Ludvigsbakke

FØRSTE BOG

Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde Kælderarbejde, og han gik hen og raabte til Nummer to, Manden med Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:

– Vi skal afsted.

– Ja; Patienten Nummer to standsede og saá paa Portøren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil lægge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv den allermindste Ting.

Saa fik ogsaa han Slaabrokken paa ligesom de andre og de tre kom afsted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede – først heroppe, saa dernede.

Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog paa det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde sov, med dybe Aandedrag.

Og inde paa "A" var der ganske stille….

Frøken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.

– Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op ligesom Hønsene.

Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud gennem det store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.

Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Haanden, mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede – før hun begyndte at læse:

Horsens, den første Oktober.

Du kære Pige.

Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du, under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykønskningen: Gud velsigne Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi paa "Villaen".

Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden løber, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Nørregade, synes jeg tit, det er ikke længer siden end igaar, jeg saá Dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været artigt paa Dig, Ida, Øjne, Haar, hvor var Du vel kæmmet med dine to Musehaler og det Hele) paa os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene, saa der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.

Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved Gelænderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedøren.

Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.

Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var ved Spejlet: "Saa – er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skæv ind ad Døren) … "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.

– Olivia, Fingrene af Munden.

– Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant om Kaaben … Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.

– Ja, saa kan Du gaa.

Jeg løb med Tasken bus paa Dørkarmen.

– Om det Barn nogensinde lærer at gaa paa sine Ben – jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhøjningen – : Og kun ét Haandtag i Tasken … ja, saa kan Du gaa….

Jeg var paa Vejen.

– Men om Karen først – kom det stadig fra Forhøjningen – vilde være saa venlig at sætte en Børste i dit Haar. Det er jo en Skændsel at se paa.

Haaret var det værste. Det endte altid med, at Karen maatte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:

– Nej – og Mama sukkede – der er ikke Skik at faa paa det Haar. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit.

Jeg snerpede Munden sammen, saa stiv som en Pind, og Karen børstede: Du var jo altid Dydsmønstret….

Og kan Du saa huske, da Mama var paa Visit hos din Moder med mig – de havde vist egentlig ikke omgaaedes før – og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Smaastole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og saa paa hinanden og bed Fingre – da jeg paa én Gang tog Dig i begge Haarhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.

Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt saa sagte….

Hvor jeg husker Onsdagene, naar jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente Dig med ud. Naar jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne – Du saá altid ud, som vilde Du krybe op paa Kommoden, naar Du læste Lektier – :

– Ida….

– I-da, det er Olivia Franck.

Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til mig og nikkede:

– Sæt Dig, min Pige.

Og jeg satte mig ved Døren – hos Jer satte man sig altid midt paa Stolene – til Du havde faaet alt Tøjet paa, Vesten og det lille Tørklæde og Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:

– Har Ida Lommetørklæde? sagde hun – jeg tog altid til min egen Lomme for at føle – : Kom saa ingenting til….

Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.

Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet – jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv – lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne (Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene – hun lo ligesom om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i Varmen….

Mama sagde:

– Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida Brandt.

Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:

– Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet paa Møblerne.

Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.

Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:

– Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?

Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte Bogskab, uden at mæle et Ord….

Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg tænker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor Du maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Værkstedet, hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde høres i Verber.

Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi var med i "Røver". Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og Brødrene rullede dem "under høj Søgang"…. Du sad derinde med Kjoleskørtet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl….

Det var ogsaa dér, Du fik revet din blaa Musselins paa et Søm.

Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saá kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandeløs:

– Vi maa sige det til Mama.

Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:

– Ida har revet sin Kjole.

Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:

– Hvor?

Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:

– Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus?

Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med sin Hæklenaal:

– Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som vi: tag Kjolen af.

Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge, det var hun vant til.

– Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen.

Mama slap Kjolen:

– Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.

Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.

– Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.

Mama slog Hænderne ned i Skødet:

– Saa er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist.

Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og saa maatte Baglæggene rækkes.

– Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den blaa – Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid paa at skraa en Bredde – :

– Nej, det vil ikke ses.

– Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte hun Latin: ja, naar det blot ikke ses …

Det saás ikke.

– Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen: en Gang til. Nej, det ses ikke.

– Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:

– Nu vi! vi ha'e Crêmekopper.

Crêmekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende paa Finsens Underlæbe, i den Revne, som hun havde faaet af at overbide Traad.

Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt haardt i Haanden, da vi naaede ned paa Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen, sagde jeg:

– De spiller; jeg saá Frøknernes Skygger paa Jeres hvide Gardin.

– Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.

Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og saa Du, og din Moder sagde over Kortene:

– Har Ida været artig?

– Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.

– Ja, gaa saa i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.

Du fik dit Pandekys og var afsted.

– Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama, saa jeg var ganske forpustet:

– De saá ingenting.

– Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig haardt i Sofaen:

– Naa, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun. Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:

– Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?… Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen?

… Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Aarene løb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det gaar rent tilbage for ham, og de gaar alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og tyve.

Men Herren véd, hvor tit Du havde maattet høre mig i Salmer….

Mama blev ved at sige:

– Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, naar hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre….

Og din Andendagskjole var blaa med smaa hvide Prikker….

Aa, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gaa i de lange Kjoler, og Mama maatte sy mig "Rucher" for Hænderne for at skjule mine røde Haandled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave, kære Du, hvor tit min maatte lægges ud i Brystsømmen.

I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med Handsker paa om Natten:

– Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du.

Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir….

Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det graa Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.

– Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund….

Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt paa Gulvet stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:

– Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at raabe. Hun havde et aabent Brev Knappenaale fæstet foran paa sit Bryst for at gaa Ingas Toilette efter. Det dundrede paa Døren: Luk op, luk op. Det var Nina Stjernholm i sin Pelskaabe:

– Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, raabte hun, mens hun rystede paa Hovedet, saa alle Lokkerne fløj, og raabte paa Mama:

– "Søde Fru Franck, hvor er Føllene?" Og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:

– Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?

– Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt….

– Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:

– Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa løst, Nina.

Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens Nina lo:

– Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk … Har I til første? vendte hun sig til os.

– Ida ikke….

– Godt, saa hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg raader over et Par spæde Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.

Balinspektøren dundrede paa Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og Musikken begyndte at spille.

– Saa, sagde Nina og slog Døren op. Jeg saá bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg saá Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg….

Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.

Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:

– Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at danse.

Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran paa Brystet og sagde til Kammerherren:

– Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet.

– Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:

– Nina, raabte Mama.

– Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.

Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:

– Det stille Pigebarn er nydeligt.

"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.

Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen" flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene….

Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.

Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.

Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke … jeg var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:

– Gaar Du ikke med?

Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at sige, mens hun græd:

– Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget mod Raad.

Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.

Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Uhrene….

Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.

* * * * *

Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen Glæde. Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.

Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.

Din Olivia.

Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge.

Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.

Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.

Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:

– Maa jeg gaa igennem, Frøken?

– Værs'go'.

Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.

Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:

– Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud paa dette forbandede Kontor.

– Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.

– Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang.

Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til "A" og gik op ad den:

– Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferensraad.

De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A". Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene paa hans Bord.

– Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.

– Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor …; og mens hun halvt lo, sagde hun:

– Han er den eneste, jeg er forskrækket for.

Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig….

– Ja, men jeg véd ikke … det er ligesom han lignede et Spøgelse….

– Et Spøgelse?

– Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.

Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.

– Naa, Godaften, Frøken.

Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.

Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.

Og saa paa Ludvigsbakke.

Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.

Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd.

– Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.

– Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted – :

– Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:

– Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa Gentagelsen.

– De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.

– Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:

– Rask – her, hvor man er lukket inde.

– Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.

– Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utaalmodighed: nu kommer jeg jo….

Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu, at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.

– Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.

Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.

– De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.

– Hm; han saá kun paa hende.

– De skal spise. Schrøder, gentog hun.

– Hm.

– Men det maa være nu – hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde Manden svært for at høre – : for nu kommer Lægerne.

Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.

Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.

Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:

– Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.

– Nej, Hr. Reservelæge.

Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren.

Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene sammen:

– Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".

– Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.

– Ja, det er en Klejnsmedesvend … De si'er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet – to Mand … Vorherre bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro … Hvad siger De, Frøken Brandt?

Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:

– De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.

Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.

Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte dem op i Sengen.

Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:

– Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):

– Mit Uhr er gaaet istaa.

– Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom op om Aftenen.

– Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The….

Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.

Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte paa det, hjemme fra Ludvigsbakke – ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.

Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede – for sig alene.

Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende paany hver Gang.

De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse paa ham.

– Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.

– Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.

Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De ligger … ikke?

Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen: han blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun aabne paa "A".

Herren paa "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, saa langsomt som han prentede dem.

– Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.

Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.

Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.

Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.

– Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frøken Petersen.

– Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene …

– Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et Jomfru-kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.

Ida aabnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slæbte den.

Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portørerne:

– Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.

Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved:

– Det er forresten et pænt Menneske.

– Ja, sagde Ida og saá ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en Maskes – og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.

Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og knappede Handsker:

– Aa, sagde hun: dér har vi "Jomfruen" …

– Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid skulde "hjælpe": jeg kommer meget forsilde.

Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme:

– Hvad har det Liv kostet?

– Tak, Jomfru.

Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne:

– Jeg har faaet det af en Fætter i Aalborg, sagde hun, om Livet.

Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende, sagde:

– Uha, ja, nu skal man til at tænke paa Vintertøjet.

Og de begyndte at tale om Hatte.

– Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.

Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:

– Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Haand op til en bred Næse, mens hun saá til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne.

– Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde faaet fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.

– Godnat.

Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk:

– Maa man være her lidt? sagde hun.

Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:

– Frøken Friis holder meget af Klæder.

Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch sagde, mens hun kløede sig i det graa Haar, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende:

– Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.

De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Haar, mens de to Plejemødre spurgte om de Indlagte.

– Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.

– Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.

Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehaar.

– Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar…. Gud, Brandt, at De ikke "flammer" det.

– Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.

Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet….

Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde:

– Naa, saá De den ny paa Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen skinnede….

De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne fra sin Plads:

– Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske….

Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:

– Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skørter.

– Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.

Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa paa Bordet:

– Manden gaar med Stropper i Benklæderne.

Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den gamle Konferensraad og Konferensraadinden.

– Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.

– Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var død.

– Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun dyppede selv sine Bede, da hun var firs … med Karlestrømperne trukne uden paa Skotøjet….

Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes Uldstrømper:

– Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frøken Koch rystede sit Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig: den Vej skal vi jo alle.

– Skal De op, Brandt?

– Ja.

– Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.

De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved Frøken Kochs Dør.

– Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det var et herligt Sted. Hun tænkte paa Ludvigsbakke.

– Godnat, Brandt.

– Godnat.

Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og saá paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad Trinnene.

Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum … jo, det var ham … hun havde vist ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa paa Græsplænen saa lang han var….