Blake Pierce er en ivrig læser og livslang fan af spændings- og thrillergenren. FORSVUNDET er Blakes debutroman. Blake vil rigtig gerne høre fra dig, og du er velkommen til at besøge hjemmesiden www.blakepierceauthor.com og tilmelde dig mailinglisten, så du kan modtage en gratis bog, modtage gratis gaver, følge Blake på Facebook og Twitter og holde kontakten!

Copyright © 2015 Blake Pierce. Alle rettigheder forbeholdes. I henhold til U.S. Copyright Act fra 1976 – og med mindre andet er tilladt - må ingen dele af denne publikation reproduceres, distribueres eller overføres i nogen form eller på nogen måde opbevares i en database eller informationssystem uden forudgående tilladelse fra forfatteren. Denne e-bog må kun anvendes til personligt brug. Denne e-bog må ikke videresendes eller gives væk til andre mennesker. Hvis du vil dele denne bog med en anden person, bedes du købe en ekstra kopi til hver modtager. Hvis du læser denne bog og ikke har købt den, eller den ikke blev købt til personligt brug, skal du returnere den og købe din egen kopi. Tak, fordi du respekterer denne forfatters hårde arbejde. Dette værk er fiktion. Navne, karakterer, virksomheder, organisationer, steder, begivenheder og hændelser er enten et produkt af forfatterens frie fantasi eller anvendes fiktivt i bogen. Enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, er helt tilfældig. Jacket image Copyright GoingTo er anvendt med licens fra Shutterstock.com.

BOGER AF BLAKE PIERCE

RILEY PAIGE SPÆNDINGSSERIEN

FORSVUNDET (Bind 1)

KIDNAPPET (Bind 2)

BEGÆRET (Bind 3)

INDHOLD

Prolog

Kapitel 1

Kapitel 2

Kapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

Kapitel 7

Kapitel 8

Kapitel 9

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

Kapitel 13

Kapitel 14

Kapitel 15

Kapitel 16

Kapitel 17

Kapital 18

Kapitel 19

Kapitel 20

Kapitel 21

Kapitel 22

Kapitel 23

Kapitel 24

Kapitel 25

Kapitel 26

Kapitel 27

Kapitel 28

Kapitel 29

Kapitel 30

Kapitel 31

Kapitel 32

Kapitel 33

Kapitel 34

Kapitel 35

Kapitel 36

Prolog

En ny smertekrampe fik Reba til at løfte hovedet. Hun rykkede i rebene, der var bundet om hendes krop og bundet om maven til en lodret rør, der var boltet til gulvet og loftet i midten af det lille rum. Hendes håndled var bundet foran, og hendes ankler var også fastbundet.

Det gik op for hende, at hun havde døset, og hun blev straks overvældet af frygt. Nu forstod hun, at manden ville dræbe hende. Lidt efter lidt, knivstik for knivstik. Det ønskede ikke at se hende død, og det var heller ikke sex, han var ude efter. Han ønskede kun at se hende lide i smerte.

Jeg er nødt til at holde mig vågen, tænkte hun. Jeg er nødt til at slippe ud herfra. Hvis jeg falder i søvn igen, så dør jeg.

Trods varmen i rummet føltes hendes nøgne krop kølig af sved. Hun kiggede ned og vred sig og så sine nøgne fødder mod det hårde trægulv. Gulvet omkring dem var fyldt med pletter af indtørret blod, hvilket tydede på, at hun ikke var den første person, der var blevet bundet her. Det forstærkede hendes rædsel.

Han var gået. Rummets ene dør var helt lukket, men han ville komme tilbage. Det gjorde han altid. Og så ville han gøre alt, hvad han kunne finde på for at få hende til at skrige. Vinduerne var blændet, og hun havde ingen anelse om, hvorvidt det var dag eller nat, eftersom det eneste lys kom fra en nøgen pære, der hang ned fra loftet. Hvor end dette sted lå, så virkede det som om, at ingen andre kunne høre hendes skrig.

Hun spekulerede på, om dette rum engang havde været en lille piges soveværelse; det var grotesk rosafarvet med snørklede mønstre og eventyrmotiver overalt. Nogen - hun gættede på sin fangevogter - havde for længst hærget værelset, ødelagt ting og væltet stole og borde. Gulvet var dækket med afrevne lemmer og torsoer af legetøjsdukker. Små parykker – Reba gættede på, at det var dukkeparykker, hang som skalpe på væggene, og de fleste af dem var flettede, og alle sammen havde kunstige legetøjsagtige farver. Et sminkebord i en stærk rosa farve stod oprejst op ad en væg, og dets hjerteformede spejl lå knust i små stykker. Det eneste andet møbel, som stadig var intakt, var en smal enkeltseng med en iturevet lyserød baldakin. Hendes fangevogter hvilede sig sommetider der.

Manden så på hende med mørke, blide øjne gennem sin sorte skimaske. I begyndelsen havde hun trøstet sig med, at han altid havde den maske på. Hvis han ikke ønskede, at hun skulle se hans ansigt, betød det så ikke, at han ikke havde planer om at dræbe hende, men at han ville lade hende gå?

Men hun forstod snart, at skimasken tjente et andet formål. Hun kunne se, at ansigtet bag den havde en vigende hage og en skrånende pande, og hun var sikker på, at mandens træk var jævne og ordinære. Selvom han var stærk, var han lavere end hun, og sandsynligvis usikker på det. Hun gættede på, at han bar skimaske for at virke mere skræmmende.

Hun havde opgivet at forsøge at tale ham fra at skade hende. Først havde hun troet, at hun kunne. Hun vidste jo, at hun var smuk. Eller i det mindste plejede jeg at være det, tænkte hun, Desværre.

Sved og tårer blandede sig i hendes knuste ansigt, og hun kunne mærke blodet var størknet i hendes lange blonde hår. Hendes øjne sved: han havde ladet hende have kontaktlinser på, og de gjorde det sværere at se.

Gad vide, hvordan jeg ser ud nu.

Hun lod sit hoved falde.

Dø nu, bad hun sig selv.

Det burde være let nok at gøre. Hun var sikker på, at andre var døde her tidligere.

Men hun kunne ikke. Bare at tænke på det, fik hendes hjerte til at slå hurtigere, fik hende til at hive efter vejret og rebet til at stramme om hendes mave. Langsomt, som om hun godt vidste, at hun stod over for sin forestående død, blev en ny følelse vakt i hende. Det var ikke panik eller frygt denne gang. Det var ikke fortvivlelse. Det var noget andet.

Hvad føler jeg?

Så indså hun det. Det var raseri. Ikke mod sin fangevogter. Hun havde for længst udtømt sin vrede mod ham.

Det er mig, tænkte hun. Jeg gør, hvad han vil. Når jeg skriger og græder og snøfter og beder, så gør jeg, hvad han vil.

Hver gang hun drak af den kolde bouillon, som han madede hende med gennem et sugerør, så gjorde hun, hvad han ønskede. Når hun flæbede patetisk, at hun var mor til to børn, der havde brug for hende, så glædede hun ham i det uendelige.

Hun nåede frem til en ny løsning, da hun endelig stoppede med at vride sig rundt. Måske var hun nødt til at prøve en anden taktik. Hun havde kæmpet så hårdt mod rebene i de seneste dage. Måske var det den forkerte tilgang. De var som de dér små stykker bambuslegetøj - den kinesiske fingerfælde, hvor du putter dine fingre ind i hver sin ende af røret, og jo hårdere du trak, desto mere blev dine fingre holdt fast. Måske var tricket at slappe af helt bevidst. Måske var det vejen ud.

Muskel for muskel lod hun sin krop blive slap, og hun følte hvert sår, hvert blå mærke der, hvor hendes hud rørte rebene. Og langsomt blev hun opmærksom på, hvor rebet strammede mest.

Endelig fandt hun frem til, hvad hun havde brug for. Rebet sad en lille smule løst omkring hendes højre ankel. Men ville det hjælpe at trække i det nu? Nej, hun var nødt til at lade sine muskler være smidige. Hun vristede anklen ganske forsigtigt og derefter mere aggressivt, så rebet løsnede sig.

Endelig til hendes store glæde og overraskelse kom hendes hæl fri, og hun trak hele højre fod til sig.

Hun undersøgte straks gulvet. Kun en fod væk, blandt de spredte dukkelemmer, lå hans jagtkniv. Han lo altid, når han efterlod den der, tilfældigt i nærheden. Bladet, der var skæmmet af blod, blinkede i lyset.

Hun svingede sin frie fod mod kniven. Den svingede for højt og ramte ved siden af.

Hun lod sin krop slappe af igen. Hun lod sig glide et par centimeter ned ad røret og strakte sin fod, indtil kniven var inden for rækkevidde. Hun klemte det beskidte knivblad mellem tæerne, skrabede kniven hen over gulvet og løftede den forsigtigt med sin fod, indtil håndtaget hvilede i håndfladen. Hun holdt stramt om håndtaget med følelsesløse fingre og snoede det rundt, imens hun savede langsomt i rebet, der bandt hendes håndled. Tiden syntes at stå stille, imens hun holdt vejret og håbede og bad til, at hun ikke ville tabe kniven. At han ikke ville komme ind.

Til sidst hørte hun et smæld, og chokeret så hun, at hænderne var løs. Med hjertebanken skar hun straks rebet fri, der sad omkring hendes talje.

Fri. Hun kunne næsten ikke tro det.

Et øjeblik var alt, hvad hun kunne gøre, at krybe sammen. Hænder og fødder prikkede, imens blodcirkulationen vendte tilbage. Hun følte på kontaktlinserne og modstod trangen til at klø dem ud. Hun skubbede dem forsigtigt til den ene side, klemte dem og trak dem ud. Hendes øjne gjorde ondt, og det var en lettelse at få dem fjernet. Da hun så på de to plastik-dimser, der lå i håndfladen, var farven forkert. Kontaktlinserne var kunstigt lyseblå. Hun kastede dem væk.

Hjertet hamrede, Reba rejste sig op og humpede hurtigt hen til døren. Hun tog fat om dørhåndtaget, men drejede det ikke.

Hvad hvis han er derude?

Hun havde intet valg.

Reba drejede håndtaget og skubbede til døren, som åbnede sig lydløst. Hun kiggede ned ad en lang, tom gang, der kun var oplyst af en buet åbning til højre. Hun krøb langs gangen, nøgen, barfodet og stille, og hun så, at buen åbnede ind til et svagt oplyst rum. Hun standsede og stirrede. Det var en enkelt indrettet spisestue med et bord og stole, helt almindeligt, som om en familie måske snart kom hjem til aftensmad. Gammeldags blondegardiner hang i vinduerne.

En ny rædsel steg op i hendes hals. Rummets meget ordinære stil virkede forstyrrende på en måde, som et fangehul ikke have været. Gennem gardinerne kunne hun se, at det var mørkt udenfor. Hun følte sig opløftet ved tanken om, at mørket ville gøre det nemmere at slippe væk.

Hun vendte tilbage til gangen. Den endte foran en dør - en dør, der simpelthen måtte lede udendørs. Hun humpede og trykkede på den kolde messinglås. Døren svingede tungt mod hende, og natten udenfor kom til syne.

Hun så en lille veranda og en gårdhave bagved. Nattehimlen var uden måne og stjerneklar. Der var intet andet lys - intet tegn på nærliggende huse. Hun gik langsomt ud på verandaen og ned i gårdhaven, som var dækket af tørt græs. Kold frisk luft fyldte hendes smertende lunger.

Hun følte sig panisk og ekstatisk på én gang. Glæden ved frihed.

Reba tog sit første skridt og forberedte sig på at løbe – men pludselig følte hun en hånds hårde greb om sit håndled.

Så lød det velkendte, grimme grin.

Det sidste, hun følte, var et hårdt objekt – måske af metal – ramme sit hoved, og så hvirvlede hun ned i et dybt, sort mørke.

Kapitel 1

I det mindste så lugter det ikke endnu, tænkte specialagent Bill Jeffreys.

Som han stod bøjet over liget, kunne han ikke lade være med at fornemme de første spor af det. Den blandede sig med den friske duft af fyrretræ og den rene dis, der steg op fra bækken – en lugt af lig, som han burde have vænnet sig til for længst. Men det havde han aldrig gjort.

Kvindens nøgne lig var blevet omhyggeligt placeret på en stor kampesten på bredden af bækken. Hun sad op og lænede sig mod en anden sten med udstrakte og spredte ben og med hænderne langs siden. Han kunne se, at hendes højre arm havde en ujævn kurve, som godt kunne betyde en brækket knogle. Det bølgende hår var selvfølgelig en paryk, som var lurvet med forskellige lyse nuancer. Et rosa smil var malet med læbestift på hendes læber.

Mordvåbenet lå stadig stramt rundt om halsen: hun var blevet kvalt med et lyserødt bånd. En kunstig rød rose lå på kampestenen foran hendes fødder.

Bill forsøgte forsigtigt at løfte hendes venstre hånd. Den bevægede sig ikke.

"Hun er stadig i en tilstand af rigor mortis," sagde Bill til agent Spelbren, som sad foroverbøjet på den anden side af liget. "Hun har ikke været død i mere end fireogtyve timer."

"Hvad er der sket med hendes øjne?" Spurgte Spelbren.

"Syet vidt åbne med sort sytråd," svarede han uden at kigge nærmere på det.

Spelbren stirrede vantro på ham.

"Tjek det selv," sagde Bill.

Spelbren kiggede på øjnene.

"For pokker," mumlede han stille. Bill lagde mærke til, at han ikke reagerede med afsky. Det satte Bill pris på. Han havde samarbejdet med andre feltagenter - nogle af dem endda erfarne folk som Spelbren – som ville være i gang med at brække sig nu.

Bill havde aldrig samarbejdet med ham før. Spelbren var blevet indkaldt til denne sag fra et Virginia-feltkontor. Det var Spilbrens idé at inddrage nogen fra Adfærds- og Analysenheden i Quantico. Det var grunden til, at Bill var her.

Smart træk, syntes Bill.

Bill kunne se, at Spelbren var yngre end ham, kun et par år, men alligevel havde han en livserfaring og indsigt, som han godt kunne lide.

"Hun har kontaktlinser på," bemærkede Spelbren.

Bill kiggede nærmere efter. Han havde ret. En uhyggelig, kunstig blå farve, der fik ham til at se væk. Det var koldt hernede ved bækken sent om morgenen, men trods det fladede øjnene ud i øjenhulerne. Det ville være svært at fastslå det præcise dødstidspunkt. Det eneste, Bill var sikker på, var, at liget var blevet anbragt her og omhyggeligt placeret i nattens løb.

Han hørte en stemme i nærheden.

"Forbandede FBI."

Bill kiggede op på de tre lokale politifolk, som stod et par meter væk. De hviskede uhørligt nu, så Bill vidste, at det var meningen, at han kun skulle høre de to ord. De var fra den nærliggende by Yarnell, og de var helt klart ikke glade for, at FBI var dukket op. De troede, at de kunne håndtere dette alene.

Skovfogeden i Mosby State Park havde været af en anden opfattelse. Han var ikke vant til noget værre end vandalisme, affald og ulovligt fiskeri og jagt, og han vidste, at det lokale politi fra Yarnell ikke kunne klare dette alene.

Bill var fløjet et par hundrede kilometer med helikopter, så han kunne komme hertil, før liget blev flyttet. Piloten havde fulgt koordinaterne til en plet af eng på en nærliggende bakketop, hvor skovfogeden og Spelbren havde mødt ham. Skovfogeden havde kørt dem nogle kilometer ned ad en grusvej, og da de kørte ind til siden, kunne Bill se gerningsstedet fra vejen. Der var kun kort vej ned ad en bakke nær bækken.

Betjentene, der stod utålmodigt i nærheden, havde allerede gennemgået gerningsstedet. Bill vidste præcis, hvad de tænkte. De ønskede at klare denne sag på egen hånd; et par FBI-agenter var det sidste, de ønskede at se.

Beklager, bonderøve, tænkte Bill, men her er I på dybt vand.

"Sheriffen mener, at det er menneskehandel," sagde Spelbren. "Han tager fejl."

"Hvorfor siger du det?" Spurgte Bill. Han kendte selv svaret, men han ønskede at få en ide om, hvordan Spelbren tænkte, når han arbejdede.

"Hun er i trediverne og ikke længere ung," sagde Spelbren. "Strækmærker, så hun har mindst et barn. Ikke typen, der normalt bliver handlet. "

"Du har ret," sagde Bill.

"Men hvad med parykken?"

Bill rystede på hovedet.

"Hendes hoved er blevet barberet," svarede han, "så uanset hvad parykken var til for, så var det ikke for at ændre på hendes hårfarve."

"Og rosen?" Spurgte Spelbren. "En besked?"

Bill undersøgte det.

"Billig stofblomst," svarede han. "Den slags du kan finde i enhver lavprisbutik. Vi kan spore den, men vi vil ikke finde noget."

Spelbren så imponeret over på ham.

Bill tvivlede på, at noget af det, de havde fundet, ville være til nogen hjælp. Morderen var for målrettet og for metodisk. Hele gerningsstedet var iscenesat på en syg måde, som gjorde, at Bill følte, at han kom til kort.

Han så de lokale politiet være ivrige efter at komme nærmere og rydde gerningsstedet op. Billederne var blevet taget, og liget kunne blive fjernet når som helst.

Bill stod og sukkede og følte sig stiv i benene. Hans fyrre år var begyndte at kunne mærkes – i hvert fald lidt.

"Hun er blevet tortureret", bemærkede han og sukkede sørgmodigt. "Se på alle sårene. Nogle er begyndt at hele." Han rystede bedrøveligt på hovedet. "Nogen har skåret i hende i dagevis, før han kvalte hende med hende med det bånd."

Spelbren sukkede.

"Gerningsmanden var vred over noget," sagde Spelbren.

"Hallo, hvornår kan vi rydde op her?" Udbrød en af politifolkene.

Bill så i retning af dem og så, at de stod op trippede utålmodigt. To af dem grinede stilfærdigt. Bill vidste, at arbejdet allerede var gjort her, men han sagde det ikke. Han foretrak at lade disse bonderøve vente og og undre sig.

Han vendte sig langsomt rundt og indprentede sig landskabet. Det var et tykt skovklædt område med mange fyrretræer og cedertræer og masser af undergræsning, og med åen som løb ad en rolig vej til den nærmeste flod. Selv nu midt om sommeren ville det ikke blive meget varmere her i dag, så liget ville ikke gå i gang med at rådne lige med det samme. Alligevel ville det være bedst at få det ud herfra og sendt til Quantico. Retsmedicinerne ville gerne pille liget fra hinanden, imens det stadig var rimeligt frisk. Retsmedicinerens bil blev kørt op på grusvejen bag politibilen og ventede.

Vejen var ikke bredere end et parallelt dækspor gennem skoven. Morderen havde næsten med sikkerhed kørt her. Han havde båret liget den korte afstand på den smalle vej til dette sted, havde placeret det og var gået. Han havde ikke opholdt sig her længe. Selv om området lå væk fra vejen, patruljerede politiet her regelmæssigt, og private biler var ikke tilladt på denne vej. Han havde ønsket, at liget skulle findes. Han var stolt af sit arbejde.

Og det var blevet fundet af et par tidlige morgenryttere. Turister på lejede heste, havde skovfogeden fortalt Bill. De var feriegæster fra Arlington, som boede på en ranch for turister lige uden for Yarnell. Skovfogeden havde sagt, at de var lidt oppe at køre nu. De havde fået besked om ikke at forlade byen, og Bill planlagde at tale med dem senere.

Det så ikke ud som om, at der overhovedet var nogen spor at finde i området omkring liget. Gerningsmanden havde været meget forsigtig. Han havde trukket noget bag sig, da han var vendt tilbage fra bjerget - en skovl måske - for at skjule sine egne fodspor. Der var ingen spor tilbage med vilje eller ved et uheld. Eventuelle dækspor på vejen var sandsynligvis blevet slettet af politiets vogne.

Bill sukkede for sig selv.

Fandens osse, tænkte han. Hvor er Riley, når jeg har brug for hende?

Hans mangeårige partner og bedste ven var på ufrivillig orlov for at komme sig over et traume fra deres seneste sag. Ja, det havde været en uhyggelig sag. Hun havde brug for at komme sig, og hvis sandheden skulle frem, så ville hun måske aldrig vende tilbage.

Men han havde virkelig brug for hende nu. Hun var meget klogere end Bill, og han havde ikke noget imod at indrømme det. Han elskede at opleve hendes hjerne på arbejde. Han forestillede sig hende gennemgå dette gerningssted helt ned i mindste detalje. Allerede nu ville hun drille ham med alle de tydelige spor, som lå lige foran næsen på ham.

Hvad ville Riley se her, som Bill ikke kunne se?

Han følte sig indskrænket, og han kunne ikke lide følelsen. Men der var ikke mere, han kunne gøre ved det nu.

"Okay, folkens," kaldte Bill på politifolkene. "Fjern liget."

Betjentene grinede og gav hinanden klør fem.

"Tror du, han vil gøre det igen?" Spurgte Spelbren.

"Jeg er sikker på det," sagde Bill.

"Hvordan ved du det?"

Bill tog et langt dybt vejrtræk.

"Fordi jeg har set hans arbejde før."