Stuk

– Gæsterne var gaaet, og Konferentsraadinden vandrede rundt i sine Stuer og smaasnakkede. Kokkepigen kom ind og blev takket, glorød endnu efter Anstrengelserne:

– Rigtig nydeligt, Sofie, altsammen rigtig tilpas … Ogsaa Suppen, netop tilpas….

– Naar Etatsraadinden kun er tilfreds, nejede Sofie – Sofie Kokkepige kom aldrig længer i Rangforordningen end til Etatsraadinden, det havde hun nu kaldt Fruen i tyve Aar.

– Ja, rigtig tilpas, Sofie, sagde Fruen.

Gamle Sofie gik, og Konferentsraadinden satte sig, lidt træt, og saa' ind gennem sine kønne, stille Stuer. Det var Astas Hoved, som hun følte ind til sin Skulder.

– Ja, vi har det godt, Børn, sagde hun … Vi maa være Gud taknemmelige.

– Asta trykkede hendes Hænder og rejste sig. Hun gik ind i Faderens Stue. Julie havde slaaet sig ned ved Klaveret i Kabinettet og kvidrede sin Livvise.

– Sidder Frøkenen her, sagde en af de stille Stuepiger, der kom med Pusteren for at slukke.

– Stine kan godt slukke, sagde Asta.

Pigen slukkede. Inde i Kabinettet jodlede Julie, mens Asta sad i Mørket.

Det var nær ved Midnatsstunden, da Babette og Benoit gik fra Gilde gennem Lunden: Der var mørkt og fælt – hu, ha! Stakkels Knøs han gøs med Rette. Faldri faldrala fari lari lette. Aa jeg ryster, sa' Benoit. Aa din Kryster, sa' Babette.

Saa holdt hun op og slog Klaveret i.

– Asta, kaldte Moderen ind gennem Stuerne.

– Ja, Mo'er. Asta gik ind til de andre.

– Gud forbarme sig, hvor dog Mathilde Stern er kedelig, sagde Julie, som sad paa Sengekanten i Søstrenes Sovekammer.

– Er det en ung Frue, sagde hun og slog de fremstrakte Ben kækt mod hinanden under Natkjolen. Man gifter sig vel da, for at dette skal høre op….

– Hvilket?

– Pyh, sagde Julie blot og krøb i Seng.

* * * * *

Herluf Berg gik op og ned, op og ned, i sin Stue og førte lange Samtaler med sig selv:

Det var altsaa forbi: han var løbet infamt derfra. Og han havde kun – han eller denne hr. X, der sad i den mørke Bagstue i hans Hjerne og regerede i Smug – fra den første Dag taget Haand i dette, filtret sig ind i dette: Virksomhed, Planer, Teater, for at slippe og »komme løs«.

Det var det, der havde ligget bag Ordene – strax, den Gang oppe i Redaktionsværelset, da han første Gang sagde (og blev forbavset, som havde en fremmed talt, en anden Mand, der stod ved Siden af ham): »Og man kom løs« … oh han havde vidst det lige strax, hvad det betød, og havde dog handlet videre i Skjul af alt det andet – det om »Virksomhed« og »Planer«.

Og nu var det sket. Nu var alt forbi og rigtig dødt.

Hvor han huskede den første Aften, da denne Kærligheds-Kamp begyndte: da han kom hjem fra Bal, saa sikker, hed og munter, med hele Fanget fuldt af Smil og Minder. Og saa, midt som han sad – da havde hun smilet og der havde de vexlet Blik, tænkte han – havde han sagt, selv sagt, pludselig ud i Luften (just saadan som hint første: Og man kom løs):

– Ja – elske hende, gør du jo ikke … Og han havde selv hørt Ordene med en Angst, saa han sprang op som for at værge sig eller som for at løbe fra dem, men Stemmen blev blot ved.

– Men det véd du jo godt, at du ikke elsker hende … Det har du jo aldrig troet, at du elskede hende, blev den ved med sin standhaftige Ro som en Mand, der slog ham venligt paa Skuldren:

– Det har du jo hele Tiden vidst, sagde Stemmen venligt – denne nye »Sokrates-Røst«: at det ikke er Kærlighed. Pust det bare ikke op til Kærlighed.

Fra den Dag var Kampen begyndt – Forsøgene paa at føle Kærlighed: hvor han tvang sig i Hede, og hvor han lunede med Stemninger; hvor han sad med Pulsen af hver en Følelse, og hvor han rugede hver Fornemmelse hed i sin Fantasi – for at spørge: Hvorfor skulde det ikke være Kærlighed? Er det ikke Kærlighed? Og denne »anden«, denne Hr. Sokrates, smilte kun og spurgte igen: Hvis du troer det?

Og alligevel han saa' hendes Skønhed, og han begærede hende. Han kunde have ofret hende alt … ti ofre kunde han, kun ikke elske….

– Og hun.

Hvor han havde gættet hende – hvor han havde forstaaet hende.

Som idag mødte hun ham hver Dag med et Smil, sikker og tillidsfuld – et Smil, som naar Solen gik gennem Skyer, strax naar de saaes. For under Fraværelsen sugede hun Tillid af Erindringerne, som hendes Tanker pudsede op, og hun troede, naar de ikke saaes.

Men naar de saa mødtes, og de sad overfor hinanden – og hun lyttede med sit ganske Væsen paa blot én Lyd, én Tone, som Lidenskaben har dem – saa sneg Uvirkeligheden sig langsomt ind over hende, og de følte begge hjælpeløst den samme uhyre Modløshed, under hvilken de sank sammen….

Og der var ingen Mulighed for et Samliv til at klare det. Kun Sæsonens og Konveniensens Møder, mens Tvivlene afstumpede hver Følelse, Dag for Dag. Og alt blev vagt imellem dem, og man som levede kun i omskrivende Ord og Talemaader: Forholdet blev som Bruddet var – nu idag….

Herluf stod ved Vinduet, halvafklædt allerede, da det fløjtede nede paa Fortovet. Det var Gerster. Kan jeg komme op? sagde han.

– Ja – men jeg gaar i Seng. Herluf smed Nøglerne ned.

Lille Gerster sad ved Sengen med Overfrakken aaben og rød i Kinderne.

– Hvor kommer du fra, sagde Herluf, som laa i Sengen.

– Du – sagde Gerster – du, jeg tror, jeg elsker, brast det ud af ham.

Han fortalte om hende: Hun er det sødeste, du, sagde han. Hans Stemme havde endnu over sig som en Klang af alle Stævnemødets Kælenavne, som han kom fra.

– Det er hende – den Gifte, sagde han og smilte. Han saa' ud som en Rus ved sit første Sold, som han sad.

Herluf havde ikke sagt et Ord. Men som var den en Stén, han løftede for fysisk at dulme en stor Smerte, tog han om Hovedpuden og skød den bort:

– Og jeg tror, jeg imorgen bliver Victoria-Teatrets Direktør, sagde han.

Gerster hørte knap: Naa – endelig, sagde han. Og han blev ved at tale, med sin sært vibrerende Stemme, mens Herluf Berg – virksomhedens Mand fra imorgen – med Hovedet paa Armen blev ved at stirre paa dette Menneske, der elskede.

* * * * *

Næste Dag underskrev han Kontrakten.

Victoria-Teatret skulde, under Konsortiet: Martens, Adolf junior og Herluf Berg, aabnes om tre Maaneder.

Et Par første Kræfter havde Martens eller Spenner allerede sikret sig: En Primadonna, som var blevet uklar med sin gamle Direktør, og en Elsker, der et Par Aar havde givet sig af med at spille med tre Stjerner som Gæst, Resten af Personalet tog man fra en Trup, der havde rejst i Norge.

Sæsonen vilde jo være langt henne, naar man fik aabnet, og man kunde sagtens spille de Par Maaneder »paa Huset«.

IV

Adolf og Berg var saa tidligt paa Benene for at træffe Martens hjemme og lægge Beslag paa ham, før han gik til sine Bygninger, at »Bygmesteren« sov endnu, da de kom – Martens snuede i det hele noget længere, efter at Victoria-Restauranten var aabnet.

Fru Martens lukkede Døren op til Stuerne (hun talte som en lavmælt »Gaardkone« og tog ikke Øjnene fra dem), hvor Hædersgaverne paraderede med Flor om, og Bordtæpperne var bøjet sammen med Vrangen opad.

Fru Martens listede et Par Gange ind over Løbestykkerne gennem Stuen, mens de ventede, til Martens arriverede syngende. Han sang den ganske Dag nu i Travlheden, da Aabningsdagen nærmede sig.

Konsortiet kom afsted, og ude paa Trappen stødte de paa lille Hr. Canth, der gik ned: God Morgen, hr. Fuldmægtig, sagde Martens, der altid hilste paa lille Canth i en godmodig-opmuntrende Tone, som slog han ham paa Skuldren med et: Naa – frisk Mod, mens man læste hele den ubetalte Husleje paa den lille Fuldmægtigs Fysiognomi.

– God Morgen, Hr. fuldmægtig, sagde Martens igen og rystede paa Hovedet hen til Berg – bag Canths Ryg, der gik foran dem ud af Porten med »Putte«, sin yngste Pode. Lille Canth traskede hver Dag med Putte til Skole, før han gik i Retten.

De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt »borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham – man havde borttaget Lærredet om Morgenen.

I den runde Logegang kom de ikke frem; en Flok Arbejdere transporterede et tilhyllet noget og spærrede Vejen:

– Hvad er det? sagde Adolf, som aldrig gav Tid, men vilde frem.

Det var den gyldne Victoria til Foyeren. Lad os se hende, sagde Adolf og slog Lærredet bort med sin Stok, saa man saa' Gudindens slanke, forgyldte Ben.

– Satans, som det rene Bronce, sagde Adolf.

– Ja, svært ægte ser hun ud, sagde Formanden. Arbejderne gik videre med Sejrsgudinden. Inde fra Tilskuerrummet, hvis Logedøre stod aabne, hørte man Dekoratørernes travle Hamre, der slog Guldsøm i Brystningen, og Dampmaskinens Støj fra Varmeapparatet, der tørrede Huset. Bag dem lød høje Ohøj fra Arbejderne, der bragte »Nike« paa Plads paa Piedestalen.

– Hr. Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i Stueetagen mod Gaarden. Det var blot »de smaa blaa« for Dagen, sagde Hr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa Pulten. Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin Underskrift et Steds.

– Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr. Spenner hen til Herluf: Naar Navnene gør det – Han tog kælent henover Papirerne, mens han lagde dem sammen i Bankbudets Mappe med det gyldne »Victoria« paa Bindet.

– Ja-a, sagde Martens, som blev ved at sidde og stirre forundret ud i Luften, efter at han havde skrevet under.

– Naa, De vil altsaa ikke have nogen Mønt ud fra Forretningen, sagde Adolf og slog et Par Afskedsslag til Pengeskabet med sin Stok.

– Nej – vi sørger for os selv herude, sagde Spenner.

– Vel. Adjø – de Herrer. Adolf satte Hatten paa, og ogsaa de andre brød op. Hr. Spenner blev alene og sad foran sit store Pengeskab med de forgyldte »Sfinxer« paa Hjørnerne, bøjet over Pulten. Han drev ganske tankeløs sin Yndlingssport at skrive Navne efter paa Klatpapiret: Martens's »s« endte altid med saadan en hjælpeløs, lille, strittende Streg ligeud, som en afhugget Hale.

Herluf gik op i sit eget Kontor, Dørene lod han staa aabne, han holdt af at høre Husets Støj, mens han arbejdede: Dekoratørernes Hamre gik i Takt, og Skuespillerne, der kredsede i Teatret hvileløse den ganske Dag, lo i Garderoberne. I Kælderen pustede den nye Dampmaskine som et ungt Dyr, der utaalmodigt pruster i Tøjet, og hvert minut sendte en Skuespiller fra Scenen en Prøvejodlen ud i det tomme Rum.

– Godmorgen, Frue, raabte Herluf fra Døren. Han havde genkendt Primadonnaens Stemme.

– God Morgen, svarede hun – ud i Tilskuerrummet, saa det klang.

– Spar paa Røsten, raabte Berg: Imorgen er der Prøve.

– Vel, svarte hun igen. Og Programmet?

– Bliver ved de to Enaktere og Prologen.

– Hm. Det ene svenske? raabte hun.

– Ja.

Der blev banket paa den modsatte Dør, og der begyndte et sandt Kørind. Det var først Teatermaleren – i Baret og Bluse – med Favnen fuld af Udkast, som han i mindre end fem Minuter havde bredt ud over alle Stole, mens han talte i ét væk; og Hr. Stær – med aaben Overfrakke og halvt i Knæ af Foraselse – der haabede, i Teatrets Interesse, at kunne se Etablissementet to Dage før den øvrige Presse – af Hensyn til sin skandinaviske Korrespondance.

Et par Skuespillere, der havde »lugtet Journalist« i Huset, bankede ogsaa paa og kom ind, og man hørte ikke Ørenlyd for den halvtyske Teatermaler, som forklarede Berg sine Udkast, hvis Farver skreg i Dagen, og de to Skuespillere, der lod Munden løbe foran Stær, som sad op paa Skrivebordet – Hr. Stær sagde altid Nej Tak til en Stol og, faldt saa hen paa et Bord, hvor han blev – og saa' træt ud, mens han i Tankerne udparcelerede Sladderen mellem Stjerner à en Krone i Bladenes Petitrubriker.

Berg, der var ganske ør i Hovedet af Teatermalerens Forklaringer, hvoraf han intet forstod, vendte sig til de andre og sagde med Haanden paa Hovedet:

– Ja, sagde han (Hr. Stær talte om indleverede Stykker) jeg har i en Maaned læst syv og firs.

Telefonen begyndte at ringe, mens Hr. Stær spurgte ud om Titler, og den ene Skuespiller, der ikke lod sig overdøve – han havde i fem Aar spillet ældre Helte i Broderrigerne, med Hovedstation i Trondhjem, og havde faaet en bred Diktion – blev ved paa sit halvnorsk:

– Lad os først have kompletteret vort Personale … Og man skal høre fra os, høre fra os….

Telefonen blev ved at ringe; det var fra Adolf: Hr. Berg maatte komme strax. Berg opløste Konsiliet; den ældre Helt maatte han lempeligt skubbe ud af Døren, og endnu paa Tærskelen blev han greben af Overlampisten, der skulde have Oplysninger om Belysningsprøven for Pressen.

Paa Trappen til Direktionsværelset havde der – til Ære for Hr. Stær – samlet sig en liden Flok Skuespillere, der hilste; Primadonnaen talte, bøjet frem, højt til en Kammerat paa Afsatsen nedenunder og stak sine højvristede Fødder frem mellem Tremmerne i Gelænderet….

Ved Porten skiltes man … »Ørnulf«, den ældre Helt, skulde samme Vej som Hr. Stær, og Berg naaede op i en Droske.

Udenfor Forretningen paa Købmagergade var der formeligt Opløb foran en Silkepapirs-Mandarin og -Mandarinfrue i naturlig Størrelse, der valsede i Udhængsskabet. Herluf gik ad Bagvejen ind i Kontoret, hvor han hilste paa et Par unge spanskskæggede Malere, der dovnede med Cigaretter i Munden i en Sofa, og nikkede ind til gamle Hr. Adolf, der sad bag en Tapetdør i et lille halvmørkt Rum fuldt af gamle Kotillonsrester, og talte Kontrolmærker fra Forretningen.

Adolf junior rev Døren til Butikken op og raabte noget ind: Ja – Goddag, nikkede han til Berg og var væk igen.

Har De sét det? sagde en af de sløve Malere og pegede paa Døren.

– Hvilket?

– Arrangementet, sagde han … Vi har s'gu arbejdet hele Natten.

Herluf trak Døren til Butiken til Side for at gaa ud paa Trappen, der var høj som en Altan, og sendte i det samme en Ed ind til Malerne: hele Rummet var paa én Nat blevet et lille Kina.

Den store Disk var rykket ud, og midt i Rummet stod der en Kæmpe-Mandarin og nikkede under sin Parasol; foran Hjørnespejlene prangede et Par udstoppede Paafugle over Guldpapirsskærmbrædtet, med Halerne bredte ud over smaa Sofaer; og foran Langvæggen, der blev helt borte under Marokkotæpper og Majsstraabuketter og Palmeblade var der bygget en Grotte af Vifter og udspilede Parasoller og Lampeskærme, hvor inderst inde en stor Kineserfrue sad og nikkede mellem to Lamper … To skæve Taarne af Mozart og Beethoven i Pap – »Medailloner til Pryd over Pianoforter«, der var Forretningens sidste Nyhed – bøjede sig halvvejs sammen over Grotten.

Hele Rummet var én Forvirring af Viftedekorationer, eftergjorte Skjolde og opspændte Papirparasoller, som stod og som hang.

Og midt i det hele havde Adolf i sidste Øjeblik, i det fulde Lys fra Vinduerne, paa en Piedestal lige ved Døren, stillet en Prins Karneval i skrigende gult Silke – en Rest fra et Maskebals-Arrangement – der ragede op over alt med sin sejrrige Brix i Haanden.

Døren stod ikke for Folk, der kom og gik. Det var én Beundring:

Hvad han havde for Idéer – Naar blev han udtømt? – Ja, man maatte forbavses … Alle snakkede.

– Mig maa De hjælpe med noget fixt til en Kotillon, sagde en lille Dame og rejste sig paa Tæerne.

Alle Damerne vilde kun handle med Adolf, og de trængtes sammen om ham – under Kineseren – som Konfirmandinder, der vil have skrevet Navn i Psalmebogen, om Præsten:

– Bedste Hr. Adolf – mig, sagde lille Fru Canth, der var her med Fru Strøm. Men Adolf hørte ikke, han blev ved at gestikulere foran Professor Gerster og en Kollega fra Fakultetet, som gjorde Bestillinger til den hygiejniske Kongres:

– Men Hr. Professoren vil blive aldeles tilfreds – aldeles tilfreds, forsikrede Adolf.

Fru Canth og Fru Strøm opgav det og slog sig til Ro under Paafuglene: Fru Canth skulde have en »net« lille Spiseseddel – »til selv at skrive paa – men noget net«….

Travlheden blev ved. De to Professorer, som ventede paa et Overslag, gik rundt og saa' paa Kunstblade. Lige under Trappen hørte Berg Professor Gersters behagelige Stemme sige til Kollegaen, der saa' i en Mappe:

– Bedste Ven – Frederiks Hospital – Frederiks Hospital erklærer vi, er under Restavration under Kongressen.

Og Adolf, der var færdig med Overslaget og kom hen til de to Herrer, sagde pegende paa Kunstbladene:

– Ja – det er Fotogravurer, ganske nye … Ikke til at skelne fra Kobberstik….

Herluf gik tilbage i Kontoret; de to Malere var allerede gaaet. Den gamle Adolf, der altid gik hjemløs om med en medtaget Filthat paa Hovedet og ikke vidste, hvor han skulde gøre af sig selv, og hvor han skulde være, men trippede rundt og lagde et fortygget Penneskaft i hver Krog, var idag helt forskræmt og havde allerede lavet sig til at traske hjemad ad Bagdøren … Gamle Fru Adolf vovede sig sjældent stort længere end til lige indenfor Døren i den nye Butik, hvor hun stod lidt, i sin Regnkaabe, og smilte til »Frøkenerne i Forretningen«, til hun havde set Sønnen:

– Hvad er det, Mo'er? sagde han i Skyndingen.

– Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.

Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig tungt i Sofaen: Det var en Dag, sagde han.

Herluf lo: Naa – hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt til Væggepryd, sagde han.

– Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre – dem sælger vi jo med Tab … Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre.

Han rejste sig igen og tændte Gassen for at vise Berg Indbydelseskortene til Teatrets Belysningsprøve for Pressen.

I Butiken var der blevet tomt, og det skumrede lidt efter lidt. De tre »Frøkener« sad trætte foran den store Grotte, hvis Lamper var gaaet ud. Og kun den store Mandarins hvide Skaldepande lyste, op og ned, i Skumringen, mens han nikkede.

– Tænder vi saa? sagde Adolf fra Trappen.

* * * * *

Berg gik hjem og spiste hos gamle Adolfs. De to gamle ventede allerede i Spisestuen, hvor en ny Buffet med Spejle stod paa Langvæggen, prydet med en stor pletteret Opsats, hvor paa en Spejlglasbakke tre Svaner svømmede under en Aakande – en Fødselsdagsgave fra Konstantin til sin Moder.

– Jeg holder jo ikke af det, sagde Fru Adolf – hun havde den Vane at trække Folk hen i Krogene for at lette sit Hjerte lidt, naar Konstantin gik ud af Stuen – jeg holder ikke af det … det »Elektro« … Vi spiste med Jern. Hr. Berg, til den Dag, vi havde »ægte« … Adolf gav mig tre Gafler hver Jul, til vi havde atten….

– Naa, min Pige, du har saamæn forstaaet at samle godt med Sølvtøj, sagde gamle Adolf og pegede over mod Skabene, hvor Husskattene blev opbevaret, indpakket i defekte Lagener og Tarlatan.

– Ja, ja, Adolf, sagde hun, naar man siden kan det, Mand.

Konstantin kom ind igen, og de satte sig tilbords. De fik ingen Suppe, men i Stedet for en Mellemret med mange fine Ting i Krustader. Siden Konstantin havde været de to Aar i Frankrig, spiste de hos Adolfs efter en fransk Kogebog, Konstantin havde bragt med fra Paris. Fru Adolf fik det oversat af en Niece og havde snart gennemstukket alle Bladene med sine Strikkepinde for at indprænte sig Ordene. Men det var og blev hende en svær Ting – »de putter saa meget sammen«, sagde hun til Berg – og hun sad med Livet i Hænderne over Krustaderne.

– Hvordan er de, Adolf? sagde hun og flyttede sig paa Stolen. Konstantin turde hun ikke spørge.

– Udmærkede, min Pige, udmærkede, sagde den gamle, der pustede med Ganen helt forbrændt af alt det stærke Stads.

– Udmærkede, sagde han.

– Ja – de er ganske gode, Mo'er, sagde Adolf junior.

– Den unge Herre siger, vi har været heldige idag, Marie, sagde Fru Adolf til den gamle Pige, der tog Tallerkenerne ud – helt nervøs af Glæde.

Da de var færdige med at spise, drak de Kaffen i Dagligstuen, før Konstantin og Herluf gik igen. Gamle Fru Adolf stod og saa' til i Gangen, mens de tog Overfrakkerne paa.

Da de var gaaet, vendte hun tilbage til Stuen – gamle Adolf sov inde i Spisestuen med »Dagbladet« i Skødet i sin Hvilestol – og kaldte den gamle Pige ind for at faa lettet sit Hjerte og fortælle om »Drengen«.

Til daglig fik Fru Adolf jo ikke meget at vide, og spørge turde hun ikke – For han har jo naturligvis altid saa mange Ting i sit Hoved, sagde hun – ; men naar Herluf spiste der om Middagen, talte de om alle deres Planer og Projekter, mens hun sad og spillede Øren og Øjne op:

– Ja – de har Idéer, de har Idéer, blev Fru Adolf ved til den gamle, Marie.

Gamle Adolfs havde aldrig haft mer end den ene Søn.

* * * * *

Der skulde første Gang »tændes« i Viktoriateatret, og alle Skuespillerne var der. Gamle Fru Adolf var gemt i en Krog i Logen oppe over Kongelogen, hvor hun var arriveret en Time før Tiden, og hvor hun blev helt forskrækket, da Døren sagte gik op bagved hende, og en anden »Kvindeperson« listede sig ind og satte sig i det andet Hjørne i Mørket.

Man hørte Skuespillerne hviske nede i det mørke Hus, og oppe bag Tæppet Skridt og Kommandoraab, indtil Rampen med ét blev lys, og der lød et langt »Aah!« fra Parkettet: man saa' Tæppet for første Gang. Engle trak et Fløjelsforhæng bort fra en Søjlegang, hvorfra man en Foraarsmorgenstund saa' gennem Ørstedspark ud mod det ny København. Frem gennem en Sidegade lyste Palmehusets Kuppel i Solen.

Skuespillerne blev ved at raabe, mens den store Lysekrone langsomt begyndte at sænke sig – den bredte Lys over Loftet, hvor Kunstens og Vaarens Genier i forgyldte Felter dængede hinanden med Roser, de plyndrede fra Overflødighedshorn; og kastede Skær ind mod Logernes Baggrund, hvor gyldne Smaastjerner lyste paa Graat; alle Balkonrandens Engle dansede, mens de blæste paa deres luende Tuber.

Der var blevet ganske stille, mens Kronen sank. Oppe i Logen bøjede fru Adolf sig frem og fulgte aandeløs det straalende Monstrum, der dalede majestætisk; den anden Kvindeperson i krogen stirrede kun mod Loftet – Hænderne havde hun foldet, inde under Logekanten, hvor der var mørkt.

De tre Kompagnoner stod og ventede oppe i Scenerummet bag den yderste Kulisse. Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort, i Angst, ned i Kælderrummet.

Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret. Men nu gik Maanen op, og alle Skuespillerne skreg Bravo i Salen; det var »Fader Holbergs« Kongens Nytorv med Tage og Karnaper og det gamle danske Skuespilhus, der laa i Maaneskæret.

Nede i Salen blev der raabt og applauderet, som var hele Huset fuldt; oppe i Logen rykkede de to ud af Krogene for at strække Hals og se. Saa faldt det hvide, guldbroderede Mellemaktstæppe, og Adolf, der var kommet op af Kælderen igen ved Lyden af Bifaldet, traadte frem for Rampen.

– Om vi saa drak et Glas, sagde han, paa Husets Held.

Skuespillerne brød larmende op, under Hurra, og man hørte dem jage ud gennem Gangene. Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte Glassene:

– Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal.

– Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.

… Ja, jeg er Madam Martens, nikkede den fremmede paa én Gang oppe i Logen glædesstraalende til Fru Adolf – de var i Ivren rykket hinanden ganske nær, midt paa Bænken, uden at vide det – :

– Og mit Navn er Adolf, sagde Fru Adolf ganske forpustet af Bevægelse.

– Hans Moder, sagde hun og nikkede til Fru Martens.

Hurraerne døde hen, mens de drak ud dernede, og Propperne knaldede igen.

– Og saa et »Leve Konsortiet«, raabte Regissøren: Det leve højt.

Det elektriske Lys faldt pludselig fra Kulissen ud paa Flokken, mens de sang. Herrer og Damer, med Glassene i Hænderne:

Og dette skal være Konsortiet til Ære: Hurra. Og Skam faa den, som ikke Konsortiets Skaal vil drikke, Hurra – Hurra, Den Skaal var bra' Hurra.

– Hva' – Børn – det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.

– Bliv ikke forskrækket, mine Damer og Herrer, sagde paa én Gang en fremmed Stemme, og alle vendte sig: Spenner var med en Herre dukket frem i en Kulissedør: Det er kun mig, sagde Konferentsraad Hein og traadte frem; lad Dem ikke forstyrre.

De veg alle tilbage og hilste, mens Adolf, der blev helt varm og febrilsk af Overraskelsen, sendte Bud efter mer Champagne, og Konferentsraaden af Herluf blev præsenteret for Selskabet, der bukkede og nejede, af Respekt for Kapitalen.

– Ja, mine Damer, det var Hr. Spenner, der førte mig paa Lur, smilte Konferentsraaden. Den nye Champagne kom, og Herluf bad Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest – i Familiens Skød – det var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han.

Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham. Ja, mine Damer og Herrer, sagde han, det er vel mindst den selvbudne Gæsts Sag at trænge sig frem med en Tale – men takke Dem maa jeg dog, fordi De tager saa venligt imod mig. Jeg kan forsikre Dem, at det er med Glæde – og Konferentsraaden vendte sig halvt mod Salen – at jeg tømmer dette Glas med Dem for første gang i Deres nye, skønne Hus … Skal vi tømme det paa Foretagendets Held – de foretagsomme til Lykke!

Han rakte Glasset halvt frem mod Martens og holdt inde et Øjeblik: Og – mine Damer og Herrer, sagde han saa, i Begyndelsen søgende om Ordene – nu, mens jeg vandrede gennem Deres Hus – jeg kan vel sige med noget af dens Glæde, der ser, begynder at se en Livsdrøm gjort til Virkelighed – slog Tanken ned i mig: skal vi, mine Damer og Herrer, hilse dette Deres store og straalende Hjem, det sidste Værk og ligesom Kulminationen af hele den rige Foretagsomhedens Aand, der har sat sig Mærke paa Mærke i vort Samfund, der har omskabt vor By; der er trængt ind i vore Huse, ja, som har omdannet hele vort Liv … skal vi hilse dette Hus, hvor Kunstens og Vaarens Genier – med løftet Glas vendte han sig helt mod Salen, og hans Stemme havde, mens han samlede det hele Rum som i ét Blik og saa lod Øjnene hvile paa Balkonrandens legende Engle, noget af den halvdæmpede og hemmelighedsfulde Klang, der beruste Generalforsamlingerne – udstrør deres nye Rigdomme, skal vi hilse det som et Billede paa selve vort rige, store Fremtidens København, det vort København, der brød Voldene ned for at bygge paa ny Jord: et Leve for Byen, der er rejst paa den Grund, hvor vi nu staar.

– Et Leve for et stort, et Leve for det nye København.

Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom om de vilde sværge:

– Leve – leve København.

Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse.

Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset. Ogsaa de to Fruer listede ud af deres Krog og sneg sig ned gennem Gangene.

De kom ned i Foyeren, Latteren og Støjen af Skuespillerflokken døde bort henne i Korridoren. Fru Adolf og Fru Martens blev staaende i den store Sal, de begyndte saa smaat at vande Høns igen, hver paa sin Side af den gyldne »Victoria« … Og dumpt lød helt herud Lyden af Jerntæppet, der rullede sig ud som en truende Væg og faldt tungt i Gulvet, for første Gang.

Alle var gaaet, og »Konsortiet« sad, lidt mat, i Kontoret.

– Nydelig Dag, nydelig Dag, sagde Martens til Hr. Spenner, der kom ind.

– Ja, ja, Hr. Spenner stangede og bugtede sig som en glat Aal: Og den første Prioritet bliver tolvhundredetusind i Centralbanken.

– Hva'? – Satan, Adolf forsøgte at rejse sig, men faldt igen tilbage i Sædet, med Hænderne ned mod sine Laar.

– Ja … Konferentsraaden havde netop Lejlighed iaften … Og man skal vel ikke købe Katten i Mørke, Hr. Spenner gned Hænderne og lo: Satan, sagde Adolf blot igen. Der var Øjeblikke, hvor Adolf, der i det Hele taget var anlagt til at beundre, var helt »borte« over Spenners Geni for Forretninger.

Konsortiet havde i Stilhed trængt til en stor Prioritet.

* * * * *

– Asta – du blir forkølet ved at sidde ved det Vindu. Det var Fru Heltz, der raabte fra Dagligstuen, hvor hun arbejdede ved Lampen med Fru Jürgens, ind i det mørke Kabinet til Asta, der sad ved et aabent Vindu.

Asta svarede ikke, hun havde bøjet sig frem bag Gardinet: nede i Frederiksberggade hørte hun nu Støjen af Stemmer og mange Vogne.

– Ja – det var dem – hun slog Gardinet for, som om nogen skulde kunne se hende fra Gaden, og hun lyttede i Mørket, anspændt, til Stemmerne dernedefra.

– Det er Teatervogene, sagde Konferentsraadinden inde i Dagligstuen … Fra Vitoriateatret….

– Naa, saa er da ogsaa den Fest forbi, sagde hun.

– Der er saamæn ogsaa snakket nok om det, sagde Fru Jürgens. Asta sad stille bag Gardinet. Strømmen gød sig forbi – Trin og Stemmer og Latter … Hun bøjede sig frem, fangede de enkelte Ord og nu Herlufs Navn – Gang paa Gang hans Navn.

– Ja – det var gaaet godt … det var gaaet godt; hendes Hoved sank ned mod Karmen.

Strømmen var forbi, og Støjen tabte sig langsomt. Asta mærkede ikke, at Vinden fra det aabnede Vindu tog unænsomt i de lange Gardiner, med Hovedet støttet mod Karmen stirrede hun frem for sig.

– Asta – men det trækker, raabte Konferentsraadinden fra Dagligstuen.

– Ja, Mo'er, sagde Asta og fo'r sammen. Hun lukkede Vinduet.

– Skal vi saa drikke The? sagde hun og traadte frem i Døren.

– Ja – der ser man, Asta, du har forkølet dig ved det Vindu, sagde Konferentsraadinden ved Thebordet. Du er jo ganske bleg….

– Jeg, sagde Asta og lo: hun gned sig Rødme i Kinderne med de flade Hænder, mens Frøken Julie gav sig til at nynne ganske højt ved Bordet. —

Kredsen Canth rullede op i Farimagsgade i tre Drosker efter Indvielsen. Der skulde spises hos Canths. Man diskuterede højrøstet »Aftenen«, mens man gik op ad Trappen, og kom noget mat til Sæde i Stuerne, hvor lamperne havde oset, for at vente paa Aftensmaden. Det varede altid længe hos Canths, før man naaede tilbords, mens Assessoren trippede ulykkelig frem og tilbage foran den lukkede Spisestudør og fo'r sammen hver Gang, en Dør fløj haardt i ude i de ydre Gemakker – Fru Canth havde den Skæbne altid at faa særdeles »heftige« Tjenestepiger, der iøvrigt tilbragte Tiden i en Tilstand af evig Tilbundethed paa Grund af Tandpine – og »Tante« Strøm blev kaldt ud i Køkkenet for at bistaa i Skyndingen.