StukТекст

Автор:
0
Отзывы
Читать книгу на смартфоне или планшете
Оставьте телефон или Электронную Почту и мы пришлем ссылку на приложение «Читай!»
  1. Перейдите по ссылке на вашем устройстве
  2. Установите приложение «Читай!»
  3. Откройте приложение «Читай!» и введите код:
Шрифт:Меньше АаБольше Аа

Første del. Regn af Guld

I

Herluf Berg og Lange kom ned paa Gaden til Drosken, der ventede: Kasino, Kusk, raabte de og sprang ind.

De var kommen til Sæde, og Kusken kørte ad gamle Frederiksborggade til.

Det var Skumring endnu, og over Parken og Skt. Peders Mølle hvilede det graablaa sidste Skær af Dag. Men langs Gaden var der allerede tændt, og Lygter og alle Butikers Blus lyste ud over Vrimlen. Lig en hel Armé strømmede Arbejderne langs Fortovene ud ad Broen – som en taktfast Marsch lød det mod Stenene; og midt ad Gaden, paa Sporet, klemtede de oplyste Teatervogne frem, tre i Rad, propfulde, med glade, hætteklædte Damer, der hang og red helt ud paa Platformene.

Forpustede Medsøstre i Abonnementet, der maatte gaa, kom ikke hurtig nok i Vej paa Fortovet og brød ud paa Gaden, hvor de skridtede af langs Rendestenen med en forvildet Pige i Hælene.

– Her er livligt, sagde Berg, han sad behageligt og indaandede den fugtig-milde Luft i sit Vognhjørne.

– Levende er her blevet i Staden, sagde Lange.

Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Myldr var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der demonstrerede. Men Sporvognene rullede sindigt forbi hen ad Boulevarden, svajende tungt under deres glade Last som et Par store vraltende Dyr.

Berg og Lange kom ind i Købmagergade. Mørkningshandelen gik i Kældre og Stuer. Igennem Ruderne saa man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af Kælderhalsene. Unge Piger fra Kursus fløj forbi hinanden med Haandslag, og »Herrer fra Forretningen« skød ud og ind i Vrimlen for at bringe Breve til den sidste Post.

Udenfor Modebutikerne, hvor de første Vintermodeller prangede under Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under Ombygning, saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var lagt frem over Rendestenen.

– Svært, saa vi bygger Façader, sagde Berg, der i den skiftende Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrømmens mange Hoveder.

– Vi kalker vore Grave, sagde Lange.

Paa Østergade blev Strømmen langsommere. Man drev afsted i Lyset, Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatværs af Drosken, saa den blev trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske af Luften, søde og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i Højde med Drosken, saa nær, saa det var, som om de rørte Vognen med Kinderne.

– Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de bar »paa skraa« i Lommen.

– God Aften – god Aften.

De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom ikke frem, Sværmen stod helt ud paa Gaden.

– Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.

Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i stærkt Lys – i halv Legensstørrelse – i Udhængsskabet, indrammede af Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran Yndighederne.

– Kør ad Ny-Østergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden, hvor de gled blødt hen ad Kørebanen, og der pludselig blev ganske mørkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte rundtom i Døraabningernes Skygger.

* * * * *

Folk drog over Skt. Annæplads i Stime, og Droskerne satte ind i Amaliegade med en Fart, som var Dyrene løbske; Damer, der løb over Gaden med løftede Skørter, kom foran Hestene og hvinte.

– Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.

– Hva'?

– Men – Amalie …

En Amalie, der var kommet paatværs af Bergs Droske, blev langet ind af en Herrearm.

– Du dog – raabte hun: Herluf Berg.

Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciøst paaskrævs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev rendt over Ende.

Udenfor Teatret var der en Smækken med Vogndørene og en Trængen sig frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle fik Feber blot ved at se Façadens Lygter og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad uanfægtede og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade Hænder – før de vendte og kørte bort.

Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og Støvet, fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte den ned – —

– Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar.

Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved Hoved helt op i Amfiteatrets store levende Mørke – fyldt af en Brusen, i hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte.

Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken lukkede sig, og man naaede paa Plads…

Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele Huset genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun fik den paa igen.

Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet, og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.

Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade: Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde lagt en mildnende Haand paa Sujettet – af Hensyn til vort Publikums Følelser – og havde ændret til »kysset«.

Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede.

Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der endnu blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en pludrende Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik Frikvarter, og ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder nikkede paa én Gang.

Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der mere stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde: Den var her og den og den – og man nikkede. For hvert kendt Ansigt var det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man selv sad paa sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt Velbehag, hvor man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede.

Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad smilende Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en sidste Gang til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var runde endnu af Bade og Sommerluft.

– Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den friske Kønhed.

– Brillant, sagde Berg.

De var der alle – allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man bare saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm og Redaktør Scheele: Legationsraadinde Stén, udringet, med Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade; Fru Koch….alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned.

– Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten.

– Ja…

– Naa – Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.

– Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden, sagde Berg og lo.

Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa Gulvet med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard.

Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond Toupé drysset fuld af Brillanter – Diamanter i Ørene og Diamanter om Halsen…. Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, indtil Damerne, lidt efter lidt – der kom ligesom en stram Luft over Parkettet – lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:

– Hvem?

– Hvem du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«.

Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev der stille – Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede – alle kom paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars havde Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig, med let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved Siden af Hr. Stæhr.

Tæppet gik op.

Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre – fler og fler Pager, to og to, fler og fler – i Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert – Mænd greb Glassene af Koners Skød eller Hænder – : Men der var jo Flokke, Snese – en Hær af Pager – en Hær – rent en Hær af Trikots.

Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet lidt for nedringede til Bal….

Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte og det skinnede. Fler og fler – det hørte jo aldrig op – der maatte da være hundrede….

Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen.

Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man valsede, man kurede og kyssede.

Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.

Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi.

 

Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.

Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.

Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen – at der var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke.

– Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen.

– Satan, Satan….

I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem Dørene….

Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper, nynnende sagte »Kyssenes Sang« – foran de Elskendes Døre.

Hist kysses de og gør Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.

Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der blevet. Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter Takten.

Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede… Prinsessen kom i Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt….

O ve – o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér.

De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne, Hofdamerne tørrede Taarer i Slæbene…Ingen forstod et Ord; i Orkestret kæmpede Tromme med Triangel…Der var ikke den, der hørte Ørenlyd: Det var Glanspunktet af Operetten.

Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen.

Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne varme og glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der soler sig. Kun Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede Marzipan af sin Pose.

Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret…Man talte om Antallet af Opførelser – man mente tredive…Redaktør Isaksen førte energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han vilde grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde, seende ud over Salen, med et langt sultent Blik:

– Ja Godtfolk – nu var der Penge at tjene med en Treakter….

Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte; ingen hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel, som Fisk i Vandet.

– Naa – I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte Haand: Ka' vi no'et, vi Københavnere?

– Fa'en ta' mig, er der Stemning der? Blom lo, saa man saa' alle hans hvide Tænder.

– Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse« – det kan man ikke nægte.

De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen, men de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav Haandtryk – Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk – ; til sidst fik de dog erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn.

– Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg – det var en Skuespillerinde fra Kongens Nytorv – og blev drejet ud igen.

– Naa – saaledes, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at noget havde »Vildtlugt«.

– Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort – »nok sagt« – bare for at hæve Byens Anseelse.

Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.

– Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han vrængede: Ja – tro I – for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen, sagde Brodersen.

Man talte om »Diamantkvinden« – : Hun pynter, sagde Lange. Det hjælper altsammen. – og Signalet lød til at bryde op.

– Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne – gamle Folk.

»De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard Sundt, Fuldmægtigen.

– Kære – giv mig Ret, raabte hun. Er det ikke for Bæ'lam … Hys, Edvard, hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth var en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et Par store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle Herrer ved Fornavn.

Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa' et Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over Anklen.

– Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer – sagde Kræmmeren … Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par.

– Men – Gud … Jeg snakker … Fru Canth satte Spændeskoene med et Stød i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen….

»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han altid fik præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et Par Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han været gemt i en Kjolefold – hvorpaa Fru Canth sagde:

– Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring.

Man hørte Korstemmerne ned oppefra.

– Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved Parkettrappedøren stansede hun: Edvard – man mødes jo efter Dagens Gerning – i »Bethesda«.

Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der kom ud.

– Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.

Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen og frem over Gaden – gennem Strandstræde trallede Række efter Række. Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad Sporene.

Saa delte Støjen sig – ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind i en Port, ned i et Stræde – som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig.

Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.

Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og brummet – nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.

* * * * *

Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.

– Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.

De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.

De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa.

– Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.

– Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i Herligheden.

De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften – Berg og Lange, lød det bag ved.

– God Aften….

Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn, Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød Skulderne op, Lemme-Souper….

– Tak, skød Lange ind.

– Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi gemmer hende i Divanen… Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at gaa.

– Naa – net….

– Kostymerne fra Paris, – Gerster snøvlede som en Udraaber paa et Marked: – med en Tomme sat over til Knæene – man kender 'et… Naa – maa hjem til Passagérgodset. Djø – Børn.

– Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig vejrede Luften, hvor han kom frem.

– Satan – saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da Lille-Gerster var ude af Skudvidde.

– Ja – der er de jo ogsaa fra….

– Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin Høremaskine.

– Ja – hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i de Par Aar.

– Ja – Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra Randers….

Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.

Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.

– Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.

– Aften, Hr. Berg, Aften… To Roastbeef… sauce tartare… Kellner Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin Serviet – Bankherrerne, Hr. Berg – Berg havde sét prøvende over tilhøjre mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips…. Lille Diner, sytten Kuverter… er ved Kaffen, Hr. Berg… Hr. Jensen skød undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende Tilstanden.

– Vel – Vel… Kellner Jensen drejede som en Top… To Alliancer. Væk var Hr. Jensen.

– Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i »Svinedrengen« om Prinsessen.

Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel« – »vel«, saa ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen – i Svalehaler og Brandspande – og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over Bordene.

Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«. Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet »Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa religiøse Anfægtelser.

Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«: Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de smaa«, samt Mændene.

Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der betød Akklamation: Plads for lille Herluf – Plads for lille Herluf, raabte Fru Canth … Luften svirrede af Herre-Fornavne – Damerne i Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres respektive Mænd – og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. Mølbom.

– For Bæ'lam – for Bæ'lam – Fru Canth var stadig ved Operetten – : noget for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker, med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet i Kakkelovnskrogen.

Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, nervøse Fingre.

Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom. Dejlig Tur – fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner….

– Tre Mand – tre Mand, De! gentog Hr. Mølbom.

– Fa'er og Mo'er og Arthur – Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i Rosenborg).

 

– Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.

Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder.

Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om Modellerne.

Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en Kniv af Fru Dunker) … hos Davidsens … og hvad havde Fru Canth ikke sét – idag hos Vett – en Model til Chemiser….

– Nogle Chemiser, Tante Strøm, – Fru Canth saa' ud, som om hun vilde sluge Chemiserne – uden Ærmer….

Alle Damerne kastede sig over de ærmeløse »inderste«; Hr. Mølbom, der var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde:

– Tre Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mølbom var saadan: han faldt pludselig hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa med stirrende Øjne ud i Rummet.

– Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kønt paa Møen.

Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless. Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa tæt sammen, at ingen kunde røre Benene: La' ham sidde paa Skødet, raabte Tante Strøm; Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.

Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede Mønstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede, rank og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et Smil, der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mølbom – der altid var rød i Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet – sad med stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde i det hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et Løg.

Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.

– Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter.

– Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur … De drak alle fire.

Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja – i hver Vask lod Fru Dunker sine Mellemværk bløde i Kaffe … de saa' ud som ægte….

– Men Gud, det Arbejde – Damerne raabte … Ja, Fru Dunker gjorde det … i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) … hun blødte dem med en Klud – hvert Mellemværk … Scheele vidste det!

– Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth.

Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han, Livet er rart, – mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte Ørenlyd.

Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og ubevægelige, daddelløse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingeniør Dunker igen faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om han sov, mens Oberst Strøm forblev rank med sit lange, kønne Napoleonsskæg og et høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig hørte paa en Bordtale.

Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden siddende med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som tre Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog Vidner med et aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.

Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste Lejlighed, for at holde Scheele i Aande – var blevet ved sit om de kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun Hovedet og sagde:

– Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten deltog: Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for at spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom Berg – kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«.

Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk renset Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man er i Selskab.

– Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet. Man kommer aldrig derfra.

Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han – saa Konsul Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«, hvad han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende, med saare tomme Ansigter.

– Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.

– Véd s'gu ikke … En Bankdelegation, tror jeg – Konferensraad Hein staar i Spidsen – de vil danne en Centralbank eller saadan noget – for at samle Kapitalen…

– Ja saa…

Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde rejst sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede ned ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet om Halsen … De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter…

Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem Vinduerne.

Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den lyse Koncertsal.

Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det lød som en stor Brusen op til Verandaen. – Da Orkestret intonerede igen, kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein klappede for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og alle blev ved at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg, der sov yderst paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk – med den høje Hat under Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over Hænderne, der var foldet paa Maven – vaagnede med et Ryk mod Sidemanden og troede, der skulle stemmes i Byraadet…

Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas og sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen denne »spontane Ovation« – han vidste, i hvor høj en Grad det vilde glæde Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer, der gik over til et stort Hurra – Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast, ni Gange, stumme som Havets Fisk – rejste Konferensraaden sig og sagde højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:

Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages betydelige Gerning – denne store Sammensmeltning af saa anselig en Del af al Landets Kapital – af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde og Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse – for os alle, mine Herrer, en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang …

Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt »Leve« for Hans Majestæt.

Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene døde hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet, man talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i Agerbruget og Havnen i Esbjerg.

Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han vilde dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag – og de skulde henvendes til Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen hørte mer end »Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente, til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af – med højt hævet Glas – med et Leve for ham, mine Herrer, der havde givet Kapitalen Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad Hein.

Другие книги автора:
Купите 3 книги одновременно и выберите четвёртую в подарок!

Чтобы воспользоваться акцией, добавьте нужные книги в корзину. Сделать это можно на странице каждой книги, либо в общем списке:

  1. Нажмите на многоточие
    рядом с книгой
  2. Выберите пункт
    «Добавить в корзину»