Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

Borde og Stole bleve flyttede til Side, og saa begyndte vi. Det Værste var, at vi vare saa Faa; vi kunde jo kun være fire paa hvert Parti (thi Præsten og Præstekonen ligesom Forpagteren og hans Kone vilde kun være Tilskuere), men vi vare nu komne i saa godt Humør, at vi meente, vi kunde gjøre, hvad det skulde være. Saa blev det overdraget til Corpus Juris og mig at vælge hver sit Parti, hvorfor jeg skyndte mig at vælge Andrea Margrethe. Men herimod protesterede Corpus Juris, idet han paastod, at han som den Ældre havde Ret til at vælge først, og at han vilde vælge Andrea Margrethe. Jeg vilde ikke give efter, thi jeg kunde indsee, at uden Andrea Margrethe vilde det være mig plat umuligt at gjøre Nogetsomhelst, og saaledes kunde der gjerne være opstaaet en ny trojansk Krig mellem Corpus Juris og mig, om ikke Andrea Margrethe selv havde afgjort Sagen ved at bestemme, at hun skulde høre til begge Partier, idet hun kunde gaae over fra det ene til det andet skiftevis og saaledes hjælpe begge. Hermed vare vi tilfredse, og Corpus Juris valgte nu for sit Vedkommende Emmy, Gamle og den ene Frøken Kjeldborg, medens jeg fik Hr. Hans og den anden Frøken Kjeldborg. Det var rigtignok saaledes kun et meget lidet Mandtal, jeg havde at raade over, men jeg vidste at hjælpe mig. Skulde jeg saaledes f. Ex. forestille Gud Thor, der kom agende ind paa sin Karre, trukken af to Bukke, saa maatte jeg nøjes med een, for jeg havde jo kun een Gedebuk, nemlig Hr. Hans. Men Hr. Hans vidste at trampe i Gulvet for fire Gedebukke, saa Virkningen blev den samme. Jeg befandt mig overhovedet i samme Stilling som Tordenskjold, der kun havde een Mand, og han græd. Thi Hr. Hans havde vel den bedste Villie af Verden, men hans Evner stode ingenlunde i Forhold til den gode Villie. Det vil sige, alle firbenede Roller udførte han paa en fuldkommen tilfredsstillende Maade, men de tobenede skilte han sig kun maadelig fra. Det var en Selvfølge, at han ikke kunde bruges, hvor der skulde tales, det være sig nu meget eller lidet; men ikke engang til stumme Roller kunde han benyttes. Saaledes var han engang i en Pantomime udnævnt til at være Troldmanden, der ved et Trylleslag forstener Alle; men han kom meget for tidlig ind, inden vi endnu ret havde begyndt, saa at jeg, der var Harlekin, maatte bede ham gaae ud og komme igjen om to Minuter for at forstene os. I Begyndelsen var jeg derfor i stor Forlegenhed med, hvad jeg egentlig skulde bruge ham til, indtil det endelig ved en reen Hændelse blev overdraget ham at være Hest. Her var Hr. Hans i sit Element: han kunde vrinske som en Hest, og han kunde sparke som en Hest, og han kunde pruste som en Hest: kort Alt, hvad man med Billighed kan forlange af en Hest, det kunde Hr. Hans ogsaa gjøre. Han blev ogsaa belønnet med stormende Bifald og var saa tilfreds med sig selv, at han for Fremtiden kun vilde spille lutter Hesteroller, saa at jeg nu maatte stadig see at finde paa Noget, hvori vi havde Brug for en Hest. – Med hans Søster var jeg derimod endnu værre faren, for hun kunde jo ikke engang bruges til at være Hest. Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød – hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der „komme Fremmede“, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa Bordet og raabte „Kom ind!“ og løb hen og lukkede Døren op, saa var Frøken Kjeldborg nødt til at komme. Og naar Frøken Kjeldborg glemte, hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige. Men derfor havde vi ogsaa den Triumph, at Modparten aldrig kunde gjætte, hvad det skulde betyde, som vi havde udført.

Efter Ordsprogslegene begyndte vi paa Pantelegene, for det er dog de egentlig gode, gamle Julelege. En stor Mængde Panter samlede vi ind, især fra Hr. Hans, der næsten uafbrudt var paa Gulvet. Thi var han først kommen derud, saa kom han næsten aldrig ind igjen, for han vidste ikke, hvad han skulde sige. En Gang blev han staaende et helt Qvarteer og saae paa Andrea Margrethe, indtil Præsten fortalte ham, at slig „stum Tilbedelse“ var ikke tilladt. – Da nu Panterne skulde indløses og Dommene afsiges, fik jeg pludselig en Idee. Emmy bar nemlig Panterne om, og jeg skulde afsige Dommen; men da Emmy ikke havde holdt Pantet skjult med tilstrækkelig Omhu, kunde jeg see, at det var et af dem, som Andrea Margrethe havde afgivet. Idet jeg nu tænkte efter, hvad Dom der vel kunde være mest passende for hende, faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spøgelse. Jeg dømte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller hun see sin Tilkommende. Da nu Andrea Margrethe maatte erkjende Pantet for sit, gjorde hun vel nogle Vanskeligheder ved at efterkomme denne Dom, men da jeg foreholdt hende, at hun jo selv havde sagt, at hun kunde see Spøgelser og nu ogsaa maatte vise, at hun havde Mod dertil, saa gav hun efter. Imedens hun gik ud for at tage Hat og Kaabe paa, listede jeg mig ubemærket bort og løb hurtig gjennem Haven op til Kirkegaarden, hvor jeg skjulte mig bag en stor Busk. Maanen var netop gaaet bag nogle Skyer, saa at der hvilede et usikkert Dæmringslys over Alt omkring mig. Jeg sad bag min Busk og ventede og frøs dygtig, thi det var meget koldt, og jeg havde ikke givet mig Tid til at tage Overtøi paa. Ogsaa følte jeg mig noget uhyggelig tilmode: min Phantasi begyndte allerede at foregjøgle mig alle Slags Billeder af Dødningeknokler og Beenrade, som beredte sig til at opføre deres klapprende Dands rundt om mig. Hist henne bag en nys opkastet Grav forekom det mig, som om der var Noget, der rørte sig, ja een Gang syntes det mig endog, som om jeg saae noget Sort bevæge sig frem og tilbage og derpaa atter forsvinde. Hvad kunde det vel være? Rigtignok var Klokken først henved Ni, og der var altsaa endnu længe til den frygtelige Midnatstime, men hvem kunde vide, hvad for en urolig Aand, der muligvis kunde faae i Sinde at spadsere sig en ensom Aftentour henover Gravene i det stille Maaneskin? Jeg gav nøie Agt: i et Par Øjeblikke bemærkede jeg Intet, men saa hørte jeg et dybt Suk, der kom netop fra den nye Grav. Jeg fornam, hvorledes Blodet stivnede i mig; jeg strøg mig med Haanden over Panden for ligesom at forjage alle overtroiske Tanker, men min egen Haand var ligesaa kold som en Dødningehaand. Atter hørte jeg et dybt Suk, og nu havde jeg upaatvivlelig skyndsomst taget Flugten, naar jeg ikke i det Samme havde hørt Andrea Margrethes lette, hurtige Fodtrin nærme sig. Hvor hun kunde være, turde jeg vel ogsaa være, og jeg besluttede derfor at blive, skjøndt jeg ganske havde tabt Lysten til at agere Spøgelse. Andrea Margrethe gik rask frem over Kirkegaarden som En, der er bestemt paa ikke at lade sig afskrække af Noget, derpaa standsede hun netop tæt ved den nye Grav og saae sig om, men i dette Øjeblik var Alt ganske stille. Derpaa begyndte hun at raabe, første Gang med en noget skjælvende Stemme, men de to sidste Gange med rolig og sikker Stemme: „Andrea Margrethe! Andrea Margrethe! Andrea Margrethe!“ Men neppe havde hun fuldført det sidste Raab, før en dump Stemme svarede „her!“ og i det Samme saae jeg en lang sort Skikkelse reise sig fra den nye Grav. Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var lige ved at styrte næsegrus til Jorden, da et højt Skrig fra Andrea Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spøgelser, men snublede over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive. Hurtig var jeg imidlertid oppe igjen, i et Par Spring havde jeg naaet hen til hende, og – — saae ikke noget huløjet Spøgelse, som jeg havde ventet, ifærd med at bortføre Andrea Margrethe, men derimod Corpus Juris i egen høie Person, der i de lidenskabeligste Udtryk skjældte sig selv for et taabeligt, ubesindigt Menneske, som burde straffes med Fængsel og Tugthus og Galge, medens Andrea Margrethe, der strax havde gjenvundet sit gamle Mod, søgte at berolige ham ved at sige, at det Hele havde ikke noget at betyde. Dog var min Forbauselse stor over at see Corpus Juris her, saa var hans sandelig ikke mindre over at see mig.

„Hvor kommer Du fra, Nicolai?“ spurgte han.

„Jeg kommer henne fra Busken der; men hvor kommer Du fra?“

„Jeg – jeg —“ svarede Corpus Juris stammende, „jeg kommer – ja det kan være det Samme, hvor jeg kommer fra, men hvad vilde Du bag Busken der?“

Jeg tøvede noget med Svaret. „Jeg vilde“, sagde jeg endelig, „jeg vilde see —“

„Du vilde see, hvor forskrækket Andrea Margrethe blev, og derfor var det, Du havde udklækket hele den Plan. Men det er uforsvarligt“, vedblev Corpus Juris med stigende Heftighed, idet han nu lod det Uveir, hvormed han før havde raset mod sig selv, bryde løs over mit Hoved, „det er skammeligt, at Du har kunnet være saa letsindig ikke at betænke, hvilken Ulykke Du kunde have anrettet med den dumme Spøg.“

„Men hvorfor kom De da herud, Frederik?“ afbrød Andrea Margrethe ham med et Smil. Corpus Juris mumlede nogle uforstaaelige Ord til Svar. „Og saa har De ovenikjøbet“, fortsatte Andrea Margrethe, „glemt, at De har drukket Forlig og Broderskab med Nicolai? Jo, De bærer Dem rigtignok smukt ad!“

„Nu ja“, sagde Corpus Juris i en mere nedslaaet Tone, „jeg blev maaskee lidt for hidsig – men det var kun af Omsorg for Dem, Andrea Margrethe. – Der er min Haand, Nicolai, fra imorgen af ville vi være Brødre og Venner.“

„Ja, fra imorgen af“, gjentog jeg med Eftertryk ligesom tidligere.

Da vi atter traadte ind i Dagligstuen, blev Andrea Margrethe bestormet med Spørgsmaal, om hun nu virkelig havde seet sin Tilkommende, men hun svarede ganske rolig, at hun kun havde seet Corpus Juris og mig. Nu vendte Spørgsmaalene sig til os To, hvad vi havde at bestille ude paa Kirkegaarden, hvortil Corpus Juris svarede, at han havde villet passe paa, at Andrea Margrethe ikke kom Noget til, og jeg meente da, at jeg kunde afgive samme Erklæring.

Forpagteren begyndte nu at tale om, at det var paa Tide at tænke paa Hjemfarten, men med ligesaa stor Glæde vi vilde have modtaget dette Budskab for et Par Timer siden, ligesaa ukjært var det os nu, da Lystigheden var i fuld Gang, og jeg erklærede Forpagteren, at det hørte med til god gammel Skik og Brug, at Ungdommen ikke skiltes fra hverandre før efter en Dands.

„Da har det aldrig før været Skik og Brug i Nøddebo Præstegaard“, bemærkede Forpagteren.

„Og jeg haaber heller aldrig, at det skal blive Skik og Brug herefter“, sagde Præsten, „men jeg har jo alt een Gang sagt Dem om Nicolai, at han kan lære Dem, hvad De hverken skal eller bør gjøre.“

Imidlertid havde Emmy sat sig hen til Pianofortet: jeg greb hurtig Andrea Margrethes Haand og overlod Corpus Juris begge Frøkenerne Kjeldborg til behagelig Udvalg. Gamle bar sig ad som sædvanlig ved slige Leiligheder, han satte sig ned og blev rolig siddende, indtil han fik afgjort med sig selv, hvem af Damerne han vilde være saa naadig at dandse med. Denne Gang varede det meget længe, inden Nogen kunde finde Bifald for hans Øjne: først da Corpus Juris havde afløst Emmy ved Pianofortet, først da var Gamle saa huldsalig at byde Emmy op til en Dands. Hr. Hans var ikke saa kræsen i sit Valg, han dandsede lige godt, eller om man vil, lige slet med alle Damerne, idet han vexelvis anrettede Ulykker med Hovedet og med Fødderne. Med de sidste traadte han Damernes Kjoler itu, med det første dandsede han tre Gange mod Lysekronen, der hang temmelig lavt, men først fjerde Gang lykkedes det ham at slaae den i Gulvet, hvorfor Præsten bad ham om endelig at komme igjen til Fastelavn for at hjælpe med til at slaae Katten af Tønden, thi deri maatte han vist være en sand Mester.

Da Klokken slog Elleve, rullede Forpagterens Vogn for Døren, og nu maatte vi da høre op. Atter samledes vi Alle ude i Forstuen for at hjælpe vore Gjæster Reisetøiet paa, hvilket var højst fornødent, da det paa Grund af Ordsprogslegene, hvor det var blevet anvendt paa forskjellige Maader, var kastet hulter til bulter mellem hinanden, saa det var vanskeligt at afgjøre, hvad der var vort, og hvad der var Kjeldborgs. Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som utaalmodigt sparkede Sneen op under sig. Ogsaa den øvrige Familie kom nu til Sæde, og som fem mægtige Kolosser sadde de paa Vognen. Forpagteren slog et højt Knald med Pidsken, og som en Stormvind fore Hestene afsted, medens Vognen hoppede hen over den ujævne Steenbro. Endnu kunde vi høre Ordet „Heste“, hvilket Forpagteren tilraabte os, men de øvrige Ord bleve overdøvede af Vogntummelen, saa at dette Ord blev paa en Maade Forpagterens Afskedshilsen, og siden har det altid fremstillet sig for min Erindring som Qvintessentsen af hans Levevisdom.

Vi Tilbageblevne bleve endnu en lille Stund staaende paa Steentrappen, indtil Vognen forsvandt under den mørke Porthvælving, og den raslende Lyd af Hjulene tabte sig, da de kom ud paa den bløde Landevej. Saa kastede vi endnu et Afskedsblik op til Carlsvognen og Nordstjernen og den blege Maane; men det var bidende koldt; den varme Aande frøs fast i vore Ansigter, Fingrene begyndte at blive stive – derfor søgte vi hurtigt atter tilbage til den lune Kakkelovn.

„Det er længe siden, at jeg har moret mig saa godt“, sagde Præsten, idet han efter Sædvane spadserede op og ned ad Gulvet.

„Ja, jeg har virkeligt moret mig ypperligt“, bemærkede Præstekonen.

„Ypperligt!“ gjentoge alle vi Andre i eenstemmigt Chor.

„Og hvis er nu Skylden?“ spurgte Præsten, „hvem kan vi takke herfor? – See her, her staaer Manden“, vedblev han, idet han lod sin Haand falde ned paa min Skulder, „her staaer Ridderen uden Frygt og Daddel. Ja Nicolai, det Kunststykke med Kartoflen kan dog kaldes et sandt Mesterstykke, hvorved De bragte Liv i de Døde, ellers havde vi maaskee nu siddet forstenede af Kjedsomhed og Søvnighed. – Men hvor er Kartoflen bleven af? Den burde indmures her i Døren ligervis som de engelske Bomber i Kjøbenhavn, og underneden skulde skrives med forgyldte Bogstaver: Nicolaus fecit. Ja Nicolai, at De har slaaet min Meerskumspibe itu og min Hane ihjel: det tilgiver jeg Dem, thi De har nu viist, at De har Hjertet paa det rette Sted. Med en corona civica burde De smykkes, og i Deres Vaaben burde staae en halvspist Kartoffel: saaledes var det Ret at hædre Dig, Du meget opfindsomme Nicolai! – — Godnat!“

Og uden at sige et Ord mere gik Præsten bort, medens vi Andre bleve staaende stumme og saae efter ham. Andrea Margrethe var den, der først brød Tausheden. „Ja Nicolai“, udbrød hun, „i Aften har De viist os, hvad de danske Studenter due til!“

Jeg blev heel overrasket over al den Ære og Berømmelse, der saa uventet strømmede ned over mig, men Corpus Juris bemærkede haanligt: „Det er ogsaa en stor Gjerning at forsluge sig paa en Kartoffel!“

„Saa skulde Du rigtigt selv have gjort det!“ svarede jeg ivrigt, thi skjøndt jeg oprindelig ikke selv havde anseet det for nogen synderlig stor Bedrift, begyndte jeg dog at dømme anderledes, da jeg hørte hvorledes de Andre roste mig.

„Ja det kan I skjændes om i Morgen“, sagde Gamle, „nu vil vi gaae i Seng, for det er jo snart Midnat.“

Saa sagde vi hverandre Godnat, og Gamle, Corpus Juris og jeg forføjede os op til vore Soveværelser. Da vi gik op ad Trappen sammen, var Corpus Juris' Opførsel mig heel gaadefuld: han skiftede paa een Gang Tone, tog mig under Armen, snakkede venligt og fortroligt til mig og var saa gemytlig, som jeg ikke i lang Tid havde seet ham. Jeg gik derimod og tænkte paa, hvorledes jeg skulde faae ham lokket til at gaae i Seng uden at mærke, hvad jeg havde havt for. Af denne Forlegenhed hjalp Corpus Juris mig selv ud.

„Hør Nicolai“, sagde han til mig, da vi traadte ind ad Døren, „om Morgenen have vi begge To meget ondt for at komme op af Sengen; skal vi da nu i Aften prøve, hvem af os der kan først komme i den?“

„Det kan vi gjerne“, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage, idet han sagde: „Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os hurtig af, og – een, to, tre, springe vi rask i Seng!“

„Ja det er fortræffeligt!“ sagde jeg, inderlig glad over, at Corpus Juris selv gik i den Fælde, som jeg havde opstillet for ham.

Saa stillede vi os op, satte hver en Stol ved Siden af sig og begyndte at klæde os af. Men jeg forhastede mig just ikke, thi jeg vilde gjerne overvære Skuespillet, naar Corpus Juris skulde gjøre sit Saltomortale.

„Hvorfor tøver Du?“ spurgte denne, der bemærkede min Langsomhed, „er Du maaskee bange for, at jeg har noget Ondt i Sinde?“

„Nei paa ingen Maade“, svarede jeg, idet jeg hurtigt gjorde mig færdig. Vi vare afklædte paa samme Tid, og – een, to – fore vi over Gulvet og: tre – forsvandt vi hver især i et Hav af Dyner. Corpus Juris havde nemlig havt den samme gyldne Idee som jeg og taget alle Brædderne ud af min Seng, ganske som jeg havde gjort ved hans.

„I er to store Børn begge To“, sagde Gamle, der kom ind for at hjælpe os op af den Mængde Puder og Lagener, hvori vi laae og væltede os.

Men dette Dynebad havde den gavnligste Indflydelse paa os begge To, thi nu havde vi skaffet vor længe dulgte Harme Luft. Den Uveirssky, der hidtil havde svævet mørk og truende mellem os, havde nu faaet Udladning, og fra nu af fandt der ikke flere Sammenstød Sted. Da vi atter havde bragt vore Senge i Orden, rakte vi hinanden Haanden og lovede fra nu af at være Venner og Brødre.

Jeg sov udmærket den Nat og drømte, at jeg spiste Corpus Juris, men fik ham i den gale Hals og blev kvalt, hvorpaa Gamle holdt en Ligtale over os, der var saa lang og kjedelig, at vi begge To vaagnede op og bleve levende igjen.

Da jeg vaagnede næste Morgen, var min første Tanke: „idag vil Du forlove Dig, Nicolai!“ Jeg sprang ud af min Seng for at see, hvorledes Veiret var, thi ligesom en dygtig Feltherre først undersøger Vind og Veir, inden han begynder Slaget, saaledes anseer jeg det ogsaa for nødvendigt at have godt Veir, hver Gang jeg skal udføre en eller anden stor Bedrift. Smukt og klart Veir medfører godt og frisk Humør, og godt og frisk Humør maa man have, hvad enten man nu skal op til Examen, eller man vil forlove sig. Denne Morgen var det imidlertid graat og diset, ja der svævede endog Taager over Mark og Eng, det syntes, som om Veiret vilde slaae om til Tøveir. Det var slet ikke, som jeg ønskede det, thi sligt taaget Veir gjør En ganske mørk og trist i Sindet. Men hvad er det i Dag? spurgte jeg mig selv, thi ogsaa Dagen er det værd at lægge Mærke til ved slige Leiligheder. Det var jo den 31te December, Sylvesterdag – ja saa var det dog aldeles nødvendigt, at jeg forlovede mig inden Aften. Thi med det gamle Aar maatte ogsaa alle gamle Tanker bringes til Ende, man maa ikke lade noget gaae ufuldendt og ufuldført ind i det nye Aar. Saa gjorde det heller ikke noget, at det var taaget i Veiret, thi Sylvesterdag maa altid være taaget: den bebuder os jo, at et nyt Aar er ifærd med at bryde frem, men hvad det nye Aar bringer, er dunkelt og ubestemt, derfor skal der svæve Taager foran dets Komme.

Gamle var allerede staaet op, men Corpus Juris laa endnu og sov. Jeg lod ham imidlertid ligge, thi vi havde jo fra i Dag af sluttet Venskab og Broderskab. Da jeg kom ned i Stuen, var Præsten og hans Familie netop ifærd med at afsynge deres Morgenpsalme, jeg sluttede mig til dem og sang med. Jeg tænkte ved mig selv, at det var egentlig godt, om man hver Dag stod tidlig op og saae Solen staae op og sang sin Morgenpsalme, thi det gjør En saa let og frisk i Sindet. Saaledes bære Fuglene sig ad, men derfor ere de ogsaa altid i godt Humør og synge af Hjertens Grund under Guds klare Himmel fra Morgen til Aften, saa lang som Dagen er.

Da vi havde endt Psalmen, sagde Præsten til mig: „God Morgen Nicolai! – men er det virkelig Dem selv, eller er det ikke snarere Deres Gjenfærd, og De selv ligger endnu oppe i Sengen og sover?“

„Nei det er mig selv“, svarede jeg, idet jeg rakte Præsten min Haand.

„Kjød og Blod har De idetmindste – men saa er Miraklernes Tid jo begyndt igjen, siden vi faae Dem at see lysvaagen paa denne Tid af Dagen. – Har De maaskee ogsaa Lyst til at gaae en Morgentour?“

„Ja, det har jeg nok.“

„Men De er jo bleven et heelt nyt Menneske, og det lader til, at De med den Kartoffel igaar Aftes ikke alene omskabte hele Selskabet, men ogsaa Dem selv. Sligt maa kongeligt belønnes: see her“, og han trak en Cigar op af Lommen, „den fandt jeg igaar hændelsesvis i min Skriverpult; den skal De trakteres med, thi slig en Selvovervindelse bør paaskjønnes. – — Gaaer De med, Christopher?“

„Nei jeg vil heller blive her“, svarede denne, idet han saae hen paa Emmy.

„Ja, ja da“, sagde Præsten til Gamle, „nu skal De faae Lov at gjøre, hvad De vil, for siden skal De gjøre, hvad jeg vil. Jeg har Noget at glæde Dem og Frederik med: Fattigregnskabet, ja det husker De nok fra ifjor af, da De maatte sidde to hele Dage og regne efter. – Kom nu, Nicolai!“

„De skal faae en udmærket Kop The, naar De kommer hjem“, raabte Andrea Margrethe efter mig, idet Præsten lukkede Døren.

„Vi vil gaae den samme Vej, som vi gik iforgaars“, sagde Præsten, „først ned til Fjorden, dernæst bag om Landsbyen og saa hjem. Men i Dag bliver mit Selskab ikke saa interessant, som det var sidste Gang, thi i Dag vil jeg gaae og tie stille, for jeg vil tænke over min Prædiken til i Morgen.“

Saa gik vi da og taug stille begge To, Præsten tænkte paa sin Prædiken, og jeg paa min Forlovelse. Vi vare begge saa fordybede i vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden.

„See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for“, sagde Præsten, „hvad har De nu gaaet og tænkt paa?“

„Aa paa forskjellige Ting!“ svarede jeg.

„Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed. – Gaa De nu ind og drik Deres The; jeg vil over at passe min Dont. Nu har jeg faaet saa mange Kræfter, at jeg tænker, jeg kan nok vedblive at arbeide til Middag. Farvel, hils Familien!“ og dermed gik han over til sit Værelse.

I Dagligstuen fandt jeg kun Emmy og Gamle. Andrea Margrethe havde overordentligt travlt, hun skulde gjøre Tilberedelser til den næste Dag, da vi skulde have „Dandsebod“, som Præsten kaldte det.

„Er Frederik ikke kommen op endnu?“ spurgte jeg.

„Han er nok ude at hjælpe Andrea Margrethe“, svarede Gamle.

„Saa vil jeg ud at hjælpe med.“

„Een kan vist være nok“, sagde Gamle tørt.

„Ja jeg vil dog derud“, sagde jeg, men i det Samme traadte Andrea Margrethe ind, fulgt af Corpus Juris.

„Jeg vilde netop ud at hjælpe Dem ligesom Frederik“, sagde jeg.

„Tak skal De have, men det behøves ikke, for nu er jeg færdig for det Første.“

Saa gik jeg hen og lukkede Pianofortet op og slog nogle Toner an.

„Nei, De maa ikke spille i Dag“, sagde Andrea Margrethe.

„Maa jeg ikke spille? hvorfor ikke?“

„Fordi det er Lørdag, og Lørdag skal der altid være stille i Præstegaarden, veed De nok.“

„Men Præsten kan jo umuligt høre, at jeg spiller; der er jo fire eller fem lukkede Værelser imellem os.“

„Ja det kan gjerne være, men det er nu een Gang gammel Skik og Brug hos os, at der ikke maa spilles om Lørdagen.“

„Men det er jo en taabelig gammel Skik og Brug, som burde afskaffes. – Og hvordan skal jeg nu faae Dagen til at gaae, naar jeg ikke engang maa spille?“

„Den Bemærkning er just ikke meget smigrende for os“, sagde Andrea Margrethe.

„Men De har saa travlt“, sagde jeg undskyldende, „De skal jo være hele Dagen i Kjøkkenet.“

„Saa slemt er det dog heller ikke – nu skal jeg f. Ex. kjøre til Roskilde for at gjøre nogle Indkjøb; har De Lyst at kjøre med, saa kan De komme til at kjøre i Slæde.“

„Nei virkelig? De skal kjøre til Roskilde i Kane – og jeg maa kjøre med Dem?“

„Ja saamænd maa De saa, hvis De har Lyst.“

Hvem der var glad, det var mig – det var jo den allerønskeligste Leilighed for mig: i en lethenflyvende Kane, hvor den vælige Hest farer frem under Bjældernes Spil, medens de røde Topper kneise og det blaae Tæppe bølger ud for Vinden som et Silkeseil – alene sammen med Andrea Margrethe: der kan siges Meget paa en saadan Tour!

Jeg saae ud af Vinduet: „hvad er det for et gammelt Skrumpelskud, Niels der trækker frem?“

„Det er jo Slæden eller Kanen, som De saa fornemt kalder den“, sagde Andrea Margrethe leende.

„Ja saa“, sagde jeg noget skuffet, men trøstede mig med, at jeg kunde vel tale ligesaa godt i en Slæde som i en Kane; Hovedsagen var, at vi vare alene.

„Men De har rigtignok Ret“, tilføiede Andrea Margrethe med et Suk, det er græsseligt at tænke sig, at vi skal kjøre ind i Roskilde i en saadan Dragkiste: alle Folk vil da vende sig om og see efter os.“

„Hvem tror De vil see paa Slæden, naar De sidder i den?“ spurgte Corpus Juris.

„Fy Frederik!“ sagde Andrea Margrethe, idet hun truede med Fingeren, „begynder De nu at sige Complimenter, saa faaer De ikke Lov at kjøre med.“

„Hvad for Noget? kjører Du med, Frederik?“ spurgte jeg forskrækket.

„Ja naturligvis; hvorfor skulde jeg blive hjemme?“

„Men Fattigregnskabet, som Præsten talte om?“

„Aa det kan vente, til vi kommer hjem igjen. Desuden vil Christopher først begynde derpaa, saa skal jeg siden komme og hjælpe ham“.

„Jeg skal nok passe Fattigregnskabet: kjør Du kun ganske roligt“, sagde Gamle.

Slæden var imidlertid kjørt op for Døren: ved at see nøiere paa den blev jeg mere forsonet med den. Let og elegant var den jo langtfra, men den havde noget vist Gemytligt ved sig, hvad der overhovedet var charakteristisk for alt Bohavet i Præstegaarden.

„Der er Niels med Slæden“, sagde Andrea Margrethe, „saa maa vi skynde os at blive færdig.“ Hurtigt kom hun igjen, iført Kaabe og Hat.

„Skal Niels være Kudsk?“ spurgte jeg, idet jeg steg op i Slæden.

„Nei Frederik vil selv kjøre“, svarede Andrea Margrethe.

„Saa tager De vel Plads her ved Siden af mig paa Bagsædet?“

„Nei jeg maa sidde paa Forsædet ved Siden af Frederik for at vise ham Veien.“

„Men vi kjøre jo ligefrem ad den slagne Landevei?“

„Ja, men jeg maa være ved Haanden for at hjælpe, hvis der skulde skee et eller andet Uheld.“

Og Andrea Margrethe satte sig op paa Forsædet ved Siden af Corpus Juris, medens jeg maatte sidde alene paa det bageste Sæde. Det var ogsaa en Fornøielse! saa kunde jeg ligesaa godt være bleven hjemme og opgjøre Fattigregnskabet for Gamle.

Præsten aabnede sit Vindue og raabte ud til os: „Hvad er det, Frederik? De skulde jo blive hjemme og hjælpe mig med Fattigregnskabet, og nu kjører De bort?“

„Det skal jeg nok besørge, naar jeg kommer hjem igjen.“

„Ja vist: morgen, morgen, nur nicht heute o. s. v. – kjender De den Vise? – — Skal De være Kudsk?“

„Ja“, svarede Corpus Juris, idet han slog et mægtigt Knald med Pidsken.

„Bliv saa bare liggende ganske roligt derude; om en halv Time skal Niels komme ud for at samle Dem op igjen.“

„Jeg skal nok bringe baade Heste og Slæde hjem igjen“, sagde Corpus Juris med Selvtillid, idet han slog nok et Knald, saa Hestene sprang frem, og vi fore ud af Gaarden. Derved kom vi saa hovedkulds afsted, at vi nær strax havde opfyldt Præstens Spaadom, idet nemlig Slæden tørnede stærkt mod en stor Sten, der laa ved Indkjørslen. Jeg greb med Begjærlighed denne Leilighed for at foreslaae en Forandring.

„Lad heller mig kjøre, Frederik“, sagde jeg, „jeg forstaaer det bedre.“

„Nei vist ikke nei“, svarede han, „det var kun en Begyndelse: nu gaaer det bedre.“

Og i stærkt Trav fore Hestene hen ad Landeveien. Godt var det, at de kjendte Veien saa vel, thi Corpus Juris værdigede dem ikke synderlig Opmærksomhed, dertil var han i altfor ivrig Samtale med Andrea Margrethe. Ogsaa jeg søgte et Par Gange at komme til at deeltage i Samtalen ved at spørge om dette eller hiint, som vi kjørte forbi, men Andrea Margrethe fik knap Tid til at give et ganske kort Svar, for Corpus Juris optog hendes hele Opmærksomhed.

„Ja bi Du min Bro'er“, tænkte jeg ved mig selv, „det er sidste Gang, vi lege paa den Maade. Næste Gang vi kjøre ud sammen, saa er det mig, der sidder ved Siden af Andrea Margrethe, og saa kan Du faae Lov at sidde bag i Slæden og synge „der arme Peter!“

Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man snart begynder at fryse – Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var „den Røde“, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde berettet mig om den. Og alligevel kunde jeg selv ikke nu finde nogetsomhelst Interessant ved „den Røde“, i mine Tanker saae den ud som enhver anden Hest. Desmere Opmærksomhed skjænkede jeg den anden Hest, det var „Gamle“, thi den syntes mig at svare ganske til sit Navn og bære sig ad, som jeg kunde tænke, at Gamle selv, det vil sige Christopher, vilde have gjort. Først spidsede den Øren og lagde dem tilbage for at høre, hvad Corpus Juris havde at sige Andrea Margrethe. Dernæst begyndte den at gaae langsommere for ligesom bedre at høre efter, nu rystede den paa Hovedet for at tilkjendegive sit Mishag, ja tilsidst begyndte den at pruste, ganske som Gamle pleier at rømme sig, naar han vil begynde en Tale.

„Ja bare Gamle vilde tale“, tænkte jeg, „saa skulde Corpus Juris faae en Prædiken, som han længe vilde mindes.“

Men Gamle talte ikke; sørgmodigt lod den Hovedet hænge ned, ligesom den vilde sige: „han er nu een Gang uforbederlig, saa det kan ikke hjælpe, at jeg spilder mine Ord paa ham.“ Og Gamle gik ganske langsomt med ludende Hoved som En, der tænker nøie efter.

„Kjør dog lidt til, Frederik“, raabte jeg, thi det syntes mig, som om den Slædetour aldrig fik Ende; „vi kjøre saa langsomt, som om vi fulgte Lig.“