnen.

Han kunde saa tydelig se hendes Haand med den skjære, svagt lysende Hud og den let tegnede Aare. Han havde løftet den op til sit Ansigt, trykket sit Kys paa den, og saa havde hun hvisket:

»Sid her over!«

Disse Ord blev ved at klinge for ham. De havde vexlet saa faa ellers.

Det var ikke ganske, som han havde tænkt sig det, ikke som han havde læst hos Ingemann, Carl Bernhard og Emilie Carlén. Det gjorde ham næsten en Smule ondt dette Brud paa Ordenen.

Han skulde have sunket ned foran hende, grebet begge hendes Hænder og have spurgt med Ansigtet op imod hende: »Vil du være min, du elskede?« Og saa skulde hun have lagt sine Arme om hans Hals, have bøjet sit Hoved ned imod ham og have stammet et »Evig og altid« forbi hans Øre. Og saa skulde han have knuget hende ind til sig og have kysset hendes Mund, hendes Kinder, hendes Hals talløse Gange.

Men han havde ikke sagt et Ord og ingen Ting gjort. Det var hende, der havde hvisket: »Sid her over!«

Det var egentlig underligt, at hun vilde sige det. Det var ikke rigtig bly, rigtig kvindeligt, syntes han. Det var ogsaa lidt tamt af hende, at hun sad ham saa nær ved Ruden og ikke en eneste Gang drog sig tilbage, end ikke da han rørte hendes Haand første Gang.

Mon hun selv skulde være et Brud paa Ordenen?

Det randt ham i Hu, dette med de mange Kjærester. Men det var da egentlig kun af Maren Anders Jepsens, han havde hørt det, og hun syntes nu engang at være den Familie paa Nakken. Naar en Pige er ung og smuk og ikke klæder sig i Sæk og Aske, har Klafferen altid travlt. Maren Anders Jepsens havde angrebet hende én Gang til, det var et Par Dage efter Brylluppet. Hun rettede et spidst Spørgsmaal indsvøbt i et sødligt Smil til Lindenberg angaaende Sidsel, men han havde opfattet det, som om Maren havde følt sig stødt over, at han havde danset med Sidsel før med Annette, og ikke svaret videre dertil. Saa havde Maren truet ad ham med Fingeren og sagt spøgende: »Pas paa, at hun ikke fanger Dem.«

Hvis hun var en af disse lette Kvinder, der flagrer fra Favn til Favn; hvis han ikke var den første, hun havde delt Rude med; hvis dette Møde med hele sin tavse Spænding kun havde været hende en Leg?

Eller om der havde været nogen Beregning med i Spillet? Det var maaske ikke et uværdigt Maal for hendes Ærgjerrighed at blive Skolelærerkone i Skovstrup, en fattig Smaamands Datter ude fra Skoven?

Aa, det var forfærdeligt med alle disse Tanker! Hvor kom de fra? Hvor kunde de komme mylrende saa mandstærke, saa skarpe – og skære i hans unge, friske, rene Lykke?

Nej, det var ikke muligt. Da hun gjengjældte hans Haandtryk og langsomt flyttede sine Øjne fra Ruden hen paa ham, var det et Blik saa dybt og inderligt, og Mundens Linje var saa sanddru og hellig, at hver en Tvivl var Dødssynd. Det Aasyn kunde umuligt lyve.

Havde han blot forhørt sig lidt om hende andre Steder! For at hun havde været forlovet med Hanne Mørkens Johannes, var en Kjendsgjerning, og at hun havde slaaet op med ham og gjort ham halv forstyrret i Hovedet, var det ogsaa.

Men hvordan det nærmere hang sammen med den Sag, var ikke godt at vide. Johannes kunde ogsaa have sin Part af Skylden. Aa det vilde klare sig altsammen, naar han fik talt med hende. Saa vilde hun selv gjøre ham Rede for alt. Om hun engang havde taget fejl af sit Hjærtes Røst, derfor havde ingen Ret til at plette hendes Rygte.

Hun var Sypige eller Modehandlerinde – havde været flere Aar i Odense, havde mange Bekjendte, sagde hun. Gud véd, hvad det var for Bekjendte?

Om hun blev hans Kone, og de skulde følges ad i Butiker der ude, hvor hun maaske havde fjaset med disse Kræmmersvende, maaske taget med en og anden i Skoven eller paa Dansebod! Om de skulde skele til hinanden bag deres Disk, naar han vendte dem Ryggen og fulgte hende ud af de store Glasdøre!

Men han huskede, at den Gang Anders Jepsens Kone kom med sit Udfald, havde Annette taget hende i Forsvar og sagt: »Du kan trøste dig med, Moder, at du véd ikke synderligt Rede paa det, du taler om. Jeg kjender Sidsel bedre end de fleste.«

Og var hun ren, da var hun hans i al sin fine, søde, lette Elskelighed. Hvor maatte ikke da al Verden misunde ham!

Den hele Dag i Skolen vedblev saaledes Tvivlene og Tvivlenes skærende Nag at vugge op og ned i hans Sjæl med den navnløseste Elskovsfryd, og jo mere Tiden nærmede sig, at han kunde ile derud, desto mere uvis blev han, om han skulde. Havde han blot faaet talt med hende! Dette ene Blik, dette ene Ord, sagde dog, naar alt blev vejet ret, saa usigelig lidt om Grunden i hendes Sjæl. Hvor dybt bundede det?

Om Eftermiddagen saâ Lindenberg fra Skolen Per Skrædder kjøre forbi – ud efter – med to Stole i Vognen. I den bageste sad Doktoren.

»Er der nogen syge hos Per Skrædders?« spurgte han Børnene og blev gjennemrislet af en frygtelig Anelse.

»De væltede, da de kjørte hejm fra Stasjunen i Avdes,« sagde Mads Mogensens Lavra. »Sidsel blev slaaet saa møje dejt.«

Den unge Skolelærer blev ligbleg. Han vendte sig mod Vinduet og knugede sine Hænder i hinanden paa Karmen, medens en syrlig Isnen sneg sig gjennem Brystet. Han vidste næppe, hvor han skulde holde det ud den Time, der endnu var tilbage af Undervisningstiden. Nu maatte han derud. O Gud, hvis hun døde! Hvis hun døde, før han kom!

Han passede paa, da han kunde vente Per Skrædder tilbage med Vognen. Saa vilde han faa det nærmere at høre.

Det var just, som han havde givet Børnene fri. Han gik ud imod Befordringen og hilste. Per holdt Hestene an.

»Er der Fare?« udbrød han. »Hvordan staar det til?«

»Ja det er sælle,« svarede Per og glippede med Øjnene. »Doktoren lover ikke noget godt.«

»Aa Gud, Per!« udbrød Lindenberg i Angest. »Hvorledes gik det dog til?«

»Ja det er en underlig Gjerning,« sagde Per grublende. »Prr! vil hun staa, den Kamél! Stenkisten, som skulde være det eneste Sted, der ikke var rigtig sikkert, og den var vor Mor saa ræd for, kom de godt nok over, og saa vælter de lige indenfor Leddet. Da det blev lyst nu til Morgen, kunde vi se paa Sporet, at han var kommen for langt til nærmer. Der sidder saadan en hæslig Balk. Rasmus slap endda taaleligt; men Sidsel fik en slem Tøraf mod en stor Bøg. Hun fløj helt ud af Vøvni.«

»Aa Gud, det er græsseligt,« næsten jamrede Lindenberg. »Hvad sagde han da Doktoren.«

»Ja de Ka'le er jutte saadan at blive kløve paa, men han virrede dejt med Hovedet. Det er sagtens ikke gode Tegn. Vi troede èsen, at Rasmus havde faaet det værste Stød, for der flød Blod, og det kunde vi se; men i Morges var Sidsel den vøveste, og op ad Dagen maatte jeg af Sted efter Doktoren. Ja De kunde jo se ud,« sagde Per og bød far vel.

Det kunde han, og det vilde han i alle Tilfælde. I det lille Skovdistrikt, hvor Kirke og Præst var henved en Mil borte, betragtede man Skolelæreren halvt som Sjælesørger. Han hjemmedøbte Børnene, han læste et Salmevers for de gamle og bad et Fadervor med de døende. Sjælesorgen kunde være tarvelig nok, men den var bedre end slet ingen, – Skolelæreren havde dog noget af Kirkens Duft over sig.