Hendes Højhed

Mlle Leterrier sov væk.

Maria Carolina stod sagte op fra Bænken og listede sig hen ad Terrassen. Naar Børnene raabte højt, fo'r hun sammen og vendte sig.

Bag et Træ saa' Maria Carolina paa deres Leg.

De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende … Ja—de legede Enke….

Maria Carolina kendte alle deres Lege: "Munken" og "Trold" og "Sidste Slag" og "Prinsessen i Buret".

Hvor de løb—rundt om Gyngen—med et Hvin.—Men saa ta'—men saa ta' hende dog … Aa, den tykke Martha var Enken….

Rundtom hvinede de smaa. De legede "Gemme" og stillede sig med Ansigterne ind mod Træerne og skreg, naar de var fundet og trillede afsted og faldt i "Saltebrød" og sprællede, saa man saa' de runde lyserøde Stolper op under Skørterne….

De ældre var trætte. De satte sig paa Bænkene i en lang Rad med hinanden om Livet og vuggede frem og tilbage. Et Par begyndte at synge.

Rundtom sang de med, mens de gyngede med Kroppen.

De smaa satte i og blev ved at synge det første Vers med deres skærende, høje Stemmer. En lille gullokket En var faldet og sad grædende paa Jorden. Hun sang, mens hun smurte Taarer og Jord rundt i sit Ansigt.

Maria Carolina gik stille tilbage til sin Guvernante.

En Dag var de smaa Piger alene.

De legede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i Totterne skændtes de som smaa Hanekyllinger og satte Trutmunde op og blev fornærmede….

Maria Carolina listede frem bag sit Træ.

Hun bøjede sig ned over en lille Purk, som snøftede og gned Øjne. Skal jeg hjælpe? sagde hun?

Den lille saa' op og stirrede lidt paa hende.

Saa rev hun sig løs og løb fra hende … De andre saa' Maria Carolina og begyndte at neje og holde i Forklæderne og trække sig væk, baglænds, skubbende til hinanden, over mod Træerne.

Maria Carolina stod ene, midt paa Pladsen. Hun var helt rød.

– Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.

Børnene svarede ikke. De klinede sig sammen, med Fingrene i Munden. Et Par blev ved at knikse.

– Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men sagtere.

Der kom ingen Svar, bare nogen Smaagrynt.

– Vi ska' lege "Munken", sagde Maria Carolina og gik lidt frem igen.

– Kom.

Hun tog en lille Pige i Haanden: Du skal holde mig, sagde hun.

Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun borede sig ind i Klumpen af de andre, som stod og skulede og snøftede—det trak op til en Stor-Skylle.

– Men—vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina.

Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i Halsen.

Maria Carolina slap hende. Hun saa' et Øjeblik endnu paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.

Mlle Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.

Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig høre op.

Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.

Men om Aftenen, da Mlle Leterrier havde bundet Hanskerne om hendes Haandled og var gaaet ud og havde lukket Døren, og hun havde hørt hendes Skridt bort gennem Gangen, stod Maria Carolina op igen og knælede ned paa Gulvet og rakte Armene op mod Himlen og græd og græd og græd.

Hun bad til Gud med Hovedet ned i Tæppet. Maria Carolina vidste ikke selv, men hun syntes, hun var saa grænseløs, saa forfærdelig ulykkelig….

Da var Maria Carolina vel en fjorten Aar.

* * * * *

Hendes Højhed Hertuginden valgte Maria Carolina to Veninder.

Det var et Par Gehejmeraaddøtre med lyserødt Haar og Fregner til ned paa Halsen.

De sad paa Kanten af Stolene, havde altid klamme Hænder, sagde "Ja" og "Nej" og aad som Ravne ved alle Maaltiderne.

Om Aftenerne blev der læst højt under Mlle Leterriers Forsæde. Det var Bøger af Samlingen pour les jeunes filles. De skiftedes til at læse. De to fregnede forstod ikke et Ord. Naar de selv læste, smurte de paa, uden at drage Aande, saa Fregnerne glødede.

Ingen forstod en Stavelse.

Mademoiselle hæklede Mellemværk og sagde: "Meget smukt", hver Gang de tabte Vejret.

Naar de spillede Kort, lod Veninderne altid "Hendes Højhed" vinde, og fik bagefter Knaset til Foræring.

Maria Carolina behandlede dem med en distræt Venlighed. Mest var hun interesseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lommer. Hun troede virkelig, der var Plads til alt i deres Lommer.

–Saadan gik Tiden.

I Ferierne kom Arveprinsen hjem fra Kadetskolen.

Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for ham.

Hun elskede ham blindt. Hun var altid stiv som en Pind imod ham og talte altid til ham, som om hun var fornærmet.

Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede.

– Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.

Maria Carolina var meget kejtet og kunde aldrig finde sig til rette med sine Arme, som var lange, med meget røde Haandled. De hang og dinglede, som var de løse.

– Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Mademoiselle Leterrier.

Og Hendes Højhed fo'r sammen, og Armene strittede krampagtigt, Albuerne var spidse som Syle.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var i sørgelig Grad uden Gratie.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar.

* * * * *

Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første Æresdame. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Hofstat: Æresdame Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame.

Hofstat til Disposition for fremmede Fyrstinder: Æresdame Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame hos Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina.

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein var skrutrygget og klædte sig fortrinsvis i krèmegult. Selv naar hun havde et nyt Toilette, saa' det ud som om det var omsyet.

Hun holdt sig op ad Prinsesse Maria Carolina og sagde altid: Deres Højhed mener….

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein vidste alt, hvad Hendes Højhed mente.

Prinsesse Maria Carolinas manglende Ynder var indhyllet i et evigt, stramt lyserødt. Saa inderlig ligegyldig lod hun alt skylle sig forbi.

* * * * *

Hendes Højhed Hertuginden vilde adsprede hende: Prinsesse Maria Carolina fik Undervisning i Akvarelmaling.

– Hendes Højhed har Blegsot, sagde Livlægen. Hendes Højhed trænger til Bevægelse.

Hendes Ridetimer blev fordoblede. Maria Carolina havde en Ven. Det var hendes Hest.

Naar hun paa sine Rideture var staaet af Hesten ude i Skoven, for at spadsere, kunde hun blive staaende Kvarter efter Kvarter, med sine lange Arme slyngede om sin "Ajax"'s Hals. Hun talte ikke til Dyret, gav det ingen Kælenavne og kærtegnede det ikke. Hun stod blot med Hovedet ind mod Dyrets Hals, stille og ubevægelig—længe. Og naar hun var vendt tilbage til Slottet, og Lakajen gik bort med Ajax, blev hun staaende og saa' efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten.

Onkel Otto Georg saa' hun sjældnere nu. Han var blevet mere syg de sidste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig, udstødte kun midt som han sad nogle underlige uartikulerede Lyd, der lignede Ugleskrig. Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn….

Han blev stadig svagere og svagere og saa tynd som en Stilk.

Maria Carolina græd meget, da han døde.

Aaret efter gik ogsaa Hendes Højhed Hertuginden bort. Maria Carolina havde et stort Ceremoniel at gennemgaa og ikke megen Tid til at sørge. Hun havde ogsaa kendt saa lidt til sin Moder.

II

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede gammel i at repræsentere ved Hoffet.

Det var hvert Aar de samme Fester. Ballet Nytaarsdag, hvor Hans Højhed Hertugen i Polonæsen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina. Til Kvadrillerne behagede Hendes Højhed Prinsessen at opbyde altid de samme Officerer.

De tre Vintertafler og den lille intime Hof-Festlighed paa Hendes Højheds egen Fødselsdag med Fyrværkeriet og hendes Navnetræk, det kronede M.C. i grønt og gult, Landsfarverne. Og de seks smaa Lørdagstéer i Hendes Højheds private Appartements, hvor Garnisonens Dusin Officerer dansede med de unge Damer af Hofkredsen og indøvede Signor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Hertugens Fødselsdag blev udført i Kostyme.

Den aarlige Basar i "Borgerforeningen", hvor Hendes Højhed fik Buket ved Foden af Raadhustrappen og blev slæbt gennem Salen af det første Komitémedlem (Hendes Højhed kunde aldrig holde Trit med Komitémedlemmer i "Borgerforeningen") og sad paa Tribune af gult og grønt—Landsfarverne—mens Hofskuespiller Hr. von Pöllnitz velvilligt deklamerede "die Glocke".

Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i "die Glocke". Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne ved Enden af hvert Vers.

Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med den højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.

Naar Hr. von Pöllnitz var færdig—det varede Aar for Aar længere, inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med "die Glocke"—sagde Hendes Højhed: Det glæder mig….

Hun vilde sige mer og fandt ingenting og var generet af sine Arme—Hendes Højhed stod altid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar hun skulde sige noget—og sagde igen:

– Det glæder mig … Det har som sædvanlig glædet mig meget….

Hr. von Pöllnitz bukkede og pustede som en Hvalfisk. Det tog Aar for Aar mere paa Hr. von Pöllnitz at sige "die Glocke" paa Grund af Tordenen.

Efter hver Basar haabede Hr. von Pöllnitz at blive Ridder af Husordenen. Hr. von Pöllnitz havde Medaillen for Kunst: Hans Højhed Hertugen havde benaadet Hr. von Pöllnitz med Medaillen til hans fem og tyveaarige Jubilæum. Hr. von Pöllnitz havde spillet Romeo til sit fem og tyveaarige Jubilæum….

Hendes Højhed gik ned gennem Salen og købte noget i hver Butik.

Hos Overborgmesterens Frue købte hun Peberkager. Overborgmesterens Frue bagte dem selv.

– Jeg spiser Deres Peberkager med stor Fornøjelse, sagde Hendes Højhed.

Hendes Højhed spiste hvert Aar Overborgmesterfruens Peberkager med Fornøjelse. Alle Husmødre i Residentsen laante Opskriften paa "Hendes Højheds Peberkager".

Naar Hendes Høj hed havde besøgt Butikerne, besaa hun Forlystelserne. Der var et Menageri. En ung Overlærer ved Gymnasiet fremviste "et lærd Svin". Det sagde "Øf-øf", naar han kildede det paa Maven.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lo, saa Komtesse von Hartenstein fik Hoste.

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein forstod overhovedet ikke, at Hendes Højhed undertiden—"og ved de besynderligste Leiligheder, min Go'e," sagde hun til Mademoiselle Leterrier, der sad hen i Slotsfløjen som Oldfrue—"kunde tillade sig nogle Anfald af Lystighed"—"#Explosioner#, min Go'e"—saa hun næsten blev borte i Latter.

– Aa, De véd det jo, min Go'e, sagde Frøken von Hartenstein, det er jo #Sorgen#: Grace #har# hun jo aldrig … Og naar hun saa #ler#….

Frøken von Hartenstein vilde ikke udtrykke sin Beklagelse.

Hofdame Komtesse von Hartenstein lo aldrig uden diskret, bag sit Lommetørklæde.

– Det er ikke enhver, som har l'air du trône, siger Mademoiselle Leterrier. Hun er mildest talt ikke tilfreds med at sidde som Oldfrue uden Rang.

Men Frøken von Hartenstein saa' mod Loftet.—Man tier jo, min Go'e, om de illustre Personer, sagde Frøken von Hartenstein.

Hendes Højhed havde set hele Basaren. Ved Udgangsdøren holdt Overborgmesteren Tale.

Den Legemsdel, som er højest, naar man hugger Brænde, var i uafladelig Bevægelse hos Hr. Borgmesteren, naar han holdt Tale.

Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget … Saa sagde hun:

– Jeg takker Dem … Det har glædet mig … Og gik, mens man altid stod og ventede, hun vilde sige noget mere.

Men Hendes Højhed #havde# ikke mange Ord.

* * * * *

En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og nedlagde en Grundsten.

Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring. Det var altid det samme.

Undertiden, naar Hendes Højhed spadserede sin Tur paa Terrassen og saa' over mod det lange graa Slot, stilløst og trist, med sine mange smaa Ruder og de gamle Kanoner, som var kørt op og stod og rustede foran den høje Trappe, og Skildvagten—den ene Mand, som drev op og ned, vendte om og vendte—følte Hendes Højhed som en træt Beklemmelse, som om hele den graa Slotskasse et Øjeblik trykkede paa hendes Bryst.

Hun saa' fra Siden hen paa Komtesse von Hartenstein, der gik sirligt som en Danserinde paa Benene. Og Hendes Højhed gik hurtigere til, irriteret ved det evige Sam-Trit.

Men Komtesse von Hartenstein kom ikke ud af Trit med Højheden.

Og efter sin Tur vendte Prinsesse Maria Carolina tilbage til sin Vandfarve eller til sit Broderi. Komtesse von Hartenstein læste højt af Revue des deux Mondes.

Om Aftenen sad Hendes Højhed i Hoftheatret i sin Loge. Unge Begyndere og udtjente Heltefædre aflirede Schillerske Vers.

Hendes Højhed hørte det som i Telefon og halvt i Søvne. Hendes Højhed berørte en Gang imellem flygtigt Spidsen af Næsen med Kanten af sin Vifte. Spidsen af Næsen bevægede sig, naar Hendes Højhed skjulte en Gaben.

Saadan gik Tiden, og Dag efter Dag.

Og det hændte, at Hendes Højhed pludselig overrasket blev vaer, at Markerne grønnedes, og Engene langs Floden, og at Buskene ved Vejen stod med store Knopper.

– Men at det er Foraar? sagde hun.

– Vi har idag kun fjorten Dage til Hans Højhed Hertugens høje Fødselsdag, sagde Frøken von Hartenstein.

– Ja, det er jo sandt, sagde Hendes Højhed. Hun blev ved at se ud over de grønne Marker.